Klubben

Old English Sheepdog Klubben (OES-Klubben) i Danmark er stiftet i 1965 som en specialklub under Dansk Kennel Klub (DKK).

Klubbens formål er at arbejde for racens bevarelse i henhold til standarden som sunde og typiske dyr samt at samle og udbygge interessen for Old English Sheepdogs.

Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der sidder i en treårig valgperiode. Desuden er der til bestyrelsen knyttet et antal lokalrepræsentanter, der varetager medlemmernes interesser i regionerne, hvad enten det måtte dreje sig om råd og dåd med pelspleje, sociale arrangementer, ringtræning eller lydighedstræning. Disse lokalrepræsentanter kan man altid henvende sig til for at høre nærmere om aktiviteter i klubben. Kassereren modtager gerne henvendelser vedrørende medlemskab eller anmodning om tilsendelse af ældre numre af klubbladet.

Et antal personer blandt klubbens medlemmer er udvalgt til at varetage udvalgsarbejde vedrørende fx sundhed, lydighed, udstilling etc.

Klubbens blad, OES Bladet, der udkommer hver anden måned, er den regelmæssige kontakt til alle medlemmer i klubben.