Dogdancing

Når en lydig og veltrænet hund med en dygtig handler udfører et Heelwork To Music program, så er det smuk og imponerende at overvære, men engang imellem ser man en ekvipage, der formår lidt mere end de andre. En ekvipage, der kan få hårene til at rejse sig på armene af publikum og fremkalde latter eller tårer. Det er altid skønt at se en dygtig, velmotiveret hund arbejde, men for at få HTM det niveau højere op, der gør at det bliver WOW, skal der mere end blot lydighed og samarbejde til. Når HTM er bedst, så er det show og performance!

Træn så længe at det bliver let

Når man ser et af disse fantastisk HTM numre, som man husker mange år frem i tiden og som skiller sig fra alle de andre, så ser det altid legende let ud. Hund og handler ser begge fuldstændig afslappede ud når de optræder. Hemmeligheden bag dette er naturligvis både at træne rigtigt og tålmodigt. ‘Legende let’ tager tid at opnå – specielt når det der laves langt fra er let!

Det man typisk vil opleve, er, at hundene kan udføre deres tricks korrekt uden for programmet langt før de er klar til at udføre dem til musikken.

Start med at gøre dig helt klart, hvad det er du vil opnå. Hvordan skal det endelige resultat se ud. Modsat de fleste andre discipliner, så findes der i HTM ingen facitliste for hvordan de forskellige øvelser skal se ud (de 10 heelwork positioner undtaget). Derfor er du nødt til at opsætte dit eget succeskriterium for hvad det er du vil opnå og hvornår det er ‘godt’.