Historie

Samlet og redigeret af Anne Tinning

1965-1969 – A. Christiansen’s formandsperiode

Initiativtageren til klubbens oprettelse var indehaveren af Kennel Jolly Bear, fabrikant A. Christiansen, som havde indkaldt til stiftende generalforsamling den 11. september 1965. “En ting står fast, klubbens start er alene Christiansens fortjeneste. Jeg har ikke nogen pålidelig kilde at henvise til, men han bragte sig i en position, hvor OES-Klubben og han var een og samme sag, og således eksisterede klubben fra 1965 til 1968/69. – Hvad der er sagt og gjort i denne periode, ved vi ikke noget eksakt om, idet der ikke findes nogen forhandlingsprotokol. En sådan var måske efter Christiansens mening ikke nødvendig, han gjorde, hvad han fandt rigtigt, og det havde øvrige medlemmer ikke stor indflydelse på. Dette lyder måske lidt barskt, men det skal læses absolut positivt, fordi hans udgangspunkt hele tiden var trivsel og vækst for racen” (Ivan Olesen i OES-Bladet september 1975).

Det lå A. Christiansen meget på sinde at få bekæmpet hofteledsdysplasien inden for racen, og klubben gik kort tid efter sin stiftelse i gang med et avlsprogram, der sigtede på over en årrække at komme HD til livs. Et led i programmet var bl.a. en købskontrakt, der forpligtede køberen til at lade hvalpen røntgenfotografere på sælgers regning ved ca. 10 måneders alderen. HD-debatten var ikke mindst afstedkommet ved, at der var en begrundet formodning om, at en af de mest anvendte avlshanner herhjemme gav afkom med en stor forekomst af HD-tilfælde.

I “Hunden’s” januarnummer 1966 stod der at læse:

“Dansk Kennelklubs bestyrelse har godkendt “Specialklubben for Old English Sheepdog” som ny specialklub under DKK. Præsident er: Lrs. Henrik B. Elmer. Formand: Fabrikant A. Christiansen. Kasserer: J. Clausen. Sekretær: B. Rosenquist (A. Christiansen’s hustru; red.). Klubbens adresse er: Engvej 4, Rungsted Kyst.”

I klubbens stiftelsesår opnår “Lady Mac Duff” (ejer: A. Christiansen), Claudius (ejer: A. Traberg) og Hannibal (ejer: C. Thykier) championtitlen, mens de danskejede “Jolly Bears Hope” (ejer: A. Christiansen/Gyda Ersgaard) og “Jolly Bears Arne” får titlen i 1966.

I januar 1967 forsøger klubben at udgive et lille medlemsblad, som det er tanken at udgive 3-4 gange om året. Klubbens sekretær Birthe Rosenquist bliver bladets første redaktør. Bladet er set med nutidens øjne ret primitivt: trykt på datidens fotokopimaskiner, som kun kunne trykke på den ene side af papiret. Siderne er derfor limet sammen i hånden. Det første nummer er på otte sider. Af bladets artikler fremgår, at der ved årsskiftet fandtes ca. 220-250 Old English Sheepdogs i Danmark, og at ca. 20-30% af de danske OES-ejere var medlem af klubben. Ellers rummer det første nummer en kort omtale af kommende udstillinger, heriblandt klubbens første Special Show, hvor Ole Staunskjær skulle dømme. Der deltog i alt 48 sheepdogs i det meget vellykkede arrangement, som fik stor omtale i DKK’s blad “Hunden”. Det bør nævnes, at Ritha Løkke, som i dag er det medlem, der har været med i klubben i flest år, deltog i dette første Special Show i åben klasse hanner med “Klaus” (opdrætter: Haldor Topsøe). – Hovedartiklen i det første nummer er dog en 4 1/2 side lang artikel om pelspleje. Artiklen blev bragt efter dette lille hjertesuk fra “en af vore mest anerkendte hundebadeanstalter”:

“Det glæder mig at erfare, at der er dannet en klub for OES. Jeg har i de senere år haft flere hunde af denne race til vask og istandgørelse. Det har dog i flere tilfælde desværre været nødvendigt at klippe hundene helt korthårede, fordi det var umuligt at rede hårene ud grundet misrøgt af pelsen. Jeg beder derfor klubben om at give sine medlemmer et kursus i pelspleje, fordi det påfører hunden store smerter, når en sådan filtret pels skal gøres i orden.”

Det bør også nævnes, at fire OES’er opnår championatet i 1967: “Jolly Bears Blue Boy” (ejer: K. & H. Larsen), “Jolly Bears Blossom” (ejer:A. Christiansen/Gyda Ersgaard), “Jolly Bears Bill” (ejer: A. Christiansen) og “Klaus” (ejer: Ritha Løkke).

I klubens tredie medlemsblad, der udkom i starten af 1968, kunne læses, at “mange medlemmer undrer sig over, at der ikke er mere “go” i klubben, og at der ikke udkommer flere medlemsblade. Det var jo sådan set også meningen. Desværre er der sket det, at klubbens formand og bærende kraft, hr. A. Christiansen har været alvorligt syg. Dette indebærer nu, at hr. Christiansen – i god bedring – ikke mere kan påtage sig det arbejde, det jo trods alt er, at drive en klub.” Det meddeles samtidig, at formanden vil træde tilbage på førstkommende generalforsamling, som vil blive afholdt, når A. Christiansen vendte tilbage efter sin rekration.

Med septembernummeret 1968 sker der store forandringer med klubbladet, som med en ændret opsætning begynder at ligne et “rigtigt” blad. Som en nyskabelse er der flere annoncer i bladet. Bl.a. er der en halvsides annonce fra Hvidovre Hundebad, som fører sig frem som “Specialist i udredning af OES”.

Årets champions i 1968 var “Mathilde” (ejer: Inger Rasmussen) og “Shaggy Wonder” (ejer: A. Christiansen/E. Thomsen).

Klubbens formand A. Christiansen indstifter i 1969 klubbens første pokal “Jolly Bears Vandrepokal”, der skulle gå til bedste hund på klubbens Specialshow, der ligesom året før blev afviklet på “Sølyst” i Tikøb. Dommeren var dette år belgierenYvonne Mewis fra Kennel Shaggy Wonder, og der var i følge udstillingskataloget tilmeldt 30 hunde. “Dommeren var meget omhyggelig med bedømmelse af detaljerne øjne, tænder og stop. Hun fandt flere lidt for lyse øjne, biddet skulle være helt korrekt, og endelig fik flere hunde prædikatet for lidt stop. Dommeren var tilfreds med knoglebygningen hos de fleste af de fremførte hunde, ligeledes pelskvaliteten” (Håndbog for Old English Sheepdogs). (På generalforsamlingen i 1997 blev det forøvrigt besluttet, at Jolly Bears Vandrepokal skal forblive i klub-regi, sålænge OES-Klubben eksisterer, og kan således ikke vindes til ejendom).

I juninummeret 1969 af klubbladet har Jette Bagger en længere, interessant artikel om hendes indtryk af Old English Sheepdogs i Californien. Det skete efter at hun havde opholdt sig dér i to år.

Året 1969 byder på to nye champions, nemlig “Shaggy Wonder Obligeness” (ejer: A. Christiansen) og Knotting Light Fantasy” (ejer: H. Nielsen).

1969-1970 – Ebbe Ejlersen’s formandstid

Der bliver så endelig afholdt generalforsamling den 11. oktober 1969. Mødet bliver refereret i decembernummeret: “(…) Regnskabsmæssigt var stillingen status quo med 105 medlemmer pr. 1.1.69 (men med mange restancer) (…) – På grund af sygdom så hr. og fru Christiansen sig ikke i stand til at fortsætte arbejdet i klubben. Kassereren og revisoren kunne ej heller afse tid til en fortsættelse. Der blev herefter valgt ny bestyrelse, der umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerede sig som følger:
Ebbe Ejlersen, formand (…)
Bent Bagger, næstformand (…)
Henrik Baltzer, kasserer
Pia Baltzer, sekretær
Hubert Larsen, pressesekretær
Inger Rasmussen, 7. medlem
Henrik B. Elmer, præsident
Endvidere valgtes fru Karen Hubert Larsen og Gregers Ersgaard (…) til revisorer.”

Allerede en måned efter nedlagde Henrik B. Elmer imidlertid sit mandat, hvorefter Gyda Ersgaard indtrådte i bestyrelsen.

Samtidig med hr. og fru Christiansen’s udtrædelse af klubbens bestyrelse blev det besluttet, “at udnævne hr. og fru Christiansen til æresmedlemmer i OES-Klubben i erkendelse af det store arbejde og den ihærdige indsats, de har vist i klubbens korte historie” (Klubbladet, december 1969).

Som omtalt ovenfor havde en af klubbens første opgaver været at lave et avlsprogram for at kunne bekæmpe HD blandt OES’er. Under overskriften “Et vendepunkt” kan i decembernummeret 1969 læses flg.: “Det har tidligere under hensyntagen til det beskedne antal OES, vi havde her i landet, været tilladt at avle på en hund, der var lettere angrebet af hofteledsdysplasi, når blot partneren var fotograferet og erklæret fri. Dette var nødvendigt af flere forskellige årsager, men i dag er vort materiale så stort og godt, at denne afvigelse ikke længere er nødvendig. Som det vil fremgå af formålsparagraffen i vore love fastlægges helt klart vore forpligtelser, og denne påbyder os at anvende sunde og rene hunde til avlen, hvilket i praksis vil sige røntgenfotograferede hunde, der fra DKK’s side er erklæret fri for hofteledsdysplasi.”

1970-1971 – Med Bent Bagger ved roret

Klubbens nye formand, Ebbe Ejlersen, sad kun knap et år på posten. På generalforsamlingen i oktober 1970 blev formandens beretning nedstemt “på grund af dyb splittelse mellem ham og den øvrige bestyrelse” (Birgitte Schjøth i OES-Bladet’s jubilæumsnummer 1990). I stedet overtog Bent Bagger formandsposten, Ivan Olesen blev næstformand, mens Gyda Ersgaard blev klubbens nye sekretær.

Klubbladet begyndte nu at komme ret regelmæssigt fire gange om året, og der var flere oplysende artikler for klubbens medlemmer. Journalisten og forfatterinden Karen Aaby var selv OES-ejer, og hun skrev flere små essays til bladet. Ligesom Gregers Ersgaard’s vidunderlige OES-tegninger nu muntrede bladet op.

Klubbens tredie Specialudstilling, hvortil der var tilmeldt 42 hunde, blev holdt i 1970 med Corinne Pearce fra Kennel Bumblebarn, England som dommer. I udstillingskataloget, som kostede 3 kr., optræder klubbens nuværende formand og i dag indehaver af Kennel Jolly Bear, Hans Ove Pedersen for første gang med sin åbenklasse-tæve “Dorte” (opdrætter: Tove Jon Andersen). “Det var en meget veloplagt dommer, der gik til arbejdet med stor omhyggelighed. Det var tydeligt, at mrs. Pearce fandt tæverne af bedre kvalitet end hannerne. (…) Mrs. Pearce viste tydeligt, hvilke hunde, hun foretrak, en hund af ikke for overvældende størrelse, en hund med det rigtige typepræg og god rejsning. Temperament, tænder og øjne var i orden, men dommeren ville gerne have nogle bedre pelse, hun syntes, de var for bløde” (Håndbog for Old English Sheepdogs).

Aalborg Stiftstidende bragte den 7. september 1970 en artikel med overskriften “En lådden “Plyds” blev den bedste blandt 770 hunde”. Det drejede sig om Karen Larsen’s “Takawalk Enchantment”, der blev Best In Show på DKK’s udstilling. Det var først anden gang, dette var overgået en Old English Sheepdog. Første gang var i 1960, da “Gay Roger of Dalcroy” gik af med den ærefulde sejr.

En stor del af bestyrelsens arbejde gik med planlægning af udstillinger, men der blev også tid til at arrangere de første skovture, ligesom man havde planer om at lave en årbog omfattende alle DKK-registrerede Old English Sheepdogs i Danmark med billede og stamtavle i tre generationer (årbogen blev dog ikke til noget, den blev i stedet ændret til “Håndbog for Old English Sheepdogs”; se desuden omtalen heraf i oktobernummeret).

Tre OES’er blev dansk champion i 1970: “Jolly Bears Esmeralda” (ejer: A. Christiansen/Gyda Ersgaard), “Jolly Bears Expectation” (ejer: Peter Drumm) og “Takawalk Enchantment” (ejer: Karen Larsen). Året efter fik de følgeskab af “Jolly Bears Shaggy Wonder” (ejer: M. Mewis/Knudstrup Olesen), “Jolly Bears Doolittle” (ejer: Jørn Piora), “Shaggy Wonder Stackolee” (ejer: Gyda Ersgaard) og “Jolly Bears Gabriella” (ejer: Gyda Ersgaard).

Årets Specialshow 1971 blev for første gang holdt i Jylland med mrs. K.Gibson fra England som dommer og med 36 tilmeldte hunde. Dommeren “nød at dømme vore hunde og udtaler, at hun finder standarden af de danske hunde god.” (OES-Bladet september 1971).

1971-1971 – Ivan Olsen bliver formand

På 1971 generalforsamlingen ønskede Bent Bagger at fratræde som formand. Klubbens nye formand blev herefter Ivan Olesen, som hidtil havde beklædt næstformandsposten. Denne blev nu overtaget af Jette Bagger, mens Gyda Ersgaard tog sig af sekretærposten, og Viggo Laustsen klarede kassererjobbet. Yderligere bestyrelsesmedlemmer var Hubert Larsen, Bent Bagger og Herdis Laustsen.

Det er interessant læsning at fordybe sig i Bent Bagger’s formandsberetning fra 1971. Klubben sloges dengang med et problem, som nok stadig ikke er helt løst – hverken her i OES-Klubben eller for den sags skyld i andre specialhundeklubber. ” (…) Problemet bunder i, at der inden for klubbens medlemskreds findes to grupper af medlemmer. Begge grupper har helt legale og anerkendte interesser, men de to grupper stiller helt forskellige krav til klubben. Den ene gruppe udgøres af de medlemmer, der har en enkelt hund, der typisk er hele familens kæledægge. Maaske faa hunden et enkelt kuld hvalpe, men avl er ikke hovedinteressen, og gruppens krav til klubben er derfor f.eks. oplysning om pelspleje, oplysning om foder, raad og vejledning i uvante situationer, selskabligt samvær med andre sheepdogejere. Denne gruppe udgør maaske 95 pct. af det samlede medlemstal. – Den anden gruppe, der saa altsaa omfatter 5 pct. af medlemmerne, kan man forestille sig dannet af de medlemmer, der udover den almindelig, skal vi sige ”con amore” –prægede interesse i hunden er dybt interesseret i avl, maaske endog har gjort hobbyen til et levebrød i form af oprettelse og registrering af en kennel. Denne anden gruppes krav til klubben kan f.eks. være flere udstillinger, saa vi kan finde frem til de bedste hunde; kartotek over sheepdogs, saa egnet avlsmateriale let kan findes; central føring af hvalpeliste, saa hvalpe let kan afsættes; o.s.v. – Jeg vil gerne gentage, at begge gruppers interesser er helt anerkendte og legale og accepterede. OES-Klubben bør da ogsaa være stor og stærk nok til at kunne tilfredsstille begge grupper, uden at nogen af dem føler sig forfordelt. (…) … bliver man nødt til at indrømme, at det mest er avlerne, der har faaet service fra klubbens side. (…) Det drejer sig nu om først at erkende, at problemstillingen eksisterer og derefter om at få en debat i gang…” (Bent Bagger: “Beretning fra perioden 1.10.70 – 1.10.71.”)

1972

Som noget nyt i klubben indførte man fra 1972 en ny tradition med at afholde skuer, “hvor man får en uformel bedømmelse af sin hund” (Håndbog for Old English Sheepdogs). Det første skue blev en overvældende succes, idet ikke mindre end 4o hunde var mødt frem. Arrangementet blev omtalt i Sjællands Tidende, der beskrev racen således: “Der kan siges mange venlige vittigheder om den gamle engelske fårehund (old english sheepdog), der med sin manke af hår og skæg næsten er ens i begge ender, men skal man karakterisere hundens væsen, bliver det noget i retning af “en skødehund i overstørrelse”. (…) De hunde, der blev placeret i toppen, var gennemgående unghunde (…), og i OES-Klubben tog man det som et meget positivt tegn, at så mange fine unge hunde er på vej indenfor racen.”

Årets Specialudstilling 1972 blev afviklet med Ann Davis (Kennel Loakespark) fra England som dommer. “Ann Davis fandt, at kvaliteten hos ungtæverne som helhed var højere end hos unghannerne. Snudelængden og kropslængden måtte for nogle hundes vedkommende ikke blive længere. Hun fandt det dog tilladeligt, at tæverne havde lidt mere kropslængde end hannerne, da tæverne skulle have plads til hvalpe; for hannerne var der derimod ingen undskyldning for lange kroppe. Nogle pelse var ikke af den ønskede kvalitet – den bløde, uldede pels egnede sig ikke til at modstå al slags vejr. Nogle af de udstillede hunde bevægede sig for snævert bagtil til at kunne betegnes som gode. Lidt mere ringtræning kunne nok hjælpe nogle af udstillerne til at vise deres hundes bedste fortrin. Ann Davis mente, at der ved omhyggelig avl fremover kunne opnås endnu bedre resultater” (Håndbog for Old English Sheepdogs).

I klubbladet for september 1972 gøres medlemmerne opmærksomme på en nyskabelse: “Det er en spændende sport at udstille sin dejlige hund, og en stor glæde, når man vinder med den, men det er ikke alle forundte at få en udstillingschampion – faktisk er det kun få forundt. – Dansk Kennel Klub’s nye regler åbner nu en mulighed for alle de hunde, der ikke kan blive “skønhedsdronninger”. Det bliver nu muligt at føre sin hund frem til et lydighedschampionat. Ikke alene opnår man at få en lydig hund, men forholdet mellem ejer og hund bliver ofte mange gange bedre, når man begynder at arbejde med sin ven. Der kommer en egen forståelse mellem fører og hund. (…) Klubben er i gang med at undersøge hvilke muligheder, der findes for træning.” – I decembernummeret følger formanden dette op med at oplyse, at Jette Bagger og Hans Ove Petersen skal i gang med at uddanne sig til klubbens første lydighedsinstruktører.

Kennel Jolly Bear, som i sin tid blev oprettet af klubbens stifter, A. Christiansen, for senere at overgå til Karen Larsen, blev i 1972 overtaget af Gyda Ersgaard, som samme år havde den glæde, at hendes hund “Lollybear” blev den fjerde OES, der blev Best In Show på en DKK-udstilling.

I 1972 bliver fire OES’er dansk champion: “Olivarius” (ejer: V. Laustsen/Herdis Thuesen), “Bombadil Pretty Polly” (ejer: Birgitte Schjøth), Carolee (ejer: Gyda Ersgaard) og Aly (ejer: Karen Larsen).

1973

Old English Sheeepdog var en yderst populær hund i 1970′erne, hvilket også medlemstallet viste. Fra i 1970 at have et medlemstal på 110, nåede tallet i 1974 helt op på knap 270.
Men det er uden tvivl kommet bag på flere ejere, at det krævede en indsats at holde den store vamsede pels i orden. Dette vidner en artikel med overskriften “En flov sheepdog måtte af med hele pelspragten” i Berlingske Tidende fra januar 1973 om: “det er moderne at købe hunde med så store og flotte pelse som vel muligt. Det gælder afghanske mynder, og det gælder old english sheepdog for at nævne et par af de almindeligste pelshunde, der stiller store krav til pelshygiejne. (…) Hvilken race, der stiller de største krav, kan man strides om, men old english sheepdog er i hvert fald en race, der stiller meget store krav. Dens pelsrigelighed gør, at hårene nemt kommer til at filtre, hvis man først et stykke tid har været eftergivende, og resultatet er ikke blot, at hunden kommer til at se usoigneret ud, det er usundt for den at gå med en filtret pels, hvorigennem ingen luft kan finde vej. – En old english sheepdog i privat eje kom forleden til en af de organiserede hundesaloner, hvor man ikke nænnede at sende den bort, fordi det var klart, at hunden led, men det blev gjort ens mennesker klart, at det ville være umuligt at rede den filtrede pels ud, der var kun ét at gøre: klippe pelsen af ind til huden. – Klipningen afslørede en fem cm tyk ildelugtende filtmåtte, der lå overalt på hunden under de løse hår. Det kostede flere klippemaskineskær at komme igennem, og efter operationen lå der en trist og flov hund tilbage. Den lignede alt andet end en old english sheepdog, nærmest en fejlfarvet weimeraner. – Hvis man ønsker en langhåret hunderace, må man gøre sig klart forinden, hvor meget pelspleje racen kræver, og er man ikke indstillet på det arbejde, må man vælge en race, der stiller mindre krav …”

Racens popularitet blev ikke mindre af, at journalisten Grete Bjerg havde en fast rubrik i Søndags-BT, hvor hun skrev småhistorier om sin OES Børge (flere af historierne blev senere udgivet i et hæfte “Min ven Børge”, som kan lånes via OES-Biblioteket).

Mens vi nu er ved avisskriverierne, kan jeg ikke dy mig for at bringe en lille rubrikannonce fra samme periode: “Old english Sheepdog, han, søger godt hjem. 2 år og meget børneglad. Henv. søndag fra kl. 13. Tlf. (…). Evt. bytte med brugt dybfryser eller elektrisk kødhakker.”

I årets sidste blad gjorde formanden sig nogle tanker omkring racens stigende popularitet. “Vor race har ligeledes haft en pæn fremgang, og interessen er stigende for vore bamser. Ihvertfald er efterspørgslen større end udbuddet, hvilket fører ens tanker hen på, at dette stiller store krav til opdrætterne, således at forstå, at er en vare let at afsætte, kommer kvaliteten i anden række. Det håber vi ikke sker i vor lille verden, men at de resultater, der indtil i dag er nået, yderligere vil blive forstærket.”

Fra og med 1973 førte klubben sin egen hvalpeliste, ligesom det på dette års generalforsamling blev besluttet at oprette OES-Biblioteket. Dette skete efter forslag fra Birgitte Schjøth, som også blev valgt til klubbens første bibliotekar. – Forøvrigt kan det i dag undre, at et andet forslag fra Birgitte Schjøth ikke fik særlig stor tilslutning. Forslaget gik ud på, at indkomne forslag til generalforsamlingen skulle udsendes til medlemmerne senest 10 dage før mødets afholdelse. Så langt var medlemsdemokratiet altså endnu ikke kommet i klubben. (På generalforsamlingen i 1975 fremsætter Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen igen forslaget, og denne gang bliver det vedtaget.)

Som tidligere omtalt var man så småt påbegyndt lydighedstræning af OES, og fra klubbens årlige skue i 1973 kunne klubbladet oplyse: “En dressuropvisning ledet af Jette Bagger gav et velfortjent bifald til Birgitte’s (Schjøth; red.) og Hans Ove’s (Pedersen; red.) dygtige hunde.” (OES-Bladet september 1973). – I samme nummer kunne læses, at såvel Birgitte Schjøth som Hans Ove Pedersen et par uger efter gik op til afsluttende prøve i Valbyparken: “På B-holdet deltog 6 hunde, hvoraf 3 bestod. Der deltog 2 OES: “Bombadil Pretty Polly med ejer Birgitte Schjøth og “Trunte” med ejer Hans Ove Pedersen. “Polly” klarede prøven til 124 point ud af 150 , et meget flot resultat. Tillykke Birgitte. – “Trunte” fik 107 1/2 point og må prøve lykken en anden gang for at nå op over de magiske 120 point. “Trunte” har sin egen mening om halsgivning. Trods ihærdig vuffen fra alle sider, er det ikke lykkedes at få hende til at sige en lyd – på kommando.”

To nye kenneler blev DKK-godkendte samme år, nemlig Karen Larsen’s “Kennel Danwill Blue” og Elin B. Simonsen’s “Kennel Hairtuft”.

I 1973 opnåede de to kuldsøskende “Lolly Bear” og “Lovely Bear” det danske championat. Begge hunde ejedes af Gyda Ersgaard. – Som noget af et kuriosum skal det nævnes, at en danskopdrættet OES samme år opnåede at blive japansk champion. Det drejede sig om Jolly Bears Jamamato, som ejedes af en dansk familie bosat i Japan.

1974

“Det er kendetegnende for de første ca. ti år, at de skiftende bestyrelser var utilbøjelige til at uddelegere arbejdsopgaver til andre end bestyrelsens medlemmer og disses husfæller, men fra 74/75 begyndte en langsom opblødning. – I slutningen af 1974 dannedes de første udvalg. Således formandsskabet (sekretariat; red.), der skulle forestå behandling af løbende sager, et udstillingsudvalg, redaktionsudvalg, dressurudvalg og en aktiv-gruppe.” (Birgitte Schjøth i jubilæumsnummeret 1990).

Oprettelsen af dressurafdelingen skete efter at Jette Bagger og Hans Ove Pedersen begge havde bestået den krævende instruktørprøve med første karakter. I aprilnummeret kunne det så yderligere oplyses, at klubben havde startet en ny service, idet “Hans Ove Pedersens telefon besvarer Deres små problemer ang. opdragelse og dressur.” – Forøvrigt ønskede Jette Bagger nu at koncentrere sig om dressurarbejdet, hvorfor hun trådte ud af bestyrelsen, hvor hun blev afløst af Hans Ove Pedersen.

Klubbens nye dressurafdeling var meget aktiv, og bl.a. blev der i medlemsbladet med jævne mellemrum bragt artikler, der handlede om opdragelse af hunden.

For at styrke dressurarbejdet indgik OES-klubben sammen med Beagle & Basset Klubben, Dansk Collie & Shetland Sheepdog Klub og Pudelklubben et dressursamarbejde, der “manifisteres ved, at klubberne uddanner og – efter beståede prøver – autoriserer instruktører efter de samme krav og retningslinier, og iøvrigt træner efter de samme dressurprogrammer, nemlig DKK’s tre lydighedsprøve-klasse-programmer.” (DKK’s blad “Hunden” januar/februar 1975).

På årets generalforsamling blev der vedtaget en kontingentstigning på ikke mindre end 100%! (en stigning fra 30 til 60 kr. om året). Begrundelsen var bl.a. at kunne få råd til igen at invitere specialdommere fra England samt at kunne give bladet et løft. Forøvrigt overdrog Gyda Ersgaard ved denne lejlighed redaktørposten til Elin Dreier.

I DKK’s medlemsblad “Hunden” tryktes i juni 1974 et læserbrev om en Old English Sheepdog, der ikke kunne opnå stamtavle, fordi den ikke havde fået kuperet halen. “Hans historie er i al korthed, at han blev sat i pleje hos en amme, fordi søskendeflokken var for stor. Det blev dog lidt småt med ernæringen i første omgang, så dyrlægen og vi skønnede, at Luffe ikke kunne tåle at blive kuperet. – Nu er han imidlertid helt på højde med de øvrige søskende, og derudover nyder han sit haleprivilegium, for halen er kun til glæde, ikke til gene. – Så spørger vi: Er det kun en dårlig tradition, vi fører videre, når vi invaliderer vore hunde så skammeligt? Eller skulle der være nogen humane grunde overhovedet til at fortsætte denne uskik?” – Man må sige, at skribenten var noget forud for sin tid.

Samme år kunne man ligeledes i “Hunden” se en masse små sjove vittighedstegninger af OES-ejeren Jørgen Regel, som brugte sin egen hund Trine som model til de tankevækkende situationstegninger, der havde overskriften “Hund og hund imellem”.

I årets sidste klubblad slår klubbens bibliotekar, Birgitte Schjøth til lyd for at lave en scrapbog for OES. Denne scrapbog befinder sig stadig i klubbens bibliotek og er blevet flittig brugt i arbejdet med at skrive denne artikel.

Året talte hele seks nye champions: “Bamse” (ejer: Hanne Jørgensen), “Jolly Bears Quasi Una Fantasia” (ejer: Gyda Ersgaard), “Shaggy Dogs Chan Brasse Baron”, “Bountyblue”, “Bellowblue” og “Cinderellablue” (ejer af de fire sidst nævnte: Karen Larsen).

1975 – Jubilæumsåret

Klubben kunne dette år fejre sit 10års jubilæum. Det skete med en jubilæumsudstilling i Roskilde, hvortil var inviteret den engelske dommer Corinne Pearce fra Kennel Bumlebarn. Dommeren fandt, at “stort set alle hunde var velproportionerede med nogle dejlige hoveder. Alle bevægede sig udmærket, men for nogle med de for racen så bekendte trange bagben. pels og pleje for de fleste helt i orden. En gennemgående ting var tænderne. Uregelmæssig tandstilling hos næsten alle vore hunde. Ikke nogen deciderede fejl, men en ting, man bør være opmærksom på i avl. Konklusion: Fra sidste gang Mrs. Pearce dømte i Danmark (1970) og til i dag har racen forbedret sig. Man ser i dag en mere tæt og homogen hund end dengang.” (jubilæumsnummeret september 1975).

I klubbladets jubilæumsnummer kaster formanden Ivan Olesen et blik tilbage i tiden og kommer bl.a. med denne lille beretning om klubbens stifter: “Jeg kan ikke rose mig af at have kendt hr. Christiansen personligt, men mit første møde med ham skete ved en udstilling i Jylland, hvor han sad ved ringside og fulgte bedømmelserne. En farverig og temperamentsfuld person det var han. Han levede så stærkt med i bedømmelserne, at han ikke kunne dy sig for at kommentere højlydt, da han ikke var enig med dommeren, som var tysk. Det var måske lidt pinligt og aldeles utilgiveligt, men jeg synes det viser hans intense interesse for racen. det der skulle siges og gøres, det blev sagt og gjort, og det tror jeg, at O.E.S. og klubben kan være glade for i dag.”

Inspireret af andre klubber indfører OES Klubben nu et pointsystem, der skal danne grundlag for at finde årets bedst placerede udstillingshunde.

“For sjette gang nåede en racerepræsentant toppen, denne gang på udstillingen i Roskilde, hvor “Danwill Blues Darnella” blev Best In Show”. Det var i øvrigt første gang, denne tæve udstilledes.” (OES-Håndbogen).

Også på lydighedsfronten gjorde racen sig flot gældende. For første gang bestod to Old English Sheepdogs DKK’s lydighedsprøve klasse I med 1. præmier. Det drejede sig om “Danwill Blues Dizzy Girl”, der med sin fører Hans Ove Pedersen opnåede 99 point ud af 100 mulige, samt “Ch. Bombadil Pretty Polly”, der sammen med Birgitte Schjøth opnåede 98 point uf af 100 mulige.

På årets generalforsamling blev medlemsdemokratiet styrket ved, at det nu endelig blev vedtaget, at indkomne forslag til generalforsamlingen skulle offentliggøres senest ti dage inden mødets afholdelse. – Klubbens hidtidige næstformand Bent Bagger ønskede at udtræde af bestyrelsen. Hans plads overtoges af klubbens hidtidige sekretær Gyda Ersgaard. Som ny sekretær fik klubben Lis Thorup Hansen.

Den nyvalgte bestyrelse blev i slutningen af året af DKK opfordret til at tage stilling til spørgsmålet, hvorvidt halekupering skulle forbydes. “Bestyrelsen besluttede at svare DKK, at man ikke anså halekupering som dyremishandling, såfremt indgrebet kun foretages af en veterinær og inden 8 dage efter fødslen…” (Protokol for OES-Klubben 1970-79).
To hunde opnåede at blive champion dette år: ” Shaggy Dogs Olli Uff-Uff” (ejer: Inger Rasmussen) og “Danwill Blues Darnella” (ejer: Karen Larsen).
Desværre behandler OES-Håndbogen kun klubbens historie frem til og med 1975, hvorfor der nu må vinkes farvel til dette kildemateriale.

1976 – Der indføres toveringskrav

Efter en bestyrelsesbeslutning blev der pr. 1. marts 1976 indført tatoveringskrav for alle OES-hvalpe.

Årets Special Show blev holdt i Roskilde med den engelske dommer mrs. Murray, som efter udstillingen oplyste, at hun var meget begejstret for den høje kvalitet, de danske hunde havde. Dog fandt hun, at pelsene var lidt bløde.

Klubbens formand, Ivan Olesen blev samme år autoriseret som eksteriørdommer for Old English Sheepdogs, og Hans Ove Pedersen blev autoriseret lydighedsinstruktør for klasse 2. Efter at Birgitte Schjøth bestod den autoriserede lydighedsinstruktørprøve i klasse 1 + 2, var klubben nu oppe på i alt tre lydighedsinstruktører.

Det lykkedes for fem danskejede OES’er at blive champion her i 1976. Det var Gyda Ersgaard’s to hunde “Jolly Bears Guttorm” og “Jolly Bears Desiree”, samt “Salceriss Bess” (ejer: Knudstrup Olesen), “Danwill Blues Fascination” (ejer: Karen Larsen) og endelig “Charisma Chief Chincoteaque” (ejer: Hanne og Ingrid Nissen).

1977 – Et turbolent år for klubben

Dette år skulle på mange måder vise sig at blive et begivenhedsrigt år for klubben. På godt og ondt.

Klubben havde fået ny redaktør, idet Jørgen Brolykke tog over efter Elin Drejer, som ønskede en afløser. Redaktørskiftet betød samtidig et nyt og mere tidssvarende lay-out af forsiden. Bladet, som nu kom til at hedde OES Bladet, udkom fire gange om året. Herudover holdt man medlemmerne a’jour med to årlige OES Nyt, hvor der var meddelelser om kommende klubarrangementer.

Aktivudvalget forsøgte sig en aften i februar dette år med en åben telefonlinie. Tanken var, at medlemmer kunne ringe ind til et panel af eksperter for at få hjælp til de hundeproblemer, man gik og sloges med.

En anden nyskabelse fra aktivudvalget var oprettelsen af en klubstand, som skulle med rundt ved de forskellige arrangementer. Det er denne stand, som i dag er kendt under navnet Uldtotten.

Den norske specialdommer Diane Anderson dømte racen på en udstilling i Roskilde i april. I hendes dommerkommentarer er jeg faldet over denne lille bemærkning: “Generelt var halsenen gode, men mange hunde manglede rejsning. Halsene kunne måske komme bedre frem ved brug af en tyndere line anbragt oppe bag ørerne.” – Kigger man på udstillingsbillederne fra den tid, falder det da også i øjnene, at langt de fleste udstillere brugte almindelige kraftige læderdressurliner. En fremgangsmåde, der ville være utænkelig i dag.

En stor begivenhed fandt sted dette år, da Danwill Blues Dizzy Girl i forbindelse med DKK’s internationale udstilling i Næstved den 8. maj blev den første Old English Sheepdog, der opnåede at blive lydighedschampion. Føreren var – man fristes næsten til at sige naturligvis – Hans Ove Pedersen. Præstationen var så meget mere beundringsværdig i og med, at Dizzy var den niende lydighedschampion overhovedet i Danmark. Dansk Kennel Klub’s medlemsblad Hunden omtalte den sensationelle begivenhed på denne måde: “En ny LP-champion fik vi da også, og denne gang en Old English Sheepdog, den nu 4-årige “Danwill Blue Dizzy Girl”, der med sin fører: Hans Ove Pedersen, Nivå – efter forsøg på et par tidligere udstillinger – endelig gik til tops ved at score ikke mindre end 195 points af de 200 mulige! Det var virkelig en fornøjelse at se dette dygtige par arbejde, og den dejlige hund viste tydeligt ved sin opførsel, at “dette var vel nok skægt!” Sikken en præcision og sikken et tempo. Man ser ikke en finere “fri ved fod” end den, “Dizzy” præsterede. Hun klæbede til sin førers ben – vendte omgående sammen med Hans Ove i alle vendinger, satte sig lynhurtigt og korrekt på plads – og kiggede op på sin fører med et polisk glimt i øjnene, som ville hun sige: “Den klarede vi sørme godt, du gamle.” Støt og sikkert arbejdede parret sig igennem klasse III’s svære øvelser – selv den sværeste, fremsendingen, blev klaret med bravour. Jo, sådan skal det bare gøres. Hjertelig til lykke til Hans Ove Pedersen og “Dizzy”. Et ihærdigt træningsarbejde gav endelig resultat!” – I et interview i OES Bladet bliver Hans Ove spurgt, hvilken betydning denne begivenhed vil få for for lydighedstræningen i OES Klubben, og Hans Ove svarer: “Jeg vil blot håbe, at det får den følge, at racen bliver anset for at kunne lære. At det ikke er den kluntede dummepeter, som mange tror den er, men derimod et adræt dyr, der er meget lærevillig. Dens udadvendthed og gåpåmod kan bruges til at arbejde med, og dermed kan hund og menneske få langt mere glæde af hinanden. – Dem, der taler nedsættende om lydighedsdressur, kan ikke have følt den glæde ved den nære kontakt, man oplever med en hund, der glad gør, hvad man beder den om. Samtidig vil jeg da også håbe, at andre OES’er vil give sig i kast med både klasse I og II, men også klasse III. Det er sjovt!” (OES Bladet, juni 1977 side 19).

Som noget nyt fik lydighedsudvalget fremstillet et emblem, som blev uddelt til de hunde, der bestod OES Klubbens klasse I prøve. En anden nyskabelse på lydighedsfronten var, at de første hvalpekurser så dagens lys.

Tanken om OES’er med haler lå stadig og spøgte rundt omkring. I klubbladets aprilnummer kunne man læse om en udstilling i Holland, hvor den engelske specialdommer og opdrætter Gwen Mogford havde placeret en tæve med hale som nummer fire i klassen. Omtalen heraf slutter med følgende passus: “At jeg refererer dette skal ikke opfattes som noget forsvar for de lange haler, men jeg undrer mig meget over, at ikke alle FCI lande skal følge den nedlagte racestandard, at den hollandske klub tillader udstilling af ikke-kuperede Old English Sheepdogs.” (Birgitte Schjøth i OES Bladet, juni 1977).

For første gang nogensinde skulle den årlige Verdensudstilling afholdes i Danmark. Bestyrelsen besluttede, at “alle fra bestyrelsen møder op på Verdensudstillingen i Herning søndag den 19.6 med godt humør og god vilje til at hjælpe alle udstillere, så alle får en god OES dag.” (referat af bestyrelsesmøde 19.2.77 i Protokol for OES Klubben 1970-1979). Den norske dommer Tore Edmund skulle dømme Old English Sheepdog, og han placerede CH. Audrey (ejer: Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen) som verdensvinder tæve og BIR 1 (Audrey blev senere bedst i gruppen af store selskabshunde) og CH Charisma Chief Chincoteaque (ejer: Hanne og Ingrid Nissen) som verdensvinder han og BIR 2. – Dommeren udtalte efterfølgende, at han ikke kunne huske tidligere at have set så fine unghunde, hvilket tydede godt for fremtiden. “Med normal udvikling kan der komme mange fine stjerner fra denne ungdom,” forsikrede han.

Til dette års specialshow var det lykkedes til dommer at få den kendte og meget respekterede engelske opdrætter Mrs. Jean Gould. Desværre er det ikke muligt i klubbens arkiver at se, hvilket indtryk Jean Gould havde havde de danske hunde.

Den ordinære generalforsamling var dette år ved at udvikle sig til en sand gyser. Ved mødets start viste det sig, at klubbens formand ikke havde betalt kontingent og som sådan ikke var stemmeberettiget medlem af klubben. Yderligere kom det frem, at et flertal i bestyrelsen havde stillet mistillidsvotum til den tidligere kasserer begrundet i samarbejdsvanskeligheder, og at der desuden var indgivet politianmeldelse for underslæb (under eventuelt kom det imidlertid frem, at politiet havde afvist sagen). Efter at der var aflagt beretning fra bestyrelse og udvalg, understregede formanden, at det var den samlede beretning, der skulle stemmes om. Efter en længere debat, konkluderede dirigenten, at der var udmærkede referater fra udvalgene, men interne stridigheder i bestyrelsen. Herefter gik man over til afstemning om den samlede beretning, som blev nedstemt med et overvældende flertal (4 for og 28 imod). Som en konsekvens heraf valgte den samlede bestyrelse at trække sig, og der skulle vælges en ny, som kom til at bestå af Richard Østergaard (formand), Søren Christensen (næstformand), Birgitte Schjøth (sekretær), Erik Juul (kasserer), Viggo Laustsen, Herdis Thuesen og Karen Larsen. Dirigenten kunne afslutte mødet med at konstatere, at “denne generalforsamling havde været uværdig for klubben, det var meget beklageligt. Den gamle bestyrelse havde gjort et godt stykke arbejde, og på den baggrund var det trist, at den blev fældet, men den havde selv svunget øksen. Håbede den nye bestyrelse havde lært noget af dette, og mente, at der var skabt mulighed for et godt arbejde fremover.” (OES Bladet, december 1977).

På generalforsamlingen blev der udtrykt ønske om, at bestyrelsens arbejde blev mere synligt. Den nye bestyrelse besluttede derfor på sit første møde, at redaktøren (som dengang overværerede bestyrelsesmøderne) skulle skrive et kort referat af møderne til offentliggørelse i bladet. Hovedpunkterne skulle godkendes af bestyrelsen.

En anden nyskabelse fra den nye bestyrelse var ordningen med at betale halvt kontingent, hvis man blev medlem af klubben pr. 1.9 eller derefter.

Dette år kunne mønstre ikke færre end syv nye champions: Audrey (ejer: Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen), Foggydews Yankee Doddle (ejer: Gyda Ersgaard), Danwill Blues Deary (ejer: Richard Østergaard), Jolly Bears Up-To-Date (ejer: Erik Juul), Tippecanoe (ejer: Hanne og Ingrid Nissen) samt Danwill Blues Delany (ejer: Karen Larsen).

1978 – OES Klubben får sit eget logo

Igennem længere tid havde OES Klubbens bestyrelse savnet at have et bomærke, som kunne anvendes de mange steder, hvor klubben skulle præsentere sig udadtil. Derfor blev der i starten af året udskrevet en idékonkurrence til et sådant klublogo. I alt indkom der 26 forslag, og vinder blev Erik Juul (kennel Shaggy Danes), som lavede udkast til det logo, klubben stadig anvender.

Efter flere års alvorlig sygdom døde klubbens æresmedlem og medstifter, Birthe Rosenquist dette år.

I aprilnummeret af OES Bladet er der en omtale af dette års Cruft udstilling, skrevet af Inger Rasmussen (kennel Krøjerup). Artiklen rundes af med dette lille hjertesuk: “Vores bamsede sheepdogs, der er ment som en hyrdehund, der kan arbejde, er blevet en pyntet hund. Der var trimmet på hals og skuldre, børstet op på hoved og hale, så den nærmest lignede en påfugl. Jeg håber, trods tendenser her hjemme, at vi ikke går til den yderlighed.” – Tiden skulle dog vise noget andet.

Fra og med oktobernummeret blev det nu kutyme at byde nye medlemmer velkommen i klubben.

Igennem en årrække havde Dansk Kennel Klub arbejdet med en ændring af reglerne for opnåelse af kennelmærke, et arbejde som også OES Klubben’s bestyrelse og opdrættere havde brugt meget tid på. Tidligere havde det været sådan, at man gennem sit opdræt skulle have gjort sig fortjent til opnåelse af kennelmærke (de såkaldte A-opdrættere = autoriserede DKK-opdrættere). Men nu var det meningen, at man skulle kunne købe sit kennelmærke for så efterfølgende gennem sit videre avlsarbejde at opfylde visse krav (disse opdrættere blev benævnt kennelmærkeindehavere). Man var nu nået så langt i klubben, at man var blevet enige om, hvilke regler, der skulle være gældende, og i aprilnummeret blev bragt en oversigt over klubbens såvel A-opdrættere som kennelmærkeindehavere. A-opdrættere: Cheerio (Hanne og Ingrid Nissen), Danish Delight (Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen), Danwill Blue (Karen Larsen), Hairtuft (Elin Simonsen), Hexa (Rita Richter), Jolly Bear (Gyda Ersgaard), Krøjerup (Inger Larsen) og Midgaarden (Eva Falck). Kennelmærkeindehavere: Lady Hill (John Andersen), Shaggy Dane (Erik Juul), Shepsi (Jan Bidstrup) og Skovfryd (Karina Christophersen).

På grund af tidsnød så Jørgen Brolykke sig nødsaget til at holde op som redaktør af OES Bladet, og årets sidste nummer blev derfor lavet af en nødredaktion.

På dette års generalforsamling måtte formanden for udstillingsudvalget komme med den nedslående oplysning, at til trods for at medlemstallet var fordoblet inden for de sidste par år (i december 1978 var tallet ca. 475), var antallet af udstillede hunde faktisk faldet.

Sidst på året bestod Hans Ove Pedersen den krævende prøve som lydighedsinstruktør for klasse III, og Hans Ove var således nu autoriseret lydighedsinstruktør for samtlige klasser. En flot præstation, når man tænker på, at OES Klubben først gik ind i lydighedsarbejdet i 1972.

I brevkassen i dette års sidste klubblad bliver Hanne Nissen stillet over for et spørgsmål, som stadig er lige aktuelt. En læser (og erfaren opdrætter, nemlig Lissi Juul fra kennel Shaggy Danes) stiller flg. spørgsmål: “Kan brevkassen mon fortælle lidt om, hvordan det kan være, at mange Old english Sheepdogs er tilbøjelige til at få en brunlig tone i de yderste hårspidser specielt i pelsen nedad ryggen? Har det mon noget med årstiden at gøre? Eller ernæringen? Eller er det særligt på hunde, der færdes meget udendørs?” – Og Hanne Nissen (selv erfaren opdrætter under kennelnavnet Cheerio) svarer: “I racens standard står der om farve: “Enhver tone af gråt, gråsprængt, blåt eller blåmeleret med eller uden hvide aftegninger. Enhver tone af brunt eller rødligt er forkastelig og må ikke opmuntres.” – En pels, som konstant er brun fra inderst til yderst er altså ukorrekt, og man bør ikke anvende disse hunde i avl. – MEN der er imidlertid andre former for brunhed, som er helt “uskyldig”. F.eks. er det rigtigt, at mange sheepdogs, som færdes meget ude i sol og havluft vil få brune spidser. Det forekommer selvsagt mest i eftersommeren. Nu skal man selvfølgelig ikke holde sin hund indendørs for at undgå brune spidser, endog ikke selvom man går med udstillinger i tankerne. Nok pynter de ikke, men en god dommer kender forskel på en brun pels og solbrune spidser. – Desuden er der tidspunkter i en OES’s liv, hvor anden “uskyldig” brunhed kan forekomme, nemlig ved skift fra hvalpepels til voksenpels. Her er det den “døde hvalpepels, som bliver brun. senere kan “død” underuld, som ikke er fjernet ved pelsplejen, i nogle tilfælde give et brunt skær. Endelig får nogle gamle hunde et brunt skær. – Mest almindelig er nok fænomenet med brune totter på albuerne. Jeg kender ikke årsagerne hertil. – Jeg tror ikke, at de nævnte former for brunhed har noget med ernæring at gøre. – Mens vi er ved farve, kan jeg ikke lade være med lige at omtale aftegninger, da der også her hersker en del tvivl. I standarden står der: “grå med eller uden hvide aftegninger.” – Man kan altså ikke tale om ukorrekte aftegninger! teoretisk kunne en OES være helt grå eller grå i forkroppen og hvid i bagkroppen. Aftegningerne er altså ene og alene et spørgsmål om smag og behag – eller om mode, om man vil. I exteriørbedømmelser er aftegningerne uden betydning.”

Dette år kunne kun mønstre én dansk champion, nemlig Hanne og Ingrid Nissen’s “Andromeda

1979 – Medlemstallet runder 500

Efter at den hidtidige redaktør Jørgen Brolykke havde set sig nødsaget til at droppe redaktørposten, tog Herdis Thuesen, som igennem længere tid havde været et meget energisk medlem, over. Samtidig blev udgivelserne af OES Bladet udvidet, således at bladet nu udkom seks gange om året mod tidligere fire gange.

I begyndelsen af året meddelte Gregers Ersgaard bestyrelsen, at han ville ophøre med at tegne til OES Bladet. Dette skete som en konsekvens af en uforsonlig meningsudveksling i bladet med dirigenten på den sidst afholdte generalforsamling.

Efter en ihærdig medlemshvervning bl.a. gennem kraftig annoncering i dagspressen runder medlemstallet for første gang de 500.

På OES Klubben’s egne udstillinger havde der indtil nu altid kunnet udstilles i hvalpeklasse. Men dette havde ikke været tilfældet på DKK’s udstillinger, hvilket dog blev muligt her i begyndelsen af 1979.

Af referatet fra bestyrelsesmødet i august fremgår det, at der på vinterens spindekurser, hvor man spandt af hundeuld, skulle designes og fremstilles en klubfane.

Dette års specialshow med 46 tilmeldte hunde og et publikumstal, der nåede op på over 400, blev bedømt af den engelske dommer Joan Real fra kennel Tynycoed, som placerede Ch. Audrey (opdrættet og ejet af Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen) som Bedst i Racen. – Som noget nyt indførtes en “Barn og Hund konkurrence”, hvor det gjaldt om at vise sin hund frem så pænt som muligt og samtidig vise en god kontakt mellem fører og hund. Børnene skulle være mellem 8 og 17 år. I alt syv børn var tilmeldt, og Joan Real udvalgte Kari Gisselfeldt som vinder. – Joan Real udtalte efterfølgende bl.a., at skønt hun gav mange 2. præmier, var der ingen fremtrædende fejl blandt de udstillede hunde. “Jeg vil sammenligne Jeres hundes “sundhed” med de engelske. Mange af vore hunde er ikke perfekte – jeg har endnu til gode at finde den perfekte Bobtail! ….. Jeg er imponeret over Jeres bestræbelser på at bringe sundhed og type ind i vor dejlige race og over Jeres avlsprogrammer. Jeg tror, mange danske opdrættere med større ihærdighed prøver at avle sundhed ind i hundene, end de fleste engelske gør det.”

På dette års generalforsamling var der fremmødt 40 medlemmer. Som noget nyt i klubben blev det vedtaget, at bestyrelsen samt andre officials kunne få dækket deres kørselsudgifter. Yderligere blev der vedtaget et nyt sæt regler for klubben, som ved en senere afholdt urafstemning blev endelig godkendt. Ved bestyrelsesvalget blev bl.a. Birte Fromberg (som samme år fik godkendt sit kennelmærke Blue Berry) nyvalgt, og klubbens bestyrelse bestod herefter desuden af Richard Østergaard Mikkelsen (formand), Torben Kiersing (næstformand), Erik Juul (kasserer), Birgitte Schjøth (sekretær), Flemming Jørgensen og Hanne Rasmussen.

Efter at have været klubbens bibliotekar siden bibliotekets start i 1973 ønskede Birgitte Schjøth en afløser, og Hanne Nissen blev udpeget som ny oes-bibliotekar.

Det er tidligere blevet fortalt, hvordan Hans Ove Pedersen’s hund Dizzy i 1977 som den første OES overhovedet opnåede at blive dansk lydighedschampion. Ved De Dressur-Samarbejdende Specialklubbers sjette landkonkurrence, der dette år fandt sted i Den fynske Landsby, viste Hans Ove og Dizzy endnu engang deres suverænitet, idet Dizzy blev stævnets bedste hund og dermed landsvinder, da hun i klasse III opnåede 200 points ud af 200 mulige! (den nærmeste konkurrent -en mellempuddel – opnåede “kun” 186). I klasse II var det også en OES, der løb af med sejren, idet Johnny Skouenby’s hund Flynn vandt denne klasse. – Forøvrigt bestod Johnny Skouenby dette år lydighedsinstruktørprøven i klasse I.

Dette år kunne byde på to nye danskejede champions: Jolly bears Ursula (opdrættet og ejet af Gyda Ersgaard) og Danwill Blues Kings Comet (opdrættet og ejet af Karen Larsen).

1980 – Parvo-virus kommer til Danmark

I årets første nummer af OES Bladet kunne formanden for udstillingsudvalget, Birgitte Schjøth med glæde konstatere en fremgang i antallet af tilmeldte hunde på såvel OES Klubben’s som DKK’s udstillinger. Og at der ikke kun var tale om en fremgang i antallet af tilmeldte hunde, men også i kvaliteten af disse kunne en lille statistisk oversigt dokumentere.

For at give en bedre oversigt over OES Klubben’s mange spændende arrangementer indførte OES Bladet med denne årgang en aktivitetskalender, således som vi kender den i dag.

Klubben havde stadig en pæn medlemstilgang, som i stor udstrækning skyldtes en månedlig annoncering i nogle af de store landsdækkende aviser. Ved årets begyndelse var medlemstallet nået helt op på 561. Dette afstedkom naturligvis en tilsvarende stor kassebeholdning på ca. 38.000 kr.

Her i begyndelsen af 1980 fik de danske hundeejere et nyt problem at slås med, idet det nu med sikkerhed var konstateret, at den frygtede PARVO-diarhoe var kommet til landet. “En blodprøveundersøgelse foretaget på hunde over hele landet i marts viste, at ca. 25% af hundene havde været udsat for smitte, og siden er der indtruffet hundedødsfald, som skyldes PARVO-virus.” (skrivelse fra DKK den 28.4-80). DKK kunne berolige med, at der ikke var tale om en galoperende epidemi, men at “sygdommens indtrængen indtil nu er sket i et roligt tempo.” – Som en helt naturlig følge af den nye smitsomme virus, opfordrede såvel DKK som OES Klubben til at få sin hund vaccineret. – Desuden ville man i forbindelse med en kommende udstilling i Roskilde henstille til dommeren at lade handlerne selv fremvise hundens tænder af hensyn til evt. Parvo-virus.

Som noget nyt indførte klubbens aktivudvalg miniskovture på en timestid. Tanken var, at når man alligevel var ude at gå tur med sin OES søndag formiddag, kunne man lige så godt gøre det sammen med andre OES-ejere.

Den 2. marts kunne vinterens spindepiger endelig overrække deres flot kreerede klubfane, som stadig eksisterer. Den flotte stang havde man fået overtalt Flemming Brøsch til at lave, mens Mogens Klarlund var mester for det flotte topstykke. Primus motor for hele projektet var Herdis Thuesen, som ved overrækkelsen nærede ønske om, at fanen måtte bringe klubben ære. Hvilket den så sandelig også har gjort lige siden.

Dette år kunne klubben bryste sig af to nyuddannede dommere. Birgitte Schjøth blev autoriseret som udstillingsdommer for Old English Sheepdog, og Hans Ove Pedersen blev tilsvarende autoriseret som lydighedsdommer for klasse I i de dressur-samarbejdende specialklubbers regi.

I OES Bladet’s februarnummer efterlyser en læser i brevkassen oplysninger om en god hundepension i nærområdet. Foranlediget heraf lagde Hanne Nissen, som redigerede brevkassen, op til at der i klubregi blev organiseret en landsdækkende “hundepasningsring”. Allerede i juninummeret kunne det konstateres, at idéen havde båret frugt, idet Leo Jensen fra Odense havde påtaget sig at stå som koordinator for OES Klubben’s Hundepasningsring.

En pudsig ting falder i øjnene, når man i bestyrelsens protokol læser referat fra bestyrelsesmødet den 23. marts: “Det blev vedtaget ikke at sætte billeder af OES’er med hale i OES Bladet, men indsendte billeder gemmes til en evt. senere debat.”

Som tidligere omtalt blev Johnny Skouenby autoriseret lydighedsinstruktør for klasse I i 1979. Men almindelig lydighedsarbejde var åbenbart ikke tilstrækkelig udfordrende for ham. For i Hedehusenes Avis i maj måned fremgik det, at han sammen med sin OES Krøjerup’s Flynn (bedre kendt under kaldenavndet Biskal) havde deltaget i en af Civilforsvarets evakueringsøvelser i Reerslev. Året efter bestod Biskal som den første OES nogensinde Civilforsvarets officielle redningshundeprøve.

Når man kigger på udstillingsbilleder af OES’er fra denne periode, kan man så småt se, at der er ved at ske en ændring: udstillingshunden skiller sig mere og mere ud fra hverdagshunden. En udvikling som Inger Rasmussen, som tidligere beskrevet, havde advaret kraftigt imod, efter at hun havde besøgt Cruft’s i 1978. I brevkassen i juninummeret er Eva Falck inde på den samme problemstilling, idet hun inden for de sidste fem år har bemærket “en gennemgribende forandring rent udstillingsmæssigt. Fra næsten ingen trimning af hundene til nu næsten den rene hårkunst (plukning, trimning, klipning) – fra normale hvide pelse til nu næsten optisk hvide – fra vilde opråb over kridtskyer til det nu åbenbart accepterede kartoffelmel, Mr. Groom powder, Ring 5, og hvad nu alle præparaterne hedder.” – Måske var det denne helt åbenlyse tendens, der i juninummeret fik udstillingsudvalget til at komme med flg. henstilling om overholdelse af udstillingsreglementet: “Alle udstillere skriver under på at ville overholde dette reglement! Desværre har vi på årets to første udstillinger observeret, at nogle glemmer, at der også i reglementet står: “Endvidere kan hunde, hvis pels er blevet behandlet med midler, der har ændret pelsens farve og struktur, ikke udstilles.” – Det er meget nemt at mærke, om en pels er behandlet med sådanne ting, så lad være. Det ville være kedeligt, hvis nogle blev så sure, at de anmeldte det.”

Som følge af den alvorlige situation omkring parvovirus var det blevet besluttet at flytte specialshow’et, som skulle have fundet sted i begyndelsen af marts til slutningen af september, og man havde hertil inviteret den engelske dommer Stuart Mallard til at dømme. Da klubben samtidig kunne fejre sin 15 års fødselsdag den 11. september, havde bestyrelsen besluttet at gøre lidt særligt ud af show’et, bl.a. med fælles middag efter bedømmelserne. Udstillingen skulle finde sted på Fyn, og for at lette transporten for sjællænderne blev der arrangeret fællesbus for disse. – Det blev en hollandsk hund, der blev bedst placeret. – OES Bladet bragte en dommerkommentar fra Stuart Mallard, hvor han bl.a. udtalte: “Alle hundene var velbørstede og rene, men jeg synes præsentationen alt i alt kunne have været bedre. – Jeg finder, at reglen, der forbyder brugen af kridt m.v. er helt uretfærdig og må spørge om grunden til at man føler, at den er nødvendig.”

I OES Bladet’s augustnummer kunne klubben gratulere Karen Larsen, kennel Danwill Blue, som havde fået tildelt DKK’s hæderstegn i guld for “seriøst og fremgangsrigt opdræt af Old English Sheepdog og Afgansk Mynde”.

Erwin Gisselfeldt, der hidtil havde været bestyrelsessuppleant, overtog i september kassererposten, efter at Erik Juul på grund manglende tid fratrådte bestyrelsen.

Klubben fik dette år en ny lydighedsinstruktør for klasse I, idet klubbens næstformand Torben Kiersing havde bestået den krævende prøve.

I oktoberbladet følte klubbens formand Richard Østergaard Mikkelsen sig nødsaget til at gøre opmærksom på, at det værste, der kan ske for en klub er, hvis der ude blandt medlemmerne er nogle, der går og modarbejder eller bagtaler det arbejde, der foregår i udvalg og bestyrelse. Formanden fandt, at en sådan klubskadelig virksomhed fandt sted, og bestyrelsen havde derfor besluttet at arrangere en række medlemsmøder rundt om i landet, hvor medllemmerne ville få mulighed for at komme til orde.

Siden de nye regler for opnåelse af kennelmærke var blevet indført i 1978, var der efterhånden kommet ret mange nye kennelmærkeindehavere med opdræt af OES til. Iflg. en opgørelse fra DKK pr. 15.7 fandtes nu flg. registrerede kennelmærker:
Hexa (Rita Alice Richter, A-opdræt)
Rolling-Bear (Anna Margrethe Knudstrup Olesen, A-opdræt)
Elbo (Edith Knudsen)
Ladyhill (John Andersen)
Symetri (Vera Astrup)
Sumeria (Jette Bagger)
Shepsi (Jan Bidstrup)
Blue Berry (Birte Fromberg)
Midgården (Eva Falck, A-opdræt)
Skovfryd (Karina Christophersen)
Shag-A-Rag (Birthe & Hans Jørgen Brolykke)
Thorsager (Verner Thorsager)
Hairtuft (Elin Simonsen, A-opdræt)
Danish Delight (Birgitte Schjøth & Herdis Thuesen, A-opdræt)
Krøjerup (Inger Rasmussen, A-opdræt)
Cheerio (Hanne & Ingrid Nissen, A-opdræt)
Danwill Blue (Karen Larsen, A-opdræt)
Shaggy Dane (Lissi & Erik Juul, A-opdræt)
Jolly Bear (Gyda Ersgaard, A-opdræt)

Dette år kunne kun byde på en enkelt ny dansk champion, nemlig Danish delight Blue Chieftan (opdrætter: Birgitte Schjøth/Herdis Thuesen; ejer: Karen Larsen).

Jeg vil slutte 1980 af med afskrift af to udklip fra klubbens scrapbog dette år.

To smarte schæferhunde står på et gadehjørne i Åbenrå og kigger. Pludselig siger den ene:
-Tak skal du ha! – Har du set den Old English Sheepdog derovre?
- Ja, flot tøs – og så har hun en fantastisk figur!
- Hvor ved du det fra?
- Jeg har set hende våd!

Det andet udklip bærer overskriften “Den lille citatfusker”:
Vi har en Old English Sheepdog, og en dag, da den var løbet væk, gik min datter på fire år og jeg ud for at lede efter den.
- Vi ledte og ledte, og pludselig så den lille op på mig og sagde:
- Det er som at lede efter en hund i en høstak!

1981 – For første gang urafstemning om bestyrelsesvalget</h2> Som nævnt ovenfor var der i klubben en del skurren/murren i krogene. Dette medførte, at nogle af bestyrelsesmedlemmerne begyndte at miste lysten til at fortsætte deres arbejde, og derfor ønskede tre af dem at træde ud midt i perioden (næstformanden Torben Kiersing, Flemming Jørgensen og Hanne Rasmussen). I februarnummeret orienterede formanden, Richard Østergaard Mikkelsen om den noget spændte situation. Han skrev bl.a.: “Som de fleste er bekendt med, nærmer vi os generalforsamlingen med hastige skridt. Det vil i år være første gang, bestyrelsesvalget foregår ved urafstemning. I de sidste numre af bladet har jeg antydet, at der skulle vælges flere bestyrelsesmedlemmer, end der ifølge vore love stod for valg. Hvorfor så det? Og hvor mange? Grunden til det store frafald er for alles vedkommende manglende lyst til fortsat at udføre bestyrelsesarbejde. Da det er af stor betydning, at man har lysten for at kunne udføre det til tider meget tidskrævende arbejde, har altså flere bestyrelsesmedlemmer ønsket at trække sig tilbage. Hvorfor har man så mistet lysten? Det har selvfølgelig flere årsager, men mest af alt skyldes det nok den belastning, det har været, den ene gang efter den anden at modtage breve med kritik, angreb på personer, samt at man mange gange hører temmelig forvrængede og direkte usande historier om bestyrelsens arbejde, når man taler med medlemmer på udstillinger og andre steder. Medvirkende har også været den opposition, nogle opdrættere har haft, mod bestyrelsen.” Formanden sluttede af med at opfordre medlemmerne til at stemme på de af bestyrelsen opstillede kandidater. I alt fem bestyrelsesposter skulle besættes. At der virkelig var grus i maskineriet, gav sig bl.a. udtryk ved, at der i samme nummer af OES Bladet var indrykket en kennelannonce fra en af klubbens kendte opdrættere, som opfordrede medlemmerne til at stemme på fire navngivne bestyrelseskandidater, som var nogle andre end de af bestyrelsen opstillede. Fronterne var således stillet skarpt op, og der kunne ikke være tvivl om, hvem formanden hentydede til i sit indlæg. Generalforsamlingen blev afholdt i marts, og urafstemningen om bestyrelsesvalget viste en klar opbakning til den siddende bestyrelse, som fik indvalgt fire af dens opstillede kandidater, mens oppositionen fik indvalgt ét bestyrelsesmedlem. Hver af de to fløje fik valgt en suppleant. Den nye bestyrelse kom herefter til at bestå af: Richard Østergaard Mikkelsen (formand), Hanne Nissen (næstformand), Birte Fromberg (kasserer), Birgitte Schjøth (sekretær), Vera Astrup, Gregers Ersgaard og Hans Jørgen Brolykke. Erwin Gisselfeldt og Verner Thorsager var suppleanter (Da Birte Fromberg i oktober på grund af tidsnød ønskede at trække sig ud af bestyrelsen, trådte Erwin Gisselfeldt ind og overtog jobbet som klubbens kasserer). Til trods for den noget spændte stemning, der var gået forud, får man ud fra referatet af generalforsamlingen det indtryk, at mødet dog blev holdt i en positiv stemning, hvilket yderligere understregedes, da dirigenten ved mødets afslutning opfordrede forsamlingen “til at rejse sig og råbe hurra for Old English Sheepdog Klubben – hvilket skete med tre rungende HURRA’er.” Dette års Special Show fandt sted i Næstved med Norman Harrison som dommer. Dommeren fandt, at især de unge hanner var særdeles lovende. Vinder blev Candy (opdrætter: O.A. Pedersen; ejer: Hanne og Ingrid Nissen). For første gang så “Show of Winners” – afdansningsballet for årets absolut tophunde – dagens lys. OES Klubben nåede dette år op på et medlemstal på hele 725, og dette tal afspejler den utrolig store popularitet, racen nød i disse år. Når man sidder og bladrer i klubbens scrapbog, kan man på de mange udklip se, hvor ofte Old English Sheepdog blev anvendt i reklameøjemed. Den dejlige, godmodige og bamsede hund er i annoncesammenhæng bl.a. blevet brugt af Mazda, Levi’s, Rank Radio, Dansk Kenel Klub, Ginger Ale, Nilfisk, Vareringen, Junckers Trægulve, Puppy Chow, Jaeger, ICI, Volvo, Wanpan Modulvarmesystem, Poggenpohl Køkkenprogram, FHC-de kreative herrefrisører, Billed-Bladet, Søndags-B.T., Simontorps, Tøj-Eksperten o.m.fl. Men at en OES kunne bruges til meget andet end at være fottomodel, beviste Johnny Skouenby dette år, da han sammen med sin hund Biskal bestod Civilforsvarets redningshundeprøve. Det var første gang, dette var sket for en Old English Sheepdog, og begivenheden blev da også fejret i OES Bladet, som i augustnummeret dels havde Biskal på forsiden og dels bragte en omhyggelig artikel om det at være redningshund. I slutningen af året blev Hans Ove Pedersen autoriseret lydighedsdommer også for klasse II. Året kunne mønstre to nye danske champions: Candy (opdrætter: O.A. Pedersen; ejer: Hanne og Ingrid Nissen) og Danish Delight Bombadil (opdrætter og ejer: Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen). <h2 id=”>1982 – Den kendte udstillingsfrokost indføres

Den kendte engelske opdrætter Jean Gould (kennel Rollingsea) var inviteret til at dømme ved dette års Special Show på Fyn. I alt 67 hunde var tilmeldt, heraf 20 hvalpe. Bedst i Racen blev Yotanka (opdrætter og ejer Anett Poulsen og jan Thulin), som yderligere på dagen fik sit sidste og afgørende certifikat og derved blev ny dansk champion. – Sidst Jean Gould dømte i Danmark var i 1977, og hun fandt, at racen havde typeforbedret sig meget: der var mange flere kompakte kroppe, bedre pelse, bedre vinkler og flere gode lige fronte. Pigmenteringen var god, og øjnene var blevet mørkere. Hun mente, at der fremover især skulle arbejdes med hovederne, som trængte til et bedre stop og bredere næsepartier.

At Hans Ove Pedersen og Dizzy stadig var i topform viste de på dette års Show Of Winners, hvor de med overbevisning vandt lydighedskonkurrencen. Blandt de øvrige deltagere var bl.a. klubbens yderst dygtige jog talentfulde uniorhandler Kari Gisselfeldt.

I forbindelse med årets generalforsamling blev Verner Thorsager og Anett Poulsen valgt ind i bestyrelsen, mens Hans Jørgen Brolykke og Hans Chr. Kjærgård blev valgt som suppleanter. Konstitueringen af bestyrelsen forblev uændret. – Hans Jørgen Brolykke trådte i efteråret ind i bestyrelsen, da Erwin Gisselfeldt på grund af tidsnød ønskede at træde ud. Kassererposten blev ved samme lejlighed overtaget af Verner Thorsager. Denne måtte dog efter et mistillidsvotum fra fem bestyrelsesmedlemmer halvanden måned senere afgive sine tillidsposter i klubben, hvorefter Birgitte Schjøth ved omkonstitueringen overtog kassererjobbet.

I OES Bladet’s oktobernummer varder et medlem, der spurgte brevkassen, hvormange OES’er der mon fandtes i Danmark, og Hanne Nissen gav et slag på tasken ved at mene, at der var omkring 2000!

Her i begyndelsen af 80’erne begyndte klubben for alvor i medlemsbladet at opfordre medlemmerne til at få deres hunds øjne undersøgt, idet vigtigheden heraf for det videre avlsarbejde blev understreget.

Klubben fik en ny autoriseret lydighedsinstruktør for klasse I, da Hans Jensen dette år færdiggjorde sin instruktøruddannelse.

I slutningen af året overtog Inge-Lise Høg Johnsen klubbens bibliotek, efter at Hanne Nissen havde haft det i en årrække.

Efter at have været medlem i to år var Lisa Thielfoldt Nielsen primus motor for indførelse af en ny tradition i klubben, nemlig fællesfrokosten på udstillingerne efter endt bedømmelse. “Udstillerne fik til opgave at medbringe forskelligt spise- og drikkeligt, som blev arrangeret på en række sammenstillede børsteborde, hvorom deltagerne, nye som gamle, samledes og bl.a. fik sig en hyggelig snak.” (Jubilæumsnummeret 1990).

Ikke mindre end seks hunde opnåede dette år at blive dansk champion: Abbydream (opdrætter og ejer: Richard Østergaard Mikkelsen), Blueacre Bump in the NIght (opdrætter: Y. Neary; ejer: Karen Larsen), danwill Blues Unusual Sweetie (opdrætter og ejer: Karen Larsen), Rollingsea Admiral Keegan (opdrætter: Jean Gould; ejer: Lene &Birte Fromberg), Some Buddy Canadian Ambassador (opdrætter: T. Carter; ejer: Birgitte Schjøth & herdis thuesen) samt Yatanka (opdrætter og ejer: Jan Thulin).

1983 – Fokus på arvelige øjensygdomme

I begyndelsen af 80’erne udarbejdede DKK en karaktertest, der skulle medvirke til at stimulere interessen for hundenes mentalitet. Et initiativ, som også havde OES Klubben’s interesse.
Her i starten af 1983 begyndte OES Klubben også at gå mere aktivt ind i arbejdet for at få øjenundersøgt hundene. Det skete, efter at der var konstateret en stigning i antallet af hunde med grå stær eller kataract. Et af initiativerne var, at klubben sammen med andre specialklubber var medarrangør af et foredrag af den engelske øjenspecialist Dr. Roger Curtis.

Som led i det internationale hundesamabejde indførte DKK en ny international HD-skala, der skulle gøre det lettere at sammenligne diagnose-skalaerne de enkelte lande imellem. Denne internationale skala indeholdt ti klassifikationer fra A1, som den bedste bedømmelse til E2 som den dårligste.

Dette års bestyrelsesvalg gav ingen ændringer i bestyrelsens hidtidige sammensætning.

Hidtil havde det kun for erhvervsmæssige kenneler været forbudt at overdrage hvalpe under 8 uger. Men på dette års repræsentantskabsmøde i DKK blev denne regel udvidet til at gælde for alle DKK-opdrættere.

Bladrer man i disse års OES Blade får man et klart indtryk af en meget aktiv klub. Medlemsbladet vrimler med mange forskellige aktivitetstilbud: spindeaftener, lydighedskurser, pelspleje, ringtræning, skovture, udstillinger og skuer og alternative dressurtilbud, for bare at nævne et lille udvalg.

Den kendte engelske dommer og opdrætter Ann Davis (nu Arch) fra kennel Loakespark var inviteret til at dømme ved dette års Special Show, hvor i alt 82 hunde var tilmeldt. Heraf 32 hvalpe. Udstillingen blev på en meget levende og personlig måde beskrevet i OES Bladet af Lisa Thielfoldt Nielsen. Bedst i Racen blev Ch. Some Buddy Canadian Ambassador (ejet af Birgitte Schjøth & Herdis Thuesen). Det var ti år siden, Ann Davis sidst havde dømt i Danmark, og hun fandt, at racen havde forbedret sig meget siden dengang. Især fremhævede hun pelsstrukturen, som hun fandt meget bedre end den, man i øjeblikket havde i England. De unge babyhvalpe gjorde et imponerende indtryk på hende, og hun fandt, at de lovede virkelig godt for fremtiden.

En anden stor udstillingsbegivenhed dette år var The Very Special Show i Kolding med amerikaneren Woody Nelson (kennel Moptop) som gæstedommer. Det blev desværre en udenlandsk hund, der løb af med sejren (Reeuwijk Elien, ejet af Eleonora Lemke), men samtlige fire BIR-hunde fik overrakt klubbens nye “mavebælter”. – Det var første gang, Woody Nelson var i Danmark, og han udtalte efterfølgende, at han var positivt overrasket over den gode kvalitet, han havde været vidne til. Der var dog nogle ting, han kunne have ønsket sig anderledes. Woody Nelson fandt, at de danske hunde i de fleste tilfælde sagtens kunne konkurrere med de amerikanske, hvis man vel og mærke lige så bort fra den måde, de blev handlet på. Her havde flere af de danske udstillere meget at lære. “Men,” sagde Woody Nelson, “jeg kan forstå, at man her i Danmark ikke går på udstillinger hver uge, hvilket selvfølgelig er en del af årsagen. Men øvelse gør mester, så klem bare på. Erfaring viser jo også, at hvis man er rutineret i en udstillingsring, opnår man også betydelig bedre resultater…” – Woody Nelson havde savnet at se nogle flere blåøjede hunde, idet det var en farve, han selv holdt meget af. Han havde oplevet, at trimningen på nogle af hundene var betydeligt overdrevet: “Jeg må indrømme, det var ikke særlig tiltalende at gå over en hund med kun tre hår på nakken, når resten af kroppen bugnede af pels. Trimningen skal gøres blidt og med følelse, og kun underulden skal strippes af på nakken, mens man bevarer længden og mængden.”

Torben Kiersing bestod sidst på året instruktørprøven for klasse II og blev ved den lejlighed autoriseret af OES Klubben.

Ved dette års Show Of Winners deltog 126 af de absolut højst præmierede hunde i 1982. Dommer var amerikaneren Derek Rayne, som placerede Ch. Some Buddy Canadian Ambassador (ejer: Birgitte Schjøth & Herdis Thuesen) på en flot andenplads – kun slået af en rottweiler.

I sidste halvdel af året mistede racen en sine helt store, da Dizzy (Danwill Blue’s Dizzy Girl) døde ti år gammel. Ved sin død var Dizzy den hidtil eneste OES, der havde opnået at blive lydighedschampion, og Dizzy havde i samarbejde med sin fører Hans Ove Pedersen skabt megen respekt om pg PR for racen ved at vise, hvor lærevillig, kløgtig og adræt en OES er.

To danske OES’er opnåede den eftertragtede championtitel dette år: Danwill Blues Ziggy Stardust (opdrætter og ejer: Karen Larsen) og Cheerio Good Gracious Goofy (opdrætter: Hanne & Ingrid Nissen; ejer: H. & F. Eriksen).

1984 – Klubben får ny formand

OES Bladet’s redaktør gennem de seneste fem årgange havde allerede året før ytret ønske om, at der snarest blev fundet en ny redaktør. Nu lykkedes dette endelig, og med april-nummeret blev Herdis Thuesen afløst af Karen Nymann.

Dette års generalforsamling blev den sidste med Richard Østergaard Mikkelsen som formand, idet han ikke havde ønsket at genopstille. I formandsberetningen, gav Richard Østergaard Mikkelsen udtryk for, at han var foruroliget over HD-tallene, dels de forholdsvis lave registreringstal og dels de forholdsvis mange med påvist HD. Også med hensyn til øjenundersøgelser fandt han registreringstallet alt for lille. En problemstilling, som klubben desværre også kender til i dag.

Ved årets bestyrelsesvalg blev Hanne Nissen og Birgitte Schjøth genvalgt, og det lykkedes desuden Regnar Høg Johnsen, som indtil da havde været suppleant, at blive indvalgt. Lis Thorup Hansen og Annette Fink blev henholdsvis første og anden suppleant. Som en konsekvens af valgets udfald, hvor to fra den gamle bestyrelse, der tidligere havde givet ham et mistillidsvotum, blev genvalgt, valgte Verner Thorsager at nedlægge sin bestyrelsespost, da han ikke mente at have sit medlemsbagland i orden. Herved trådte Lis Thorup Hansen ind i OES Klubbens bestyrelse, som efterfølgende konstituerede sig som følger: Birgitte Schjøth (formand), Hanne Nissen (næstformand), Lis Thorup Hansen (kasserer), Hans Jørgen Brolykke (sekretær), Anett Thulin og Gregers Ersgaard. Dagen efter denne konstituering meddelte Gregers Ersgaard, at også han trådte ud af bestyrelsen, hvorefter Annette Fink fik plads i klubbens ledende organ og overtog kassererjobbet, mens Lis Thorup Hansen i stedet blev formand for det vigtige aktivudvalg.

Forårets største begivenhed var nok kåringen af racens anden lydighedschampion Den første var Hans Ove Pedersen’s Dizzy. I april lykkedes det så for Johnny Skouenby sammen med syvårige Biskal (Krøjerup’s Flynn) at få den tredie og afgørende førstepræmie i klasse III. Udover at være lydighedschampion kunne Biskal også smykke sig med titlen CF-redningshund. I sin lykønskning til parret skrev klubbens formand i klubbladet bl.a.: “Næste gang du møder CF-REDNINGSHUND/DKLCH Krøjerups Flynn, kan du passende bukke/neje dybt. Det bliver nok den eneste gang i dit liv, du møder en Old English Sheepdog med de to titler.”

Årets Special Show blev dømt af Roy Cowie, kennel Southview, som placerede Cheerio Just A Tootsie Roll (ejer: Nymann & Nissen) som Bedst i Racen. – I sine dommerkommentarer koncentrerede Roy Cowie sig især omkring handlingen af hundene. “Der var tidspunkter, hvor det var umuligt for mig at vurdere bevægelser på grund af handlerens manglende evne til at kontrollere hunden under bevægelse…. Det er en dårlig idé at beklage sig over ikke at have vundet en præmie eller ikke at være blevet placeret, hvis hunden ikke præsenteres og handles til sit bedste på grund af fejl fra handleren.” – Så kan det vel næppe siges tydeligere. Roy Cowie havde registreret nogle “gode stride pelse, men mangel på kvantitet. Ved at bruge stålpigbørster, tror jeg, man tager for megen pels ud og knækker hårene. Svinebørster eller halv svine og halv nylon børster er langt de bedste børster at bruge efter min mening.”

På dette års DKK repræsentantskabsmøde blev der besluttet en ændring af stambogsføringsreglerne, således at en hund fremover mindst skulle have opnået en 2. præmie for at opnå stambogsføringsret. – Ved samme møde blev det desuden vedtaget, at alle, som opdrættede mere end tre kuld hvalpe i løbet af fem år, for fremtiden skulle erhverve et kennelmærke.

Klubben fik i sidste halvdel af året tre nye autoriserede lydighedsinstruktører: Alfred Neble (klasse I), Hans Jensen (klasse II) samt Michael Jensen (klasse I).

OES Klubben’s aktivudvalg arrangerede dette år en julematch i Køge, og her er det interessant at læse, at OES’er med hale gerne måtte deltage. Heraf kan man altså slutte, at der fandtes sådanne ikke-halekuperede OES’er.

Disse års mest vindende OES var ubestridt Some Buddy Canadian Ambassador (ejer: Herdis Thuesen og Birgitte Schjøth), som dette år blev årets hund nr. 2 af samtlige racer registreret i Dansk Kennel Klub.

At Old English Sheepdog var en virkelig populær hund i disse år, understregedes bl.a. af, at Jyllands Posten havde en tegneserie kaldet “Hundeliv” med en -ganske vist noget karrikeret- OES som frontfigur.

Dette år kunne mønstre en ny danskejet champion, nemlig Cheerio Just a Tootsie Roll (opdrætter Hanne & Ingrid Nissen; ejer: Nissen/Nymann).

1985 – Klubbens 20 års jubilæum

At hundeejere af mange (ikke-hundeejere) ind imellem opfattes som en noget speciel “race” fik måske ekstra grobund her i 1985, da man i flere lokale jyske aviser samt i Jyllands Posten og FDM’s medlemsblad “Motor” kunne læse om et noget særpræget initiativ. Det handlede i al sin “enkelhed” om, at OES Klubben’s bestyrelsesmedlem Regnar Høg Johnsen (kennel Chippy Flock) havde anskaffet sig en gammel stationcar, som han havde skåret midt over og monteret med træktøj og ny forende og på denne måde bygget en flot påhængsvogn til at transportere sine fire Old English Sheepdogs.

Der var gået kludder i dette års bestyrelsesvalg, idet der var fejl på stemmesedlen, således at valget måtte gå om. På nær en enkelt udskiftning (Anett Thulin genopstillede ikke og blev erstattet af Katty Petersen) fortsatte den gamle bestyrelse som hidtil konstitueret efter det nye bestyrelsesvalg.

Birgitte Schjøth kunne i sin formandsberetning på årets generalforsamling oplyse, at med en medlemstilgang i det forløbne år på 40, havde klubben nu 690 medlemmer.

Ved dette års Specialshow på Fyn blev de 72 tilmeldte OES’er bedømt af Norman Harrison fra kennel Fernville, som valgte Moptop’s All American Dream (ejer: Hanne og Ingrid Nielsen) som dagens bedste hund.

På grund af tidspres trådte klubbens sekretær Hans Jørgen Brolykke ud af bestyrelsen i september og blev afløst af Lone Vigand Petersen. Sekretærjobbet blev overtaget af Katty Petersen.

Årets absolutte højdepunkt var festligholdelsen af klubbens 20 års fødselsdag, som blev afholdt på Hotel Hvide Hus i Køge lørdag den 21. september, og der var mulighed for at tilmelde sig i såvel udstilling som lydighed.
På dagen kunne man vise sin hunds formåen i lydighed i såvel klasse 1, 2 som 3 under lydighedsdommer Erik Nielsen. Og for første gang i klubbens historie var der tale om DKK godkendte lydighedsprøver. Jubilæumsshow’et bød på en virkelig event på lydighedsfronten, idet det lykkedes Erik Overbye at føre sin fireårige Boganis Alexis (Shepherd) frem til et lydighedschampionat. Shepherd blev herved den tredie OES, der opnåede dette flotte resultat.

Til at bedømme hundenes eksteriør havde man inviteret den engelske dommer og opdrætter Jean Collins (kennel Jedforest), som for første gang skulle dømme i Danmark. Der var i alt tilmeldt 80 OES’er til jubilæumsudstillingen, og Jean Collins nåede frem til at kåre Danish Delight Call Me Barbara (ejer: Herdis Thuesen/Birgitte Schjøth) som bedst i racen.

Ved jubilæumsfesten glimtede formanden for klubbens lydighedsafdeling, Hans Ove Pedersen med sit fravær. Men han var lovligt undskyldt: samme aften fik han nemlig overrakt DKK’s hæderstegn for sit arbejde for DKK’s lydighedsudvalg.

Bestyrelsen havde fundet, at jubilæumsåret var en passende anledning til at udnævne tre nye æresmedlemmer. Hidtil havde klubben kun haft to æresmedlemmer, nemlig klubbens stifter A. Christiansen og dennes hustru Birthe Rosenquist, som imidlertid begge var døde. På årets generalforsamling blev Gyda Ersgaard, Karen Larsen og Herdis H. Thuesen hver valgt til nye æresmedlemmer. – I juninummeret blev de alle tre portrætterede:

“Gyda Ersgaard opdrættede sit første kuld hvalpe i 1970, overtog kennel Jolly Bear efter Christiansens (klubbens stifter; red.) i begyndelsen af 70’erne og førte den videre med stor succes. Hun har gennem årene opdrættet mange champions. Gyda kan også berømmes for sit store arbejde for sine hvalpekøbere. Hun har igennem 7 år været medlem af klubbens bestyrelse, heraf 5 som dens sekretær og et som dens næstformand. Gyda har været medlem af klubben siden sidste halvdel af 60’erne.

Karen Larsen opdrættede sit første kuld hvalpe i 1971 og førte siden sit opdræt videre under kennelnavnet Danwill Blue. Hun har gennem årene opdrættet og ejet en lang række danske og internationale champions. Hun var i 70’erne foregangskvinde inden for præsentation af OES i udstillingsringen, specielt hvad angår pelsenes istandgørelse og formning. Karen har også været medlem af klubbens bestyrelse i 2 år, samt medlem af klubben siden sidst i 60’erne.

Herdis H. Thuesen opdrættede sit første kuld hvalpe i 1970, hun opdrætter i dag OES under kennelnavnet Danish Delight. Trods et lille antal hvalpekuld, har hun opnået flere championater på sine hunde. Herdis har været medlem af klubbens bestyrelse i 5 år og derefter bladets redaktør i andre 5 år. Hun sidder i dag som medlem af et af klubbens udvalg og har også været medlem af klubben siden sidst i 60’erne.”

Aldred Neble bestod sidst på året instruktørprøven i klasse 2.

At der også kan gå politik i hundesport viste en skrivelse i november fra Dansk Kennel Klub, hvor man opfordrede til, at specialklubberne undlod at invitere dommere fra det apartheid-styrede Sydafrika.

At Old English Sheepdog var en populær race fik sit synlige bevis, da der i dette års julekalender i tv (Jul i Kikkebakke og dyrebutikken) medvirkede en OES under navnet Bella (men hvis rigtige navn var Asbjørn).

Året bragte hele fem danskejede champions: Moptop’s Son of Liberty (opdrætter: Pete & Nelson; ejere: Hanne og Ingrid Nissen), Shag-A-Rag Blue Buccaneer (opdrætter og ejere: Birthe og Jørgen Brolykke), Moptop’s All American Dream (opdrættere N & W William; ejere: Hanne og Ingrid Nissen), Danish Delight Call Me Barbara (opdrættere og ejere: Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen), Bahlambs Bedazling Baronesse (opdrætter: Caj Haakonson; ejere: Hansen/Nielsen).

1986 – Årets medlem

Hidtil var OES Bladet blevet postbesørget i kuvert, men fra og med 1986 blev bladet nu forsendt uden kuvert og med adresselabel. Denne forsendelsesmåde indebar en besparelse for klubben, men bestød samtidig, at bagsiden ikke mere som hidtil i fuldt omfang kunne bruges som en helsides annonceplads.

Til dette års Special Show var Gwen Mogford (kennel Beaucott og kennel Salceri) inviteret som dommer. Det var første gang, hun skulle dømme i Danmark. Bedst i racen blev den tyske hund U-Boot aus dem Elbe-Urstromtal (ejer: R & C Abicht). Gwen Mogford udtalte bl.a. i sine dommerkommentarer, at hun ikke brød sig om toupering og da slet ikke på hovedet (det var så i 1986…).

Klubbens hidtidige kasserer Anette Fink genopstillede ikke til bestyrelsesvalget, og hendes post blev i stedet overtaget af den nyvalgte Bodil Asmussen. – I sin formandsberetning opfordrede Birgitte Schjøth kraftigt folk til at få deres OES undersøgt for såvel hofteledsdysplasi som øjensygdomme. Hun fandt det meget beklageligt, at så forholdsvis få hunde var blevet checket. – Desuden kunne formanden fortælle, at “i løbet af få år vil der via EF komme et halekuperingsforbud. Den eneste mulighed for at opnå dispensation er at godtgøre det som værende dyrplageri, at en OES har hale, hvilket næppe er muligt.” Birgitte Schjøth mente, at “det vi kan og bør gøre er at begynde overvejelserne vedr. det ønskede udseende af halen.” – En diskussion som her 25 år efter stadig ikke er afsluttet.

Af et bestyrelsesreferat fra august 1985 fremgår det, at bestyrelsen havde besluttet, “at der kan udnævnes et “årets medlem”, og dette udpeges alene af formanden. “Årets medlem” er et medlem, der har ydet en særlig fortjenstfuld indsats i et bestemt år.” – Denne flotte hædersbevisning blev for første gang manifisteret på dette års generalforsamling, da Per Kannegård blev udnævnt til årets medlem. I sin motivation fremhævede Birgitte Schjøth “Per’s store arbejde for klubben med pasning af den jyske stand og hvervning af nye medlemmer, men også hans positive færden blandt klubbens medlemmer på sin altid rolige og mod alle venlige måde.”

I forbindelse med generalforsamlingen blev Hans Ove Pedersen efter bestyrelsens indstilling valgt og udnævnt til æresmedlem af klubben. Udnævnelsen skyldtes Hans Ove’s ihærdige arbejde i klubbens lydighedsafdeling. I sin takketale udtrykte Hans Ove glæde og stolthed over udnævnelsen, men gjorde dog samtidig opmærksom på, at uden hjælp og midler fra andre, bl.a. bestyrelsen, var det arbejde, han hædredes for, ikke gået.

På generalforsamlingen blev der vedtaget forskellige vedtægtsændringer, og efter en urafstemning blev klubbens nye love udsendt via medlemsbladet i februar 1987.

I løbet af året trådte Regnar Høg Johnsen ud af bestyrelsen og i stedet indtrådte suppleanten Erwin Gisselfeldt.

I september måned fik klubben to nye lydighedsinstruktører i klasse 1, idet såvel Winnie Klarlund som Ole Bjørn Pedersen bestod den krævende prøve. Ole, som egentlig var schæferhundemenneske, blev dermed den første OES instruktør i Jylland.

Den 12. oktober blev endnu en OES dansk lydighedschampion. I Lindevangsparken lykkedes det Henry Høitbjerg og hans 5-årige Jolly Bears Xandra at opnå de tilstrækkelige point til at kunne smykke sig med den fornemme titel. Det var den fjerde OES i rækken af lydighedschampions.

Tre danskejede OES’er blev dansk champion i 1986: Shaggy danes Little Shoes (opdrætter: Erik og Lissie Juul; ejer: Susanne Tvedebrink); Free Style’s Call Girl (opdrætter: Richard østergaard Mikkelsen; ejer: I. Aggerholm) og Cherrio Jennifer Juniper (opdrætter: Hanne og Ingrid Nissen; ejer: A. Fink).

1987 – Klubben får ny redaktør

Efter at have været redaktør for OES Bladet i 2 1/2 år ønskede Karen Nymann at holde op, og Jørgen Brieghel, som var uddannet journalist, tog herefter over ved årets første bladudgivelse i februar.

I årsberetningen til dette års generalforsamling kunne klubbens formand endnu engang konstatere, at det stadig kneb med at få medlemmerne til at at få dres hunde undersøgt for de arvelige lidelser, der fandtes indenfor racen. “Vi kan desværre ikke være tilfredse med antallet af undersøgte hunde,” konkluderede formanden. – Det havde i 1986 kostet ca. 50.450 kr. at trykke OES Bladets seks årlige blade. D.v.s. ca. 8400 kr. pr. nummer (p.t. er prisen -14 år senere- til sammenligning ca. 5000 kr. – afhængig af sidetal). Generalforsamlingen fandt, at dette beløb var for højt, og det blev derfor besluttet, at der skulle spares gevaldigt. For at opnå dette, gik man bl.a. over til at benytte en meget tyndere papirkvalitet, ligesom sidetallet skulle begrænses til et gennemsnit på 32 sider. En alternativ mulighed gående på at bladet udkom et færre antal gange, kunne generalforsamlingen ikke støtte. Med en sådan indsnævring af bladets muligheder, har det ikke været sjovt at skulle være ny redaktør. – Ved dette års bestyrelsesvalg genopstillede hverken klubens formand Birgitte Schjøth eller næstformanden Hanne Nissen. Begge ønskede efter mange års bestyrelsesarbejde mere tid til at kunne hellige sig andre gøremål. Katty Petersen overtog formandsposten, mens den nyvalgte Bjarne Arendahl Jørgensen blev klubbens nye næstformand. Bodil Asmussen forsatte som kasserer, mens Lis Thorup Hansen overtog sekretærjobbet fra Lone Vigand Petersen, som herefter blev menigt bestyrelsesmedlem sammen med nyvalgte Kate Lindeblad og Winnie Klarlund (som dog af helbredsmæssige grunde trådte ud af bestyrelsen i efteråret). – Bjarne Arendahl Jørgensen blev udnævnt til årets medlem, hvilket skete som en værdsættelse af hans store arbejde for klubben i den vestlige del af landet, samt for hans lydighedsarbejde samme steds. – Til trods for, at der i nogen tid havde kørt en noget uværdig læserbrevsdebat i klubbladet, og hvor det til tider føg med personlige angreb, viste det sig, at der var et stort sammenhold på årets generalforsamling, hvor der blev anslået nogle særdeles positive strenge for klubbens virke fremover.

Til årets Special Show i marts i Marienlyst Centeret i Odense var inviteret den engelske dommer Lynette Lewis (kennel Trueshamp; herefter kennel Nushamp). Der var tilmeldt 65 hunde, og udover den skriftlige kritik forklarede dommeren de tilstedeværende, hvorfor hun havde dømt, som det var tilfældet. Lynette Lewis kom bl.a. med følgende udtalelse vedr. dagens hunde: “Jeres hunde er gode, sunde dyr med særligt gode hoveder i fin balance med resten. De har gode stærke bid. Men problemet er toplinierne. De var mere undtagelserne end reglen på de hunde, jeg har dømt i dag… Det skal I være opmærksomme på. Også i Tyskland, Holland og england er der problemer med toplinierne. I de bedømmelser, jeg gav i dag, har jeg da også gjort særlig meget ud af at pointere, når der var en hund med god toplinie.” – Yderligere var det Lynette Lewis indtryk, at “mange hunde bar præg af at få for lidt motion. Det kan hænge sammen med årstiden. Hundene var ellers godt skabte, men de var ikke muskuløse nok.” – Lynette Lewis fandt det svært at bedømme pelsene. “Det hænger sikkert sammen med årstiden,” mente hun. “Når hundene går så meget inde om vinteren, synes ejerne, at de må gøre noget. Så børster de deres hunde mere end nødvendigt.” – Dagens bedste hund blev den tyske championtæve Kø-Pi’s 599 Apricot, ejet af Barbel Korn.

På lydighedsfronten blev der her i 1987 indført en ny klasse, nemlig klasse IV. Klassen var tænkt som en videre udfordring for de hunde, som havde opnået lydighedschampionatet.

Så skete det sandelig igen: racen fik en ny lydighedschampion. Den 24. maj gik Ole Munch Petersen og Bob (Thorsagers Danger Boy) op til lydighedsprøve i Lindevangsparken og fik den sidste og afgørende førstepræmie med 193 points i klasse III. OES Klubben kunne nu bryste sig med at have opnået hele fem lydighedschampionater.

I foråret fik klubben yderligere to lydighedsinstruktører i Jylland, idet såvel Bjarne Arendahl Jørgensen som Hans Kristian Kjærgaard begge bestod instruktørprøven. Hermed kunne klubben nu mønstre tre lydighedsinstruktører i Jylland (Ole Bjørn Pedersen blev færdiguddannet året før). – Og i efteråret bestod også Lone Vigand Petersen og Ole Munch Petersen instruktørprøven til klasse I. Herved kom OES Klubben op på hele 13 autoriserede lydighedsinstruktører.

For alle, der har beskæftiget sig bare lidt med de danske OES’ers historie, er Gyda Ersgaard med Kennel Jolly Bear et kendt navn. I maj dette år blev Gyda Ersgaard hædret med DKK’s hædersmærke i guld. Dette skete som en erkendtlighed for hendes store indsats for at forbedre opdræt af racen. “For ca. 20 år siden manglede racen sundhed, men du mestrede med dit opdræt at få rettet op på dette og har gennem årene opdrættet mange champions,” sagde Ole Staunskjær, DKK, bl.a. i forbindelse med overrækkelsen.

Man havde tidligere i klubregi kunnet lege med sin OES på såkaldte færdighedsbaner, som var forløberne for agilitybaner. I sommeren 1987 arrangerede klubben så for første gang et lille agilitykursus spændende over fire aftener. I klubbladet skrev en af deltagerne, Birgitte Schjøth: “Denne nye “sportsgren”, tror jeg, kommer til at vinde gehør i medlemsskaren, efterhånden som den bliver mere udbredt. – Det er en sjov og spændende ting for både hunde og mennesker, også fordi der her virkelig stilles krav til samarbejdet og tilliden mellem to- og firbenede. Selv deltog jeg med min ni et halvt år gamle pige, som jeg ellers troede var blevet for gammel til den slags narrestreger. I alt fald til at gå i krig med de mest krævende forhindringer. Men nej, hun er stadig med på den værste og betragter åbenbart banen som noget af det bedste legetøj, der til dato er opfundet. Agility – det kan vi varmt anbefale andre at lege med i.”

I slutningen af året nedsatte lydighedsudvalget et agilityudvalg bestående af Ole Munch Petersen, Ib Nielsen og Torben Kiersing. Dette udvalgs første opgave var at få anskaffet en agilitybane, og hvis dette lykkedes, så efterfølgende at påbegynde agilitykurser og -konkurrencer.

Medlemstallet var stadig for nedadgående og dermed også klubbens indtægter. I sidste halvdel af året stod det klart, at bog- og bladudvalget ville overskride budgettet, som ikke havde taget fuld højde for det faldende medlemstal. Et flertal i bestyrelsen fandt, at bladet var et så stort aktiv for klubben, at også årets to sidste numre skulle udkomme – dog i beskårede udgaver. Senere måtte generalforsamlingen så tage stilling til bladets videre skæbne. Denne beslutning betød en budgetoverskridelse på ca. 5000 kr., hvilket klubbens formand, Katty Petersen samt sekretæren, Lis Thorup Hansen ikke ønskede at tage et medansvar for, hvorfor de trådte ud af bestyrelsen. – Ny formand blev herefter Bjarne Arendahl Jørgensen, mens Bent Godt, der som suppleant nu indtrådte i bestyrelsen, blev sekretær. Den anden suppleant, Annelise Harsmann blev ligeledes nyt medlem af klubbens bestyrelse.

I OES-Klubben’s 25 års jubilæumsskrift skriver Birgitte Schjøth om denne nye bestyrelse, at “…den kontinuitet, der hidtil havde været blev brudt og en stort set helt ny bestyrelse stod for ledelsen. nemt har det ikke været at gå ind i et arbejde, man ikke kendte. Gennem tiden træffes der i en forening mange beslutninger og skabes mange traditioner, som medlemmerne forventer bliver efterlevet og fulgt. Disse kan være svære for nye hurtigt at sætte sig ind i og følge. – Samtidig var (…) medlemstallet og hvalpetallet for nedadgående, og flere af de “gamle” opdrættere havde skruet betydeligt ned for blusset og for aktiv deltagelse i klublivet. – Man kan vel næsten vove den påstand, at vi stod over for et generationsskifte, både indenfor bestyrelse og opdrættere.”

I juni godkendte FCI den nye reviderede engelske standard for Old English Sheepdog. På langt de fleste områder var der ingen ændringer i forhold til den hidtil gældende, men der var dog nogle ændringer, som den danske klub ikke var særlig begejstret for. Det drejede sig især om ændringer i formuleringen vedr. biddet og farven.

I årets sidste blad kom den nye formand ind på den manglende opbakning til flere af klubbens mange arrangementer. “Vi har i årets løb haft et bredt udbud af arrangementer over hele landet med tilbud om aktivitet af mange slags. Men deltagelsen -især uden for Københavnsområdet- har for det meste været meget ringe… Derfor vil jeg på det varmeste opfordre alle, der har mulighed og en lille smule lyst, til at deltage i skuer og aktiviteter. Ikke kun for at give arrangørerne et skulderklap, men også fordi det faktisk altid er en herlig oplevelse at træffe nye mennesker og hunde på denne måde,” skrev Bjarne Ahrendahl Jørgensen i decembernummeret.

Klubben var inde i en periode med et lavt antal hvalpe fra klubbens opdrættere. Klubbens formand kunne oplyse, at en af følgevirkningerne heraf var et “opsving for nogle useriøse hvalpefabrikanter. Senest er jeg stødt på annoncer med “høsttilbud” på OES hvalpe. Det er til stor skade for vor race, idet der bliver avlet på raceutypiske hunde uden HD status og med meget lidt eller slet ingen opbakning og hjælp fra fabrikanten. – Derfor: anbefal altid eventuelt interesserede, I møder, at kontakte OES Klubben eller DKK, så de ikke havner i flokken af uheldige førstegangskøbere, der først for sent opdager, at de har købt en hund med “forkert stambog”.”

Året kunne mønstre tre danskejede champions: Danish Delight Canadian Sound (opdrætter: Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen; ejer: Ib og Jonna Nielsen), Free-Style’s Cindylook (opdrætter og ejer: Richard Østergaard Mikkelsen) samt Black’n Blues Backdoor Angel (opdrætter: Anette Fink; ejer: Annelise Harsmann).

1988 – Norge og Sverige indfører halekuperingsforbud

Der gik i starten af året chokbølger gennem en del af hundeverdenen, da Norge besluttede pr. 1. juli 1988 at indføre totalt stop for halekupering og udstilling af kuperede hunde født efter denne dato. – Norge blev herved foregangsland på området, men “med mindre flere lande følger hurtigt efter, vil norsk hundesport gå svære tider i møde, da kuperede importer født efter den 1. juli 1988 heller ikke vil kunne udstilles. – Herhjemme vil spørgsmålet jo sikkert igen komme op til diskussion, og det er da fint, men vi, som står en af de berørte racer nær, har nok stadig lige svært ved at forestille os racen med lang hale,” skrev klubbens formand Bjarne Arendahl Jørgensen på lederplads i OES Bladets aprilnummer.

I augustbladet kunne man så på lederplads under overskriften “Vor race er truet!” læse, at også Sverige havde indført halekuperingsforbud fra 1. januar 1989, “og inden vi ser os om, kan man frygte, at det også gennemføres i Danmark. – Mange af de opdrættere, jeg har talt med, virker temmelig nedslåede over udsigterne til at skulle opdrætte OES med hale. En OES med hale, er ingen OES. Så vil de hellere helt droppe opdrættet og finde sig en ny race,” skrev redaktøren. – Og inde i bladet blev der så taget hul på en debat om et evt. fremtidigt dansk halekuperingsforbud. Birgitte Schjøth, der underskrev sig som dyrlæge, halekupør, OES-ejer og opdrætter, lagde ud med et indlæg, hvor hun tog udgangspunkt i produktionsdyrenes forhold, som man med dyreværnsloven i hånden åbentbart ikke havde planer om at forbedre, hvorimod man nu fokuserede på halekupering af hunde. Dette fandt hun hyklerisk. “Men hvorfor vil vi gerne fortsat have lov til at kupere vore hunde? Jo, det har flere hundrede års historisk baggrund – det er kultur. Vi vil gerne fortsat have lov til at kupere vore hunde, fordi sådan kan vi nu lide dem, og de trives iøvrigt vældigt godt med det. De har ingen problemer med at gøre sig forståelig overfor andre hunde, fordi de ingen hale har, og de er akkurat lige så adrætte og smidige som alle hale-hundene.” – Birgitte Schjøth sluttede af med at gøre opmærksom på, at hvis man virkelig skulle tale om dyreværn inden for racehunde, var der nok adskilligt andet, man hellere skulle fokusere på såsom hunde med fødselsproblemer p.g.a. for store hoveder, eller hunde med store hudfolder og dermed følgende hudproblemer.

Tingene begyndte åbenbart at gå hurtigt, for allerede i septembernummeret kunne Bjarne Arendahl Jørgensen som klubbens formand oplyse, at “det lovforberedende udvalg til udarbejdelse af en ny dyreværnslov (herunder halekupering) lægger i disse dage sidste hånd på forslagene, som derefter sendes til høring i de interesseimplicerede foreninger – herunder DKK.” – Formanden gjorde derefter opmærksom på, at klubbens bestyrelse var helt uden information af nogen art angående lovarbejdet, og han opfordrede medlemmer til at “debattere emnet i alle mulige organer: Hunden, dagblade, jagtblade, dyrebrevkasser, dyreværnsblade o.s.v….”.

Som et nyt medlemstilbud etablerede opdrætterudvalget studiekredse over fem aftener med et meget varieret indhold.

Årets Special Show fandt sted i Blovstrødhallen med i alt 52 tilmeldte hunde. Den engelske dommer Jenny Joice (kennel Raynham) var inviteret til for første gang at dømme uden for sit hjemland. Udstillingens bedste hund blev den tyske Coco Chanell a.d. Elbe-Urstromtal. – Jenny Joice fandt, at især tæverne i åben klasse var af en virkelig god kvalitet, omend de typemæssigt var større end de engelske. Også pelsstrukturen blev fundet god, dog kunne Jenny Joice oplyse, at pelsene i England var længere, men “måske er pelsene i England i virkeligheden for lange til en hund, som jo egentlig er en brugshund!” konkluderede Jenny Joice.

Dette års generalforsamling indledtes med en debat omkring en af de opstillede bestyrelseskandidater, som ikke havde indbetalt årskontingentet rettidigt og dermed ikke var valgbar. Der blev derfor stillet forslag om, at valget skulle gå om. I følge klubbens love er man kun valgbar ved rettidig indbetaling, og fra salen blev det anført, at ved ikke at få sit kontingent bragt i orden til tiden, “har han svigtet de folk, der har stemt på ham.” – Konklusionen på debatten blev da også, at valget ikke skulle gå om. – Nyvalgt til bestyrelsen blev Jette Cadovius, mens Kirstine Bergenstorff blev suppleant. – På et efterfølgende bestyrelsesmøde evaluerede bestyrelsen generalforsamlingen og besluttede, at bestyrelsen fremover i god tid -og før deadline til bladet- ville sikre sig, at de opstillede kandidater havde betalt kontingent.

Ole Munch Petersen var i disse år en sand primus motor for mange af klubbens virkelig spændende arrangementer, og som en påskønnelse for dette arbejde blev han ved generalforsamlingen udnævnt til årets medlem 1986.

I mange år havde Ingrid Nissen, Kennel Cheerio på forskellig måde hjulpet klubben og dens medlemmer med råd og vejledning. Dette ønskede bestyrelsen at honorere ved at udnævne Ingrid Nissen til æresmedlem i OES Klubben.

Generalforsamlingen besluttede, at klubbens gamle folder om racen skulle erstattes af en ny.

En meget lang debat udspandt sig omkring avl og HD. Formanden ønskede en stramning, mens flertallet af de fremmødte opdrættede gik ind for en fortsat frivillighed under ansvar. – Den lange debat medførte dog, at bladet fremover ville offentlige oplysninger om fødte kulds HD- og øjensygdomsresultater.

I pinsen blev for første gang afholdt Euro-Bobtail-Udstilling i Schweitz. Dette blev startskuddet til det nuværende årlige Euro OES Show. De nedfældede regler siger, at der hvert år i pinsen skal afholdes en Euro-Bobtail-Udstilling, og at dommeren skal være samme års crufts dommer. Bliver det nødvendigt med en ekstra dommer, vælges denne enerådigt af Cruftsdommeren. D.v.s. at intet land eller person har indflydelse på dato eller dommer for udstillingen.

Også i 1988 kunne OES Klubben bryste sig af en ny lydighedschampion. Det var den sjette i rækken, men den første uden for Københavnsområdet. Det skete, da Carsten Nielsen fra Aalborg sammen med Tiny (Rolling-Bears Royal Flush) fik den sidste og afgørende førstepræmie. Begivenheden blev fejret på forsiden af augustnummeret.

I 1988 gik Teknologisk Institut efter svensk forbillede i gang med at uddanne svampehunde, som skulle opsnuse den ægte hussvamp. Med i det første hold uddannede svampehunde var en OES, nemlig Honey (Blue Berry’s Famous Florence) sammen med sin ejer Susie Lou Jensen. Fyens Stiftstidende havde den 12. december under overskriften “Den har næse for svamp” en artikel om de nyuddannede svampehunde ledsaget af et billede af Honey og Susie. Avisen skrev bl.a.: “Det er fast utroligt, hvad en hund kan snuse sig frem til. En af de specialtrænede reagerede en dag på en ydervæg, hvor der bevisligt ikke kunne være noget svampeangreb. Men den havde ret alligevel, for det viste sig, at den tilstødende naboejendoms gavl to år tidligere var blevet behandlet for svamp. Det var resterne heraf, hunden havde sporet tværs gennem muren.” – Fantastisk, må man sige.

Når snakken er om lydighed i OES Klubben kommer man ikke uden om Erik Overbye, som har gennem årene har gjort en uvurderlig PR for OES-lydighed. Ved dette års landskonkurrence i lydighed kunne Erik Overbye og hans hund Shepherd fejre et slags jubilæum, idet denne ekvipage for 25. gang opnåede at få en 1. præmie i klasse III.

Som tidligere nævnt blev der i 1987 nedsat et agilityudvalg, som bl.a. skulle skaffe midler til indkøb af en agilitybane. Her i 1988 så det så ud til at lykkes. I foråret sponsorede Kate Winther fra KW Hunde- og Katteartikler således et dækstativ, og sidst på året overdrog Royal Canin så OES Klubben brugsretten til en komplet engelsk agilitybane, mod at klubben selv stod for vedligeholdelsen.

1988 bragte ikke færre end otte danskejede champions: Champ (opdrætter og ejer: Lindeblad og Lindskov); Chirpy Flock Chiquitita (opdrætter og ejer: Høg Johnsen); Danish delight Fuzzy Bear (opdrætter: Schjøth og Thuesen; ejer: Ib og Aniela Pawlak); Charity (opdrætter: Lindeblad og Lindskov; ejer: K Enemark); Shaggy Danes Ninetynine (opdrætter; Erik og Lissi Juul; ejer: Rossau); Chirpy Flock European Queen (opdrætter og ejer: Høg Johansen) samt Free-Styles Commander in Chief (opdrætter: Richard Østergaard Mikkelsen; ejer: Bruno Møller).

1989

Halekuperingsforbudet lå stadig og ulmede ude i kulissen, efter at det året før var blevet indført i Norge og Sverige, og den engelske kennelklub blev af disse to lande opfordret til at komme med en standard for halen. I årets første blad bragte Birte Fromberg et uddrag fra “Yours Faithfully” (klubblad for Greater London OES), hvor Jill Harwood gjorde sig nogle tanker omkring, hvordan halekuperingsforbudet ville virke på det kompakte helhedsindtryk, således som standarden foreskriver. Da den engelske kennelklub her elleve år senere stadig ikke har udarbejdet en “halestandard” er Jill Harwood’s betragtninger stadig aktuelle.

“Det ville være trist, om OES’er udvikler sig til at ligne bearded collier (…), men jeg tror ikke, dette behøver at ske. I lande med halekuperingsforbud behøver OES’ens kvaliteter ikke at forsvinde. En lang smal ryg er ikke korrekt – med eller uden hale. Jeg har set mange ikke-kuperede OES’er og har også dømt nogle (hovedsaglig i udlandet), og de varierede i kvalitet på samme måde, som de kuperede gør. Med min erfaring som dommer må jeg desværre sige, at OES’erne med hale stor set har været af så dårlig kvalitet p.g.a. dårlig overlinie og haleansats, at de ikke kunne placeres. Selv om de havde været kuperet, ville ryglinien have været vandret og krydset ukorrekt. Da der sikkert vil udstilles flere og flere ukuperede OES’er, er det vigtigt at fastsætte, hvordan den korrekte hale skal være. – (…) Som alle ved, er halerne uden undtagelse grå med hvide spidser. Men hvor mange ved, at halen er længere (i forhold til resten af kroppen) end de fleste andre racers haler? Jeg har set mange typer OES-haler fra samme kuld. Det er klart, at når halerne er blevet fjernet i så mange generationer, har opdrætterne ikke behøvet at tænke på, hvilken type haler, de opdrætter. Men hvad nu? Vi bør i det mindste udarbejde en standard for dem. Jeg har f.eks. set et helt kuld ukuperede OES’er, alle med forskellige haler: højt ansatte, lavt ansatte, haler lige i vejret, haler båret i samme højde som ryglinien, haler mellem benene. Halerne er altid kraftigt behåret (som et egern) og, når de er lavt ansat og bliver båret lavt, forandres OES’ens udseende næsten ikke. Haletippen bør bøje lidt opad, da den ellers ville berøre jorden, og hvis halen er lavt ansat, vil den ligge ned mellem benene, og først ses ved haserne. En kort ryg vil fortsat være -og se ud som- en kort ryg. Men hvis halen er højt ansat og derfor båret højt -og anbragt på en lang vandret ryg- vil den få hunden til at se endnu “dårligere” ud. Dette kan dog være en fordel i avlsarbejdet. Opdrætterne må i fremtiden tage vare på halerne og arbejde med korrekte haler, som de har arbejdet for andre egenskaber, de har ønsket at bevare. Men den kompakte helhed, som kendetegner vores race, behøver ikke at tabes, hvis vi fortsat passer på den, med eller uden hale.”

Ved årets generalforsamling stod man i den situation, at der til de ledige bestyrelsesposter kun havde meldt sig én kandidat, og efter en del debat blev det besluttet at indhente nye kandidatforslag og sende disse til urafstemning. Først herefter kunne en ny bestyrelse konstituere sig. Ny formand blev Annelise Harsmann, mens nyvalgte Ib Pawlak blev næstformand. Klubbens hidtidige formand Bjarne Arendahl Jørgensen blev kasserer, og Bent Godt forsatte som sekretær. Yderligere -nyvalgte- bestyrelsesmedlemmer var Birgit Rytter, Inge Laernoes og Birger Petersen.

Jørgen Brieghel blev for sin store indsats omkring klubbens blad hædret som årets medlem.

Den engelske dommer Mark James (kennel Tuckles) var inviteret til at dømme dette års Special Show. Der var tilmeldt 41 hunde, og udstillingens vinder blev Wild Frisian Dancing In The Dark, ejet af Inge Laernoes.

Dansk Kennel Klub havde dette år fået i opdrag at afholde Verdensudstilling. Det foregik i Bella Centeret. I OES Bladets reportage fra udstillingen skrev bladets redaktør Jørgen Brieghel bl.a.: “…Det var forfriskende at se nye hunde herhjemme – og så af den kvalitet. (…) Spøjs var det i øvrigt at se en OES med hale. En dejlig hanhund, godt typet – men, men: halen! (…) han bliver godt placeret, selvom det unægteligt ser helt forkert ud, når han bevæger sig, og halen blafrer vildt i alle retninger.” – Hunden var den hollandske OES Vigilat’s Different Yip. – Blandt de 94 tilmeldte blev bedste OES på Verdensudstillingen Sparkle Squares Carte Blanche.

I forbindelse med Verdensudstillingen afholdt OES Klubben også et Special Show med Jannice McClary som dommer. Denne udstilling var præget af en helt fantastisk atmosfære, som, efter hvad man kan læse mellem linierne i referatet ellers ikke altid var tilfældet på udstillingerne. – Der var tilmeldt 65 OES’er, og bedste hund blev Lilabe aus dem Elbe-Urstromtal.

Året bragte racens syvende lydighedschampion, da Sally (Symetri Alice of Aberystwyth) med fører Carsten Nielsen fik den sidste og afgørende førstepræmie. Det var anden gang, Carsten Nielsen førte en OES frem til championatet. Året før gjorde han det samme med Tiny.

Som et lille kuriosum kan indføjes, at der først nu blev oprettet en tysk OES klub, idet Old English Sheepdog Club Deutschland blev stiftet den 6. august 1989.

I september blev OES Klubben’s stab af autoriserede lydighedsinstruktører udvidet til ni, da Ib Nielsen bestod instruktørprøven.

Det viste sig desværre ret hurtigt, at den nye bestyrelse havde vanskeligt ved at fungere tilfredsstillende, og problemerne kom klart frem, da hidtidigt aktive medlemmer begyndte at trække sig fra deres tillidsposter.

Bladets redaktør siden 1987 Jørgen Brieghel meddelte bestyrelsen i oktober, at han fratrådte redaktørposten, og at han samtidig udtrådte af det udvalg, der skulle forberede og planlægge klubbens kommende 25 års jubilæum. Begrundelsen var et mistillidsforhold mellem bestyrelsen og redaktøren. – Decembernummeret blev efterfølgende udarbejdet af en til lejligheden nedsat redaktion.

Også Birte Fromberg valgte at trække sig ud af jubilæumsudvalget.

Sidst på året trådte Birger Petersen ud af bestyrelsen, idet han følte sig underkendt af formandsskabet. – Også Jette Møller fratrådte bestyrelsen.

1989 kunne kun opvise én ny danskejet champion, nemlig Bogaldown New Song (opdrætter: Hanna/Kingham; ejer: Birgitte Schjøth).

1990 – Et turbolent jubilæumsår

Det var i 1990 25 år siden, OES Klubben blev stiftet. I årets første klubblad blev dette markeret ved at skifte den hidtidige blå farve på forsiden ud med en festlig rød.

En anden nyskabelse på bladfronten var, at der nu kom et “lydighedshjørne” med bl.a. en brevkasse, som blev redigeret af Ole Munch Petersen.

I sin formandsberetning ved årets generalforsamling i marts kom Annelise Harsmann ind på de samarbejdsproblemer, der hidtil havde været i bestyrelsen, men hun håbede, at det ville se noget bedre ud i 1990. – Samtidig måtte formanden også konstatere, at der for tiden ikke var den helt store interesse for racen, hvilket hun bl.a. kædede sammen med den økonomiske afmatning i samfundet. – Formanden for udstillingsudvalget, Birgit Rytter kunne følge op med at erkende, at der fortsat var et fald i antallet af tilmeldte hunde til udstillingerne.

Fire kandidater stillede op til valg af bestyrelse, som herefter kom til at bestå af Annelise Harsmann (formand), Susanne Tvedebrink (næstformand), Ib Pawlak (kasserer), Bent Godt (sekretær) samt Lissi Juul (bestyrelsesmedlem). Marianne Ørbjerg blev suppleant.

Som årets medlem blev valgt Birgitte Schjøth “for hendes altid hjælpsomme og velvillige indsats både over for bestyrelsen og menige medlemmer.”

Det lykkedes ikke den nye bestyrelse at skabe grobund for et konstruktivt samarbejde, og allerede i slutningen af april valgte formanden Annelise Harsmann at træde ud af bestyrelsen. Også formanden for udstillingsudvalget, Birgit Rytter og formanden for aktivudvalget, Inge Laernoes frasagde sig deres tillidsposter. – Klubbens nye formand blev herefter Susanne Tvedebrink, mens Lissi Juul overtog næstformandsposten. Den hidtidige suppleant Marianne Ørbjerg blev samtidig nyt bestyrelsesmedlem.

Årets Special Show fandt sted i Kolding, hvortil den engelske specialdommer Christina Smith (kennel Lamedazottel’s) var inviteret til at dømme de 41 tilmeldte hunde. For første gang blev special showet afholdt i samarbejde med en anden specialklub (Bearded Collie Klubben). Og årsagen var udelukkende på grund af økonomien. Bedst i racen blev den tyske han Imposant von den Schwalbennestern. Den bedste danske hund kom fra veteranklassen, nemlig den knap 13 år gamle Candy (ejer: Hanne og Ingrid Nissen). Dette tolkedes derhen, at det kunne synes som om, at “udviklingen indenfor opdrættet af OES i Danmark har stået lidt i stampe…”. – Christina Smith udtalte efterfølgende, at hendes hovedkritik gik på manglende substans hos tæverne samt generelt mangelfuld pigmentering. Hun gav udtryk for, at begge mangler var rimelig lette at avle sig ud af. Derimod fandt hun, at bl.a. bevægelser, skulderplacering og bagvinkler generelt var gode.

Året indførte et nyt pointsystem for udstillingshundene, og samtidig skulle som noget nyt kåres årets mest vindende hunde: årets guld-, årets sølv- og årets bronzehan/tæve, samt årets junior/ unghund, årets senior/veteran, årets opdrætter, samt ikke mindst årets avlshan og -tæve.

En anden nyskabelse var også indførelsen af titlen klubchampion. Denne titel blev tildelt den hund, der fire gange af mindst tre forskellige dommere havde opnået at være 1. vinder med CK i championklassen på klubbens specialudstillinger.

I maj måned fik racen endnu en lydighedschampion. Ib Nielsen førte Claudi (CH Danish Delight Canadian Sound) frem til den sidste afgørende førstepræmie. Hermed blev Claudi den ottende i rækken af lydighedschampions, og samtidig den første der var såvel lydigheds- som udstillingschampion. – I juli fik Claudi følgeskab af Erik Overbye’s to år gamle Djengo ( Great Danish Ladykiller), der da blev den niende danske OES lydighedschampion.

Jubilæumsudvalget havde været i fuld sving i over seks måneder, og endelig oprandt den store jubilæums week-end den 8.- 10. juni. Jubilæet indledtes med en sightseeing i København krydret med en bådtur på Lyngby Sø. – Om lørdagen var der international DKK udstilling, hvor Birgitte Schjøth skulle dømme Old English Sheepdogs med afsluttende galla middag i Bloustrød, hvor også søndagens jubilæumsudstilling skulle finde sted. Her skulle den engelske specialdommer Ray Wilkinsson (kennel Pockethall) dømme de 49 tilmeldte hunde. Bedst i racen blev den tyske tæve Siegerin Buerste aus dem Elbe Urstromtal.

OES Bladet’s juninummer blev et helt specielt jubilæumsblad, hvor der bl.a. blev set tilbage på klubbens 25 år (dette særnummer har været en ren guldgrube i forbindelse med udarbejdelsen af denne artikelserie). Bag dette jubilæumsskrift stod Birgitte Schjøth, Birte Fromberg, Hans Ove Pedersen og Susie Lou Jensen.

I forbindelse med jubilæet fik OES Standen samtidig navneforandring til det nuværende “Uldtotten”.

Jubilæums week-end’en blev yderst vellykket, men i augustnummeret fornemmer man på lederpladsen, at alt alligevel ikke var, som det rettelig burde være i OES Klubben. Formanden Susanne Tvedebrink skriver på lederpladsen: “Bestyrelsen afstår fra at foretage sig disciplinære foranstaltninger mod de personer, der nægtede at samarbejde med kassereren vedr. budgettet for jubilæumsudstillingen, da bestyrelsen i stedet vil bruge kræfter på, at få klubarbejdet til at fungere.” – Og når man når frem til midtersiderne, er der indsat et farvet indlæg, hvor bestyrelsen henvender sig til det enkelte OES-medlem med en opfordring til at se bort fra en “løbeseddel”, som en “lille klike af utilfredse københavnske medlemmer” (også benævnt “uromagere”) har sendt ud til “visse af klubbens medlemmer” i den hensigt at “skaffe underskrifter, der skal anvendes imod bestyrelsen og dennes arbejde. – Det vil sige et kup mod den lovligt valgte bestyrelse”. – Lidt længere fremme i bladet bliver man i et læserbrev gjort opmærksom på, at bestyrelsen ikke var repræsenteret ved jubilæumsarrangementet.

At bestyrelsen tilsyneladende fornemmede en vis uro i medlemsskaren, kom muligvis til udtryk ved, at den i augustbladet som noget nyt inviterede til medlemsmøder i henholdsvis Jylland og Sjælland. Set i bakspejlet er det påfaldende, at der med invitationen ikke var sat nogen form for dagsorden. Og man leder da også forgæves i de følgende klubblade for at få et indtryk af, hvad der kom ud af disse medlemsmøder.

Men uro var der, og bølgerne gik mere end højt. Den urbane tone glimrede til tider ved sit fravær, og der var undertoner af diverse trusler. – Det hele kulminerede med, at der blandt medlemmerne blev indsamlet tilstrækkeligt med underskrifter til at få indkaldt til en ekstraordinær generalforsamluing med ét eneste punkt på dagsordenen: Valg af ny bestyrelse.

Pudsigt er det at konstatere, at de indsamlede 87 underskrifter (ca 25% af medlemsskaren) i indkaldelsen er blevet til “minimum 40 medlemmer”. – Og yderligere kunne det også ligne en tanke, at mødet var indkaldt til en hverdagsaften kl. 18 i Vejen. – Der mødte knap 70 medlemmer til den ekstraordinære generalforsamling, som med overvældende flertal vedtog, at der skulle afholdes ekstraordinært bestyrelsesvalg.

Den nye bestyrelse kom herefter til at bestå af: Hans Ove Pedersen (formand), Birgitte Schjøth (næstformand), Liv Backe (kasserer), Lisa Thielfoldt Nielsen (sekretær), Regnar Høg Johnsen, Birthe Brolykke og Ingelise Høg Johnsen. Lissi Juul og Susie Lou Jensen blev suppleanter.

Året kunne fremvise tre danskejede champions: Blue Berry’s Daddy’s Darling (opdrætter og ejer: Lene og Birte Fromberg); Shag-A-Rag Follow My Leader (opdrætter og ejer: Birthe Brolykke); Shaggy Danes Quicksilver (opdrætter: Lissi og Erik Juul; ejer: C.F. Nielsen; Shaggy Danes Super Duper (opdrætter og ejer: Lissi og Erik Juul.

1991

OES KLubben havde sidst på året 1990 fået ny bestyrelse, som i et særnummer af OES Bladet i januar kort redegjorde for den linie, der nu var lagt. “Gennem tillid til hinanden vil bestyrelsen uddelegere opgaver til mange flere medlemmer og støtte disse med den tilhørende økonomi, i en decentral organisation med flere uforpligtende arrangementer med leg og lidt pædagogik,” skrev klubbens formand Hans Ove Pedersen i lederen. – At bestyrelsen lagde vægt på at tilbyde mange medlemsarrangementer, fremgår tydeligt af de efterfølgende numre af OES Bladet, som simpelt hen bugner med meget forskelligartede tilbud.

Siden Jørgen Brieghel forlod redaktørposten i efteråret 1989, havde der ikke været en egentlig fast redaktør på OES Bladet. Men nu overtog Susie Lou Jensen jobbet. Susie havde været med i den redaktionsgruppe, som i overgangsfasen havde udgivet klubbens blad. Så helt ukendt med bladarbejdet var hun ikke.

Som noget helt nyt blev der i aprilbladet bragt en oversigt over OES Klubben’s lydigheds top 10 for 1990. Det var Erik Overbye, der havde stået for indsamlingen af de mange resultater, og det blev i bladet nævnt, at det bedste par i hver klasse ville få overrakt en præmie på årets generalforsamling. De fire klassevindere var: Susie Lou Jensen med Blue Berry’s Famous Florence (klasse 1 med 98 point ud af 100 mulige), Bente Mønsted med Shaggy Danes Little Shoes (klasse 2 med 139 point ud af 150 mulige), Erik Overbye med Great danish Ladykiller (klasse 3 med 196 point ud af 200 mulige) og endelige Carsten Nielsen med Rolling Bears Royal Fluch (klasse 4 med 198 pont ud af 250 mulige).

Lad os blive lidt ved de vindende hunde. Som omtalt i sidste nummer indførte man i 1990 kåring af årets mest vindende udstillingshunde. I OES Bladet’s aprilnummer blev oversigten bragt. Årets tre bedst placerede hanner blev DKCH KBHV90 Shag-A-Rag Follow My Leader (guldhan), DKCH Bogaldown New Song (sølvhan) og DKCH KBHV88 Danish Delight Fuzzy Bear (bronzehan). Årets bedste tæver var: DKCH Chirpy Flock European Queen (guldtæve), Chirpy Flock Gentle On My Mind (sølvtæve) og Snowball (bronzetæve).

Der var stadig efterdønninger af den uro, der havde været i klubben. Dette kom tydeligt frem på årets generalforsamling i marts, hvor der ikke kunne fremlægges et revideret regnskab, eftersom den tidligere kasserer, Ib Pawlak ikke havde udleveret det til klubbens revisor. Dirigenten, Th. Hassing Christensen fra DKK’s bestyrelse, måtte derfor henvise punktet vedr. godkendelse af regnskab til en ekstraordinær generalforsamling, samtidig med at han pålagde Ib Pawlak til hurtigst muligt at udlevere regnskabet.

Den ekstraordinære generalforsamling blev afholdt i slutningen af juni, også denne gang med Th. Hassing-Christensen som dirigent. Efter nogle indledningsmanøvrer afstedfødt af en skriftlig protest mod generalforsamlingsens afholdelse, gik man over til optælling af valget til bestyrelsen. Her kunne dirigenten konstatere, at “der var foretaget en omfattende, men let dokumenteret svindel med stemmesedlerne.” Urafstemningen blev derfor umiddelbart erklæret ugyldig, og det blev diskuteret, om der skulle foretages politianmeldelse. Dirigenten bestemte, at valget skulle gå om og være afsluttet senest den 11. august, og at der ville blive truffet sikkerhedsforanstaltninger, som ville blive hemmeligholdt under valghandlingen. Denne nye urafstemning gav genvalg til Birthe Brolykke og nyvalg til Susie Lou Jensen. Christian Bendix og Ingelise Høg Johnsen blev suppleanter. – Det andet hovedpunkt på den ekstraordinære generalforsamling var behandling af regnskabet, som dirigenten egenhændigt havde måttet afhente hos den tidligere kasserer Ib Pawlak. Klubbens revisor Sessa Gisselfeldt kunne konstatere, at der var poster, der “afveg påfaldende fra det normalt forekommende.” Der var bl.a. afholdt telefonmøder for ca. 8000 kr., uden at der forelå referater fra disse møder. Der udspandt sig en meget lang diskussion om regnskabet, som efterfølgende blev godkendt, dog uden at give descharge til den tidligere bestyrelse. Samtidig blev der taget skridt til at indlede en disciplinærsag mod Ib Pawlak.

Ikke uventet havde den megen ravage i klubben medført en nedgang i medlemstallet, som ved årsskiftet var helt nede på 165, men her i årets første kvartal var tallet igen for opadgående for et halvt år efter at være oppe på 300.

Derimod tegnede antallet af udstillede hunde en stadig nedadgående kurve.

Forslaget til ny dyreværnslov, som bl.a. indbefattede halekuperingsforbud, var stadig til debat i Folketinget. Erik Overbye havde fulgt denne debat på nært hold og havde bl.a. til OES Bladet lavet et interview med socialdemokratiets ordfører vedr. dyreværnsloven, Erling Christensen. Som en påskyndelse for sit store arbejde i halekuperingssagen blev Erik Overbye udnævnt til årets medlem 1990. – Men lige meget hjalp det. På årets sidste arbejdsdag den 31. maj vedtog Folketinget den nye dyreværnslov, som skulle træde i kraft 1. september 1991. – I OES Bladet’s oktobernummer giver klubbens formand Hans Ove Pedersen loven disse ord med på vejen: “Vi har nu passeret den 1. september 1991, en mørk dato i vores races historie. Fra den dato er det ikke lænegere tilladt danske dyrlæger at KUPERE Bobtails. Vi må håbe, vi kan opretholde race, klub og interessen herfor i årene fremover. De grønne tider er over os med alt, hvad den indebærer af miljø og dyrebeskyttelse. Her er et eksempel, hvor det er gået for vidt, og hvor den politiske uforstandighed har truffet en uforståelig og inkonsekvent beslutning.”

Årets specialshow fandt sted i Øster Starup Hallen i april og blev dømt af den engelske dommer Vic Guest, som placerede den tyske hund Pekaboo Victorian Lace Bonnet (opdrætter og ejer: Hubert) som udstillingens bedste hund.

En klub tømres bl.a. sammen ved at have nogle gode traditioner. En ny tradition blev indført dette år, da Erik Overbye sammen med svenske Bodil Cederborg var primus motor i skabelsen af Lydighedslandskampen mellem Danmark og Sverige, som for første gang skulle finde sted i midten af september, og som snævert blev vundet af Danmark.

Et af den nye bestyrelses programpunkter var at uddelegere flere opgaver til medlemmerne. Et synligt bevis herpå var, at der i efteråret blev oprettet en ny struktur med ikke mindre end 12 lokalrepræsentanter, således som vi kender det i dag. Klubbens første lokalrepræsentanter var: Birgit Rytter, bruno og Stnne bergenstorff, Inge laernoes, Carl G. Lichtenberg Crone, Vera Astrup, Karsten Hjortshøj, Ritha Løkke, Jesper Ravn, Birger Petersen, Lena Larsen, Henry Høitbjerg og Otto Bygsø.

Året bød på en ny danskejet champion, nemlig jeremiah of Spirit (opdrætter: Lundelle-Olsson; ejer: Winnie Klarlund).

1992

Birthe Brolykke og DKCH KBHV90 KBHV91 KLBCH Shag-A-Rag Follow My Leader (kaldet Buster) gjorde det igen: Buster blev igen kåret som årets guldhan og årets hund 1991. Sølvhannen var en udenlandsk hund, mens årets bronzehan blev DKCH Farmarens Jeremiah Of Spirit. På spindesiden blev DKCH KLBCH Chirpy Flock European Queen atter guldtæve, fulgt af Lamedazottel Go Miss Sophie som sølvtæve og Shaggy danes Yndig som bronzetæve.

På lydighedsfronten klarede Otto Bygsø og Fluffys Blind Moms Buff sig bedst i klasse 1; Hans Ove Pedersen og Jolly Bears Olfert blev bedst i klasse 2; førstepladsen i klasse 3 tog Erik Overbye og DKLCH Great Danish Ladykiller sig af, mens Carsten Nielsen og DKLCH Rollingbears Royal Flush lå bedst i klasse 4.

Og mens vi nu er ved de flotte præstationer, så lad os lige kaste blikket ud over de danske grænser: årets hund 1991 af alle racer i England blev en Old English Sheepdog, nemlig den senere nok så kendte Lamedazottel Flamboyant (en søn af Englands på daværende tidspunkt mest vindende OES Zottels Miss Marple of Lameda).

Årets generalforsamling blev afholdt i marts, og der var fremmødt 24 stemmeberettigede medlemmer. I sin formandsberetning kunne Hans Ove Pedersen bl.a. oplyse, at der i 1991 var født 95 hvalpe (året før var tallet på 48), men ellers frehævede han, at “halekuperingsforbudet var et slag mod racen, som uden tvivl vil sætte sine spor i avlsarbejdet. Kun fremtiden kan vise betydningen.” – Bestyrelsesvalget gav genvalg til klubbens sekretær Lisa Thielfoldt Nielsen og klubbens kasserer Liv Backe. Christian Bendixog Otto Rendil blev henholdsvis første og anden suppleant. – Formand for udstillingsudvalget Birthe Brolykke blev udnævnt til årets medlem som en påskønnelse for hendes “dygtige administrering og afvikling af det forgangne års udstillinger – og det praktisk taget helt alene.”

Årets største begivenhed var uden tvivl, at det årlige Euro OES Show i maj denne gang var henlagt til Danmark, nærmere betegnet Nykøbing Falster. Der var tilmeldt ikke mindre end 110 hunde i alle klasser, lydighed og agility. Den engelske dommer John Smith var inviteret til at være hoveddommer og med sig havde han Barrie Croft og Christine Short. Vinder blev den hollandske hund Trademarks Dressed To Kill, opdrættet og ejet af Annelies De Vries.

For første gang blev der i forbindelse med afholdelsen af Euro OES Show af holdt et seminar, som blev overværet af 60 deltagere fra otte forskellige nationer. Hovedtemaet var “OES med haler”. Det kom frem, at en norsk undersøgelse viste, at ud af en række dommere for racen mente 15%, at halen skulle bæres op over ryggen, 15% at den skulle være nedhængende, og resten at den skulle være nogenlunde vandret. – Seminariet “mundede ikke ud i nogen konklusion omkring, hvordan halen ønskes ansat og båret hos OES. Man var enige om, at der måtte flere års erfaring til, før dette problem kune løses.” – Det kom desuden frem, at der forventedes et snarligt kuperingsforbud i Tyskland, England, Holland og Schweiz. Dette kom dog som bekendt ikke til helt at holde stik.

På bladsiden kom der en nyskabelse for kennelmærkeindehavere, idet det nu blev muligt for et beskedent beløb at få en rubrikannonce i bladet. Betingelsen var dog, at man opfyldte OES Klubben’s hvalpelisteregler.

Ved dette års Show of Winners i Cirkusbygningen vrimlede det med OES’er. Grunden hertil var, at klubben havde fået til opgave at stille med elleve hunde til brug ved konkurrencen i juniorhandling, hvor de unge handlere bl.a. skulle vise deres evner til at udstille en for dem fremmed hund. Det var bestemt en god PR for racen.

BILLEDTEKST: Den nye lokalrepræsentant Jesper Ravn arrangerede sammen med Lisa Thielfoldt Nielsen et fastelavnsskue i Næstved, hvor deltagerne mødte udklædte op. Klubbens kasserer, Liv Backe havde forvandlet sig til Pippi Langstrømpe og blev kåret til dagens bedste handler, da hun fremviste Tessie (Boo Boo’s Danish Design). Dagens dommer var Jens Ramsing, som havde lidt svært ved at koncentrere sig om hundene.

I OES Bladet’s juninummer kunne man læse, at bladet igen skulle have ny redaktør, idet den nuværende redaktør Susie Lou Jensen skulle flytte teltpælene til Californien i løbet af sommeren. Klaus Andersen overtog redaktørposten fra og med augustnummeret.

Samtidig blev Susie Lou Jensens bestyrelsespost overtaget af suppleanten Christian Bendix.

Det fremgår helt klart af denne periodes bladudgivelser, at klubbens formand Hans Ove Pedersen var en indædt modstander af halekuperingsforbudet. I augustnummeret blev bragt et læserbrev af Annelise Harsmann, hvor hun indledte med at fremhæve, at “jeg tror, at vi alle helst så OES’er uden haler, men nu er der altså vedtaget en lov imod halekupering.” – herefter henviste hun til det nylig afholdte Euro Show seminar og fremhævede, at “en tilsvarende lovgivning kan ventes i flere og flere europæiske lande. Derfor forholder de udenlandske opdrættere sig allerede nu til de nye vilkår i stedet for kun at tale om, hvor skammeligt forbudet er.” – Annelise Harsmann fortsatte: “Det ville være naturligt, hvis OES Klubben’s bestyrelse nu gik foran med en erkendelse af, at fremtidens OES’er har hale, og at det stadigvæk er en pragtfuld race. – Hvis man derimod fortsat dyrker modstanden mod OES’er med hale, risikerer man splittelse i klubben, hvor der til sidst må holdes adskilte udstillinger for OES’er med og uden haler. Og splittelse er forhåbentligt det sidste, vi ønsker.” – I forlængelse af dette læserindlæg er det interessant at kunne læse referatet fra et bestyrelsesmøde i august, hvor der om bestyrelsens officielle holdning til halekuperingsloven af 1991 står: “Bestyrelsen konstaterer, at der er halekuperingsforbud i Danmark.”

I bestræbelserne på at få flere til at få deres OES øjenundersøgt indførte klubben fra september 1992 en ordning, der gik ud på, at klubben gav et tilskud på 50 kr. En ordning, der stadig gælder. Ordningen blev begrundet med flg.: “Det er bestyrelsens håb med dette tilskud at endnu flere medlemmer får deres hunde undersøgt til gavn for racens fortsatte sundhed. – Indenfor racen findes to arvelige øjensygdomme, som kan medføre blindhed, PRA og cataract. Heldigvis ses de meget sjældent nu, men for at bevare denne status må vi fortsat undersøge hundenes øjne, så vi kan fange eventuelle tilfælde og dermed hindre yderligere spredning indenfor racen. – Det er en selvfølge, at alle avlshunde undersøges før parring, men også afkommet skal undersøges, hvis vi fortsat skal have check på disse sygdomme.”

Lydighedslandskampen mellem Danmark og Sverige blev endnu engang vundet af Danmark. Dette år var resultatet dog mere overbevisende end året før.

Dette år opnåede to danskejede OES’er at blive dansk champion, nemlig Lamedazottels Go Miss Sophie (opdrætter: C & J Smith; ejer: Birgitte Schjøth) og Shaggy Danes Yndig (opdrætter og ejer: Erik og Lissi Juul).

1993 – Lovbefalet registrering og mærkning af hunde

Klubben havde i disse år et uhyre stort aktivitetsniveau med et rigt varieret udbud. Men trods denne store aktivitet lykkedes det ikke klubben at nå det mål, man havde sat sig med hensyn til antallet af medlemmer. Målet var sat til 400, men man kom kun op på 302 medlemmer.

Klubben arbejdede fortsat med en udvalgsstruktur, og her i 1993 blev der udarbejdet vedtægter for alle udvalg med arbejdsbeskrivelser og præcisering af udvalgenes kompetance.

Den i dag så velkendte ordning med registrering og mærkning af alle hunde trådte efter en folketingsbeslutning i kraft den 1. januar 1993. Ordningen gjaldt alle hunde født efter denne dato.

I bestræbelserne på at skaffe så mange nye medlemmer til klubben som muligt, indførte OES Klubben fra dette år en ordning gående ud på, at klubbens opdrætsmedlemmer for hver hvalpekøber, de fik indmeldt i klubben for første gang modtog en påskønnelse herfor på 50 kr.

Birthe Brolykke havde stadig utrolig stor udstillingssucces med sin hanhund DKCH Shag-A-Rag Follow My Leader, som i den forløbne sæson endnu engang kunne smykke sig med titlen årets hund.

Årets lydighedshunde blev i klasse 1 med 99 point Lykkegårdens Moby Dick med fører Birgitte Bruun. Ole Munch Petersen og hans LP1 LP2 Aloha blev med 145 point bedst i klasse 2. Mens Erik Overbye og DKLCH Great Danish Ladykiller blev bedst i klasse 3 med 200 point.

Pr. 1. januar dette år trådte et nyt sæt hvalpelisteregler for klubben i kraft. Disse nye regler skulle danne grundlag for en god opdrætteretik indenfor Old English Sheepdog Klubben i Danmark.

Efter at OES Bladet’s bagside i en længere periode havde været brugt til annonceplads, vendte aktivitetskalenderen med februarnummeret tilbage på sin gamle plads.

Dette års generalforsamling bød ikke på de helt store armbevægelser. Ved bestyrelsesvalget blev Hans Ove Pedersen genvalgt og kunne hermed fortsætte som klubbens formand. Lisa Thielfoldt Nielsen blev kåret som årets medlem. – Klubbens hidtidige næstformand Birgitte Schjøth havde valgt at forlade bestyrelsesarbejdet, og næstformandsposten blev i den sammenhæng overtaget af Christian Bendix.

I begyndelsen af året blev OES Biblioteket overtaget af Elsebeth Dahl Olesen.

Årets Specialshow i Fredericia blev dømt af den engelske dommer Clarice Masterson, som placerede Birthe Brolykke’s Shag-A-Rag Follow My Leader som Bedst i Racen. Efterfølgende udtalte dommeren, at hun gennemgående havde fundet tip-top kvalitet hos de udstillede hunde med gode, sunde bevægelser og temperamenter. Clarice Masterson kom også ind på haleproblematikken, idet hun konstaterede: “Derudover vil jeg sige, at jeg holdt meget af at dømme jeres babyhvalpe med eller uden haler. Det var ikke noget problem for mig at dømme hundene med haler, selv om jeg ikke er vant til det.”

Forsiden af dette års juninummer var prydet af OES Klubben’s nye logo, som var udfærdiget af Carl Lichtenberg Crone. Dette logo er stadig klubbens bomærke. – Også på anden måde var juninummeret lidt specielt, idet det var det sidste blad, der blev lavet på klippe-klistre-manér. Fremover kunne redaktøren gøre brug af klubbens nyindkøbte PC’er.

Dette års OES Euro Show skulle dømmes af Stuart Mallard og var henlagt til Spanien, hvor den danske delegation tog pænt for sig af retterne. Pennylane Fly-Ball blev af Marlene Thorup Pedersen ført frem til en placering som 2. bedste tævehvalp. Også Winnie Klarlund kunne være stolt, da hendes Vigilat’s New Dutch Dempsey blev 4. bedste han i åben klasse. Birthe Brolykke og Shag-A-Rag stillede op i den hårde championklasse og blev her placeret på en meget fornem 3. plads.

Og mens vi er ved det internationale udstillingsstof, skal det lige nævnes, at en stor ære overgik klubben (efter princippet: når det regner på præsten, drypper det på degnen), da Birgitte Schjøth dette år var inviteret til at dømme i racens hjemland. En gestus, der bestemt ikke overgår alle kontinentale OES-dommere.

I sidste halvdel af året blev der afholdt lydighedslandskamp mellem Danmark og Sverige med deltagelse af i alt 20 hunde. Det blev Sverige, der løb af med sejren.

Klubben fik en ny lydighedsinstruktør, da Henry Høitbjerg bestod instruktørprøven i klasse 1.

Året kunne mønstre fire ny danskejede champions: Fluffy Danish Dairymaid (opdrætter og ejer: Annelise Harsmann); Larnando’s Eyes For You (opdrætter: Inge Laernoes; ejer: Gitte Jensen); Shaggy Danes Coca Cola (opdrætter og ejer: Lissi og Erik Juul);Vigilat’s New Dutch Demsey (opdrætter: E. Ter Mors; ejer: Winnie Klarlund).

“Det er sjovt at være medlem af Old English Sheepdog Klubben i Danmark” – dette har været klubbens optimistiske slogan siden 1993, da Lisa Thielfoldt Nielsen første gang lancerede det.

1994 – Grænserne til Sverige og Norge åbnes

Som noget nyt blev årsberetningerne fra og med dette år bragt i OES Bladet forud for generalforsamlingen. Hidtil var de først blevet delt ud på selve mødet.

Årets hund 1993 gik til den udenlandske hanhund DKCH KBHV93 Zermatt A.D. Elbe Urstromtal.

Nellelaysa med fører Marianne Kristensen blev med 96 point bedst placeret i klasse 1 på Lydigheds Top 10 listen for året 1993. I klasse 2 blev det Pernille Leth Nissen med Lykkegårdens Just Lace med 150 point. Erik Overbye og Great Danish Ladykiller blev bedst placeret i såvel klasse 3 som 4 med henholdsvis 197 og 227 point.

Fra og med dette år fik opdrættere mulighed for gratis at få en bladnotits om parring og fødsel, hvis betingelserne for optagelse på klubbens hvalpeliste kunne opfyldes.

Til glæde for mange hundeejere blev der nu pr. 1. maj åbnet mulighed for at kunne få hunden med til Sverige og Norge efter nogle nærmere fastsatte ret krævende regler. Grænsen havde ellers været hermetisk lukket siden 1969. Denne nye mulighed benyttede et lille hold danske udstillere og deres fire hunde sig af, idet de mødte op ved den svenske OES klubs 30 års jubilæum i Medevi Brunn. Og besøget var ikke forgæves, idet de danske hunde rent faktisk løb med de fire topplaceringer på hele udstillingen. De deltagende hunde var Danish Delight Sophies Dame Edna (som blev Bedst i racen)), Danish Delight Sophies Dutch Joker (som løb med titlen Bedst i modsat Køn), Lamedazottel Love Me Tender (som blev 2. bedste han) og Pennylane Extra Dry (der fik placeringen som 2. bedste tæve).

Årets Specialshow blev dømt af Barrie Croft fra England, som placerede Carneval Of The Grand Panda (opdrætter: M.H. Van der Berg; ejer: Lissi og Erik Juul) som BIR.

Heller ikke dette års generalforsamling bød på de store sværdslag. – Torben Nielsen blev valgt som årets medlem som en påskønnelse for hans altid store hjælpsomhed, når klubben havde brug herfor. – Ved bestyrelsesvalget blev Birthe Brolykke genvalgt, mens Winnie Klarlund nyindtrådte i bestyrelsen og overtog næstformandsposten fra Christian Bendix, som ikke opnåede genvalg.

Euro OES Show fandt dette år sted i Frankrig og blev dømt af Roy og Maureen Cowie. Ligesom året før satte de danske deltagere sit stærke præg på udstillingen. Liv Backe førte Danish Delight Sophies Dutch Joker frem til en meget flot placering som udstillingens bedste debutant og blev senere placeret som Best In Show 5. Lamedazottel Love Me Tender blev af Birgitte Schjøth ført frem til bedste unghundehan og senere til bedste hanhund og blev tilmed Best In Show 2 . I championklasse hanner blev Winnie Klarlund’s Vigilat’s New Dutch Demsey nr. 5. – I det schweiziske OES klubblad kunne flg. læses om den danske team-ånd: “På dette sted vil jeg ikke undlade at nævne de tanker, jeg fik med hensyn til “team-ånden”. – Jeg lagde særligt mærke til Danmarks fine teamwork. Disse mennesker hjalp og støttede gensidigt hinanden i særlig grad. det var derfor ikke forbavsende, at mange førstepladser gik til Danmark. Her kunne man især iagttage, hvorledes man som team kan få meget bedre resultater, end når man som enemand deltager i “slaget”. Bravo danskere! ….. Man skal ikke kun hjælpe hinanden, men også kunne glæde sig over enhver fremgang, team’et opnår. Dette var i hvert fald klart erkendeligt hos vinderne.” – Flottere kan det næsten ikke siges.

Der blev med spænding set frem til lydighedslandskampen dette år mellem Danmark og Sverige, som Sverige havde vundet året før. Den benhårde konkurrence blev gennemført i silende regn, men alt herom var glemt, da det stod klart, at Danmark havde vundet landskampen.

Siden lokalrepræsentantskabsordningen blev indført i 1991 havde Jesper Ravn på glimrende vis dækket det sydsjællandske område og havde sideløbende hermed været medlem af udstillingsudvalget. Begge disse tillidsposter blev frataget ham i slutningen af året, efter at han i OES Bladet havde skrevet et meget personligt og insinuerende referat fra verdensudstillingen i Schweiz. Referatet havde vakt en del furore – også i udlandet, hvorefter bestyrelsen valgte at reagere med dette alvorlige skridt.

Allerede inden Winnie Klarlund blev valgt ind i bestyrelsen, havde hun vist interesse for karaktertest af hunde, og sidst på året blev der så i klubregi arrangeret en karaktertest for OES’er. Der havde været mulighed for deltagelse af 20 hunde, men kun 10 OES’er var tilmeldt. Det var en skuffelse for Winnie – ikke mindst set i lyset af, at syv af disse hunde stammede fra de samme linier, og på den måde måske gav et lidt skævt billede i.f.t. racen som helhed. Dommer på karaktertesten var den meget erfarne Peter Nagel, som på en efterfølgende mødeaften kunne konstatere, at han ikke fandt, at racen havde nogle alvorlige problemer, men at han syntes, at vore hunde havde svært ved at afreagere. D.v.s. at de ikke kunne komme af med oplevelsen, før de skulle i gang med den næste opgave. – I referatet fra karaktertesten omtaler Winnie Klarlund en tankevækkende episode, som er god at have in mente på den daglige luftetur: “Jeg undrede mig i forsvarsøvelsen, hvor spøgelset kommer hen imod en ung hund. Hunden stod helt fremme og logrede med halen. Peter fortalte, at netop hyrdehundene svinger med det stykke af halen, for at signalere til flokken bagved, at der er en fare fremme.”

Året bød på tre nye danskejede champions, nemlig Carneval Of The Grand (opdrætter: M.H. Van den Berg; ejer: Lissi og Erik Juul), Larnando’s East See Rubber (opdrætter: Inge Laernos; ejer: Diana Bøgballe) og Pennylane Extra Dry (opdrætter: Barbara Müller; ejer: Birthe og Jørgen Brolykke).

1995

Årets første nummer af OES Bladet bragte en lay-out mæssig fornyelse. Forsiden var blevet ændret, så der blev givet mere plads til forsideillustrationen, og inde i bladet forsynede redaktøren, Klaus Andersen, siderne med tekstbjælker, der skulle være med til at gøre bladet mere overskueligt.

Offentliggørelsen af årets udstillingshunde 1994 blev bragt i samme nummer og viste, at DKCH Vigilat’s New Dutch Demsey blev årets guldhan med 106 point, Lamedazottel Love Me Tender blev sølvhan med 99 point og Danish Delight Sophies Dutch Joker blev bronzehan med 83 point. På spindesiden blev MultiCH Lamedazottel Go Miss Sophie såvel guldtæve som årets hund med 118 point, DKCH Black’N Blue’s Backdoor Angel blev sølvtæve med 94 point, mens DKCH Pennylane Extra Dry med sine 89 point blev bronzetæve.

Blandt årets lydighedshunde vandt Fluffy Easy To Love med fører Mona Sæby klasse 1 med 99 point. I klasse 2 vandt Lykkegårdens Famous Fluff med fører Tobias Holm med 131 point. Anne Johansen vandt med sin Boo-Boos Bombi Bit klasse 3 med 190 point, og i elitenklassen var det igen Erik Overbye, der med Djengo (Great Danish Ladykiller) tog sig af førstepladsen med 280,5 point.

I sin formandsberetning til årets generalforsamling kunne klubbens formand, Hans Ove Pedersen især glæde sig over, at medlemstallet var “steget til det højeste i mange år: 312 medlemmer”. En positiv oplysning. – Derimod var det knap så opmuntrende, at formanden måtte meddele, at Birgitte Schjøth havde frabedt sig bestyrelsens indstilling til æresmedlemsskab af OES Klubben p.g.a. en mulig procedurefejl. – Årets medlem blev Tonni Sørensen som en påskønnelse for hans engagerede arbejde som lokalrepræsentant. – Som pokalbestyrer kunne Birte Fromberg vise en nyskabelse, idet der nu fremover ville følge en mappe med hver vandrepokal. Tanken var så, at vinderen af den pågældende pokal skulle udfylde en side i denne mappe med billede, stamtavle samt en historie om den vindende hund. Ved vandrepokalens udløb skulle denne mappe så indgå som et historisk dokument i klubbens arkiv. – Efter en diskussion om lokalrepræsentanternes opgaver, blev det konkluderet, at “deres opgave var at skabe kontakt til “almindelige” medlemmer og inddrage disse i klubbens aktiviteter, herunder aktiviteter, som lokalrepræsentanten selv står for. Det er således nødvendigt, at lokalrepræsentanterne er udadvendte personer.” – I forbindelse med bestyrelsesvalget blev Liv Backe og Lisa Thielfoldt Nielsen genvalgt, men Diana Bøgballe og Carl Gerh. Lichtenberg Crone blev valgt som suppleanter.

En milepæl i lokalrepræsentantskabsarbejdet blev sat i starten af året, da Tove Andersen gik ind og overtog Inge Laernoes’ post som lokalrepræsentant i det midtjyske. En post som hun lige siden har bestyret med uovertruffen entusiasme.

For udstillingsinteresserede og ikke mindst for opdrættere lancerede de to tyske opdrættere Colette og Klaus Hornig et frisk initiativ, idet de ville producere en bog med omtale af samtlige champions i Europa fra 1980 og frem til 1994. Bogen blev en succes og er senere blevet fulgt op af nye udgivelser (bøgerne kan lånes via OES Biblioteket).

Bestyrelsen havde i starten af året lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt klubbens medlemmer for på den måde bl.a. at få et fingerpeg om medlemmernes forventninger og tilfredshed med klubben og dens virke, herunder ikke mindst medlemsbladet. – I denne sammenhæng er det værd at hæfte sig ved, at af de modtagne svar angav over 80%, at de læste referater og resultater fra såvel udstillinger som lydighedsprøver. Sikkert en positiv overraskelse for flere, og bestyrelsesmedlem og formand for udstillingsudvalget, Birthe Brolykke udtalte: “…her gik vi og troede, at vore medlemmer, bortset fra de involverede, var ret ligeglade med sådanne resultater. Men svarene fra spørgeskemaet afspejler, at langt de fleste af vore medlemmer interesserer sig meget mere for, hvad der foregår indenfor vor race. Det er da positivt!” – Også klubbens formand Hans Ove Pedersen kom med en kommentar i bladet om undersøgelsen. Han kom bl.a. ind på nogle af de ønsker om stof til bladet, som flere medlemmer havde fremført, og kom med følgende bemærkning. “Generelt er der mange spørgsmål, som “vi lidt ældre i gårde” næsten ikke kan forstå, nogen hundeejer orker at høre om; MEN det er jo nyt for nogle hundeejere, det tror jeg, vi glemmer.” – Kloge ord, som stadig gælder.

På dette års Show Of Winners i KB-Hallen markerede Old English Sheepdog sig på fornemmeste vis. Ganske vist ikke direkte under konkurrencerne, men derimod på underholdningssiden, da OES Klubben’s opvisningshold gav et show, der er blevet talt meget om siden.

Det er et kardinalpunkt for Old English Sheepdog Klubben, at den varetager racens og den enkelte sheepdogs interesser, uanset om hundens ejer er medlem af klubben eller ej. Dette kom tydeligt til udtryk dette år. En opdrætter, som ikke var medlem af klubben, havde solgt en Old English Sheepdog, som få uger senere ved et dyrlægebesøg viste sig at være døv. Ejeren blev herefter anbefalet at få hunden aflivet. Opdrætteren levede ikke op til den normale praksis med at give en erstatningshvalp, og da dette kom OES Klubben for øre, besluttede bestyrelsen resolut at refundere de udgifter, ejeren af hunden havde haft. Denne beslutning var udelukkende truffet “for racens skyld”, som klubbens formand Hans Ove Pedersen udtrykte det i medlemsbladet.

Atter engang skulle der være jubilæumsfestligheder i Old English Sheepdog Klubben. Klubben havde i år 30 års jubilæum, som skulle fejres på Fyn i august måned. Der ville blive tale om en dobbelt udstillingsweek-end, idet DKK afholdt international udstilling om lørdagen med svenske Charlotte Sandberg som dommer, mens selve jubilæumsudstillingen om søndagen ville blive bedømt af Corinne Pearce fra kennel Bumblebarn. Man kunne næsten foranlediges til at kalde Corinne Pearce klubbens faste jubilæumsdommer, for også ved klubbens 5 og 10 års jubilæum havde klubben æren af hendes bedømmelser.

Ved jubilæumsmiddagen aftenen før selve udstillingen deltog ikke mindre end 136 deltagere fra ind- og udland.

Der var rekordstor tilmelding til selve jubilæumsudstillingen, hvor der var indskrevet 79 OES’er, heraf 14 babyhvalpe og 4 hvalpe. Med dette store tal var det den største udstilling, siden der blev afholdt Euro OES Show i Danmark 1992. de mange udenlandske udstillere tog godt for sig af retterne, idet de fire bedste placeringer gik til ikke-danske hunde.

Corinne Pearce udtalte efterfølgende om de udstillede hunde bl.a.: “ På udstillingen var jeg yderst tilfreds med præsentationen af hundene. Alle hunde var godt børstede og ikke overtrimmede. De skal være “shaggy”, og jeg bryder mig ikke om at se for megen klipning og trimning.” – Corinne Pearce kunne dog ønske sig, at øjnene var mørkere. Selv brugte hun udtrykket “øjne som brombær” for korrekt farvede øjne, men denne betegnelse havde hun ikke brugt ved denne udstilling. Hun afsluttede med at udtrykke sin støtte til det danske lydighedsarbejde, for som hun sagde: “Husk, det er en arbejdshund!”. Og netop dette havde jubilæumsudvalget også tænkt på, idet der i week-end’en også var mulighed for at gå op til lydighedsprøver, prøve fly-ball samt mere uformelt afprøve den agilitybane, som var stillet til rådighed af DKK Kreds 3.

I sensommeren skulle de danske og svenske lydighedshunde atter engang dyste i den traditionsrige lydighedslandskamp. Den samlede stilling var inden kampens begyndelse 3-1 i danskernes favør, men denne gang halede svenskere ind på os, idet de vandt konkurrencen dette år, så den samlede stilling herefter var 3-2.

Når der tales lydighed i OES Klubben, kommer man ikke uden om Erik Overbye. Han startede med sin Shepherd, men sønnen Djengo gik i faderens fodspor, og dette år kom Djengo op på at have vundet ikke mindre end 25. førstepræmier i eliteklassen. En præstation, som nok ikke siden vil blive overgået.

Ved årsskiftet valgte Lisa Thielfoldt Nielsen at stoppe arbejdet som klubbens sekretær og trådte ud af bestyrelsen. – “Det største tab for klubbens virke, der er sket i lange tider,” udtalte formanden, Hans Ove Pedersen. Suppleanten Diana Bøgballe blev herefter nyt bestyrelsesmedlem og overtog også posten som sekretær.

Siden 1. september 1991 havde der med nogle ganske få undtagelser været forbud mod halekupering i Danmark. Alligevel blussede der sidst på året i OES Bladet en voldsom og meget følelsesladet debat op for og imod at få foretaget halekupering i udlandet. Debatten havde ind imellem form af ren mudderkastning og de mange knubbede ord var på ingen måde til gavn for klubben.

Årets hunde 1995 gav følgende resultat: DKCH SCH UVV KBHV95 Lamedazottel Love Me Tender (ejer Birgitte Schjøth) blev såvel årets guldhan som årets hund. Danish Delight Sophies Dutch Joker (ejer: Liv Backe) blev sølvhan, mens Shaggy Danes Goldfinger (ejer: Lissie Juul) blev bronzehan. Årets guldtæve blev DKCH SCH Danish Delight Sophies Dame Edna (ejer: Lise Moos), UVV95 KBHV95 Imperial Aus Dem Elbe Urstromtal (ejer: Jesper Ravn) blev sølvtæve, mens DKCH Black’N Blue’s Backdoor Angel (ejer: Annelise Harsmann) blev årets bronzetæve.

Året kunne mønstre to danskejede champions: Lamedazottel Love Me Tender (opdrætter: Christine Smith; ejer: Birgitte Schjøth) og Danish Delight Dame Edna (opdrætter: Birgitte Schjøth; ejer: Lene Moos).

1996

Debatten omkring halekupering eller ej fortsatte et godt stykke ind i det nye år, og i læserbreve gav medlemmer bl.a. udtryk for, at de muligvis ville overveje deres fortsatte medlemsskab af klubben. En udvikling, der bestemt ikke var befordrende for klubbens fremtidige eksistens. – Men løbet var kørt, for i foråret skar Folketinget igennem og vedtog en ændring til dyreværnsloven, som betød, at halekuperde hunde født efter den 1. juni 1996 ikke ville kunne udstilles i Danmark, uanset i hvilket land hunden var født. Dermed burde debatten være afsluttet.

Carl G.L.Crone indtrådte lige efter årsskiftet som ny næstformand i stedet for Winnie Klarlund, som skulle på et længerevarende ophold hos familie i Californien.

Årets generalforsamling var naturligvis præget af den megen debat i medlemsbladet omkring halekupering eller ej. Men en egentlig fælles holdning var svær at få øje på. – Formanden udnævnte klubbens nye og meget, aktive lokalrepræsentant Tove Andersen til årets medlem. Hun fik bl.a. flg. ord med fra formanden: “Tove er et meget positivt og udadvendt menneske. Som en ægte OES. Dit lyse sind svarer til hunderacens.” – Bestyrelsesvalget gav genvalg til klubbens formand Hans Ove Pedersen.

Show Of Winners er det officielle “afdansningsbal” for årets tophunde inden for såvel eksteriør som lydighed. Og ved dette års show, hvor den malaysiske dommer Lynne Lee var inviteret, lykkedes det at få en Old English Sheepdog frem i forreste række. Det skete, da Birgitte Schjøth første Norman (Lamedazottel Love Me Tender) frem til at blive Best In Show 2.

Årets Special Show blev afholdt i Hillerød, og de 26 tilmeldte OES’er blev bedømt af den engelske dommer Jilly Bennett, som placerede Danish Delight Billie Jean (opdrætter og eejer: Birgitte Schjøth) som BIR 1. – Jilly Bennet udtalte efterfølgende bl.a.: “I danskere I OES-familien ved det måske ikke, men I har et rygte! Jeg skynder mig at tilføje et GODT rygte! Da jeg fortalte venner i OES-verdenen, at jeg var blevet inviteret til at dømme en udstilling i Danmark, sagde de alle: “Du vil få det pragtfuldt!” ….Vi må passe på ikke at miste racetypen, uden hvilken vi ikke har nogen Old English Sheepdog. Nogle var helt ærligt for store og ude af proportioner… Ukorrekt forparti er et problem i vor race… For mange havde manglende stop og bagskalle…Overlinierne var også et lille problem… Jeg sluttede udstillingen med en følelse af at have dømt adskillige virkelig gode OES’er, som bstemt kunne vinde hvor som helst i verden.” – Om halen fremførte Jilly Bennett: “Jeg havde ikke noget problem med at skulle dømme OES med hale, og selv om det ændrer racens udseende, er halen her åbenbart for at blive. senere på dagen, da jeg så en OES i dens hjemlige omgivelser, synes jeg, at det var dejligt at se den udtrykke sine følelser med en viftende hale!”

Som de fleste vil vide, er Old English Sheepdog oprindelig ikke skabt til de bonede gulve. Den er oprindelig fremavlet til at være en robust arbejdende hyrdehund. I efteråret stod klubben for et arrangement, hvor hyrdeinstinktet kunne afprøves på racen. Resultatet var ikke specielt flatterende, men som Winnie Klarlund skrev i medlemsbladet, var det et spørgsmål, om man havde “tacklet” hundene på den rigtige måde: “At vogte og hyrde er vel to forskellige ting?”.

Dette års Euro OES Show fandt sted i Holland og skulle bedømmes af den englske dommer Christine Barber. – Temaet for dette års OES-seminar var arvelige øjensygdomme hos OES. Og endnu engang blev det understreget, hvor vigtigt det er, at vi får alle vore hunde øjenundersøgt flere gange i deres levetid og ikke mindst, at de også undersøges efter fem års alderen, så eventuelle PRA tilfælde kan findes. Det er så uhyre vigtigt at få denne sygdom under kontrol, og det opnås kun ved, at så mange hunde som overhovedet muligt bliver undersøgt. Og ikke kun de få hunde, der indgår i avl. Det er en forholdsvis enkel foranstaltning, som på længere sigt vil gavne alle kommende OES-ejere. – Ganske vist blev det ikke til de store topplaceringer for de fire deltagende danske hunde, men til gengæld markerede det faste danske show-team sig igen med ufortrøden styrke, således som gruppen havde gjort de sidste tre år.

På grund af de lukkede grænser til de andre nordiske lande havde det i små 30 år ikke været muligt at blive Nordisk Champion. Men siden ophævelsen af de skrappe restriktioner i 1994 var det nu igen blevet muligt for danske hunde at udstille i vore nordiske broderlande og dermed også dyste om den eftertragtede titel, som kræver, at man har opnået ekteriørchampionat i tre af de nordiske lande. Dette nåleøje kom Danish Delight Sophies Dutch Joker (opdrætter: Birgitte Schjøth; ejer: Liv Backe) igennem denne sommer, og derved blev Dutch den første OES i næsten 30 år, der kunne smykke sig med den eftertragtelsesværdige titel Nordisk Champion.

Som det sidste nordiske land indførte Finland halekuperingsforbud.

OES Biblioteket blev dette år overtaget af Anne Tinning, som kort tid efter udarbejdede en nye pjece over bestanden af bøger og andet materiale.

Klubbens lydighedsudvalg måtte af og til høre for, at man arbejdede for lukket. Dette søgte udvalget nu at imødekomme ved i sidste halvdel af året at arrangere en række informationsdage og træningsgange i Sorgenfri Slotspark, hvor alle lydighedsinteresserede blev inviteret til at komme og stille alle mulige spørgsmål og evt. samtidig træne den klasse, man nu engang var kommet til.

Svenskerne havde året før overbevisende vundet den årlige lydighedslandskamp mellem Danmark og Sverige. Dette forsmædelige nederlag måtte ikke gentage sig, og det danske hold var derfor gået i skarp træning op til dette års landskamp. Træningen bar frugt. Det danske hold vandt, omend ret snævert, og der var nu igen lagt luft til svenskerne i det samlede resultat, som herefter var 4-2 til Danmark.

Når man snakker lydighed i OES sammenhæng, er der et navn, der går igen. Nemlig Erik Overbye, som gennem årene på fantastisk måde har bevist, at en Old English Sheepdog også kan sætte sig tydelige spor i lydighedsringen. To gange lykkedes det Erik Overbye at føre sine sheepdogs frem til elitelydighedschampionatet. Først med Shepherd og bagefter med Djengo. Men sidst på året afslørede Erik Overbye i et stort interview i OES Bladet, at han nu efter 15 års imponerende lydighedsarbejde ville stoppe på konkurrenceplanet og nu nøjes med lidt hyggetræning og leg i det daglige. Da han af intervieweren Jørgen brieghel blev spurgt, om man kunne forestille sig, at han på et tidspunkt ville starte forfra med en ny hvalp, svarede Erik Overbye, at han havde svært ved at overskue det lige nu, men skulle det ske, var han ikke i tvivl om, at det igen skulle være en Old English Sheepdog: “Det kunne da sagtens være lettere med f.eks. en Border Collie,” udtalte han, “men hvor er så udfordringen? Det ville jo være for meget en gave! At arbejde med en OES er en udfordring.” – Og tilføjede han: “Der er også et liv uden for lydighedsringen, og der er sheepdog’en den bedste race!”

En virkelig medlemstræffer var det, da Birthe Fromberg i sensommeren stod som arrangør af et arrangement, hvor massør Torben Nielsen ville komme og forælle et begrænset antal deltagere, hvordan vore hunde kan hjælpes til større velvære gennem massage. Helt fra Sverige var der kommet deltagere. Interessen havde vist sig så overvældende, at det var nødvendigt at holde et supplerende arrangement for de mange, der havde tilmeldt sig forgæves.

Her i 1996 gjorde Dansk Kennel Klub det lettere for udenlandske hunde at blive dansk exteriørchampion. Hidtil havde det krævet tre certifikater, men med de lempeligere regler kunne man fremover nøjes med ét under forudsætning af, at man allerede var champion i sit hjemland.

Årets hunde fordelte sig med DKCH SCH NCH NORDCH Danish Delight Sophies Dutch Joker (ejer: Liv Backe) som årets guldhan, DHCH SCH Top Secret Kehr Fully Maid (ejer: Jesper Ravn) blev sølhan, og Shaggy Danes Sir Lancelot (ejer: Keld og Lise-Lotte Tækker) blev bronzehan. Blandt tæverne blev NV96 Danish Delight Sophies Billie Jean (ejer: Birgitte Schjøth og Tina Rød) årets guldtæve samt årets hund, UVV95 KBHV95+96 DKCH Imperial A.D.Elbe Urstromtal (ejer: Jesper Ravn) blev sølvtæve og DKCH Inshore Candy A.D. Elbe Urstromtal (ejer: Bärbel Friedemann, D) blev bronzetæve.

Mens vi er ved årets hunde, skal det lige nævnes, at årets hund i Sverige af alle racer blev en Old English Sheepdog, MultiCH Bahlambs Barnyard Baron (ejere: Per og Ingela Wallström). Senere blev “Nelson” inviteret til Italien for ved Colare D’oro i en direkte tv-udsendelse med 8 millioner seere at dyste med knap 180 andre top racehunde fra hele Europa. Og også her vandt den svenske OES. – I Grækenland blev årets hund også en Old English Sheepdog, nemlig Macopa The Emperor.

I løbet af året lykkedes det fire danskejede Old English Sheepdogs at blive champion: Danish Delight Sophies Dutch Joker (opdrætter: Birgitte Schjøth; ejer: Liv Backe); Shaggy Danes Goldfinger (opdrætter og ejer: Lissi og Erik Juul); Imperial A.D. Elbe Urstromtal (opdrætter: Cornelia Hartman; ejer Jesper Ravn) og Top Secret Kehr Fully Maid (D. De Veer-Nijland; ejer: Jesper Ravn).

1997

Det blev et rent tilløbsstykke, da sundhedsudvalget arrangerede et heldags lørdagsarrangement med dyrlæge og affærdskonsulent Bente Iversen, der grundigt og medlevende fortalte om hundens psyke og adfærd, og om hvordan vi selv kunne blive bedre hundeejere. – Senere på året blev arrangementet gentaget i det jyske.

På årets generalforsamling kunne formanden, Hans Ove Pedersen i sin beretning konstatere et fald i registreringstallet, som han umiddelbart satte i forbindelse med halekuperingsforbudet. Ligeledes gav han udtryk for, at den skærpelse, der pr. 1. juni 1996 var sket i dyreværnsloven, ville sætte sine spor for eftertiden. – På sundhedsudvalgets vegne kunne Birgitte Schjøth rapportere, at der i Holland var fundet fem tilfælde af PRA, hvilket var foruroligende, ikke mindst da lidelsen først kunne konstateres ved 3-5 års alderen. Dette gav anledning til, at Birgitte Schjøth endnu engang understregede vigtigheden af at få undersøgt hundene også efter étårs alderen. Det blev endvidere oplyst, at katarakt hos OES ikke altid er medfødt, men kan opstå så sent som 3-4 års alderen, hvilket talte for at få hundene undersøgt noget oftere. – I forbindelse med bestyrelsesvalget ønskede Birthe Brolykke, som havde siddet i bestyrelsen siden 1990, ikke at genopstille. Klubbens næstformand Carl C.L. Crone blev genvalgt, og som helt nyt bestyrelsesmedlem blev valgt Frederikke Biering. – På generalforsamlingen blev vedtaget et forslag fra Birte Fromberg gående ud på, at OES Klubben’s første pokal, Jolly Bear Pokalen, ikke skulle kunne vindes til ejendom, men fremover forblive i klubregi, sålænge klubben eksisterer. Begrundelsen var den helt enkle, at “pokalen er et stykke historie, der bør bevares i klubregi, uanset kommende bestyrelsers evt. manglende forståelse for klubbens historie”. – Som en påskønnelse for sit store arbejde for klubben gennem mange år blev Liv Backe udnævnt til årets medlem.
Birthe Brolykke fratrådte posten som formand for udstillingsudvalget og blev afløst af Annelise Harsmann.

Årets Show Of Winners blev en kæmpe succes for racen. Det lykkedes nemlig den svenske hund MultiCH Bahlambs Barnyard Baron at vinde over samtlige 95 andre tophunde. Det var første gang i dette show’s historie, at en OES havde vundet. Mange af klubbens medlemmer i Københavnsområdet havde forøvrigt mulighed for at følge forløbet på tv, idet en lokal tv-station sendte en meget udførlig reportage af arrangementet, hvor man på tæt hold fulgte to hundes deltagelse i show’et. Den ene var en samojedehund, der røg ud i første heat. Den anden var en Old English Sheepdog (Birgitte Schjøth’s og Tina Rød’s Danish Delight Sophie’s Billie Jean), som nåede lidt længere.

Ordningen med lokalrepræsentanter havde nu fungeret i nogle år, og flere af repræsentanterne ønskede at blive afløst. Ud af lokalrepræsentantskabet trådte Ritha Løkke, Karin Kofod seirup og Tove Jackeroth, som blev erstattet af Anni Pedersen, Tina Rød, Birthe Brolykke samt Erik og Sonja Malmkvist.

Klubbens Special Show fandt dette år sted i Nyborg, hvortil den engelske dommer Ann Arch (tidligere Ann Davis), kennel Loakespark var inviteret. BIR1 blev Jesper Ravn’s DKCH SCH Top Secret Kehr Fully Maid, mens Anni Pedersen’s Danish Delight Sophies Breezy I Am blevBIR2.

Euro OES Show havde dette år 10-års jubilæum og blev afviklet i Bayreuth. 17 mennesker og deres 13 hunde havde løst billet til Euro OES bussen. Denne årligt tilbagevende begivenhed er uden tvivl vor races mest prestigefyldte og konkurrencemæssigt hårdeste show. Det var de to engelske specialdommere Dorothy Malins og Gwen Mogfort, der skulle bedømme de 146 tilmeldte hunde fra det meste af Europa. – Det danske hold lagde fint ud. I unghundeklasser hanner snuppede vi såvel en andenplads (Birgitte Schjøth’s Danish Delight Sophies Calling Caj) som en fjerdeplads (Birte Fromberg’s Mighty Mouse With Wobbling Sound). I unghundeklasse tæver sørgede Tove Andersen’s Kikki Malou Annabell Von Safir for en tredieplads, mens Birgitte Schjøth’s Danish Delight Sophie’s Cassie tog sig af fjerdepladsen. I alt 51 hunde stillede op i unghundeklasse. Virkelig flotte resultater. Men de blev dog totalt overskygget af DKCH SCH NCH NORDCH Danish Delight Sophies Dutch Joker (ejer: Liv Backe og Torben Nielsen), som ikke kun blev dagens bedste hanhund. Nej, Dutch gik simpelthen hen og vandt dette års Euro Show. Med til historien hører, at det ikke var Liv selv, der viste Dutch. For første gang gik Torben i ringen med Dutch og viste, hvordan det skulle gøres. I klubregi blev begivenheden behørigt og velfortjent fejret ved at bringe et billede af de stolte vindere på forsiden af medlemsbladet. Et skår i glæden var det dog, at klubbens formand helt uforståeligt følte sig foranlediget til at beklage denne disposition fra redaktørens side.

Dansk Kennel Klub havde dette år fået som opgave at være arrangør af Europa Vinder Udstillingen, som skulle finde sted i Bella Centret i slutningen af juni. I forbindelse med dette store arrangement, havde FCI pålagt DKK at ændre de danske udstillingsregler, således at disse fremover på alle områder fulgte FCI’s regler. Ændringerne kom bl.a. til at betyde nye aldersfordelinger i nye klasser. Og den hidtidige BIR-klasse med BIR1, 2, 3 og 4 bortfaldt helt og blev i stedet erstattet med det, vi kender i dag, nemlig at bedste han og bedste tæve bliver kåret, hvorefter disse to hunde bagefter konkurrerer om at blive Bedst I Racen (BIR) og Bedst I Modsat køn (BIM). – De nye udstillingsregler fik også som konsekvens, at klubbens pointsystem til beregning af Årets Hunde skulle ændres.

Jem Swatkins var inviteret til at dømme OES ved Europa-udstillingen om lørdagen, men der var foretaget en del dommerskift, så det endte med at blive den australske dommer Helen Furber, der skulle tage de 49 tilmeldte hunde i nærmere øjesyn. BIR blev den hollandske hund Oh One’s More Of Fool’s Paradise (ejer: Meyer & Swenger), mens den danske DKCH SCH NCH NORDCH Danish Delight Sophies Dutch Joker (ejer: Liv Backe) blev BIM. Begge hunde kunne herefter smykke sig med titlen Europa Vinder 97. – Klubben havde lejet en stadeplads på den store udstilling, hvor der var mulighed for at få mere at vide om racen. Standen blev flittigt besøgt, hvilket ikke mindst kunne tilskrives, at der hele tiden var en sheepdog til stede. Det var noget, der gav pote.

Dagen efter afholdt OES Klubben så sin sommerudstilling på det eksklusive Admiral Hotel tæt ved havnefronten. Den engelske specialdommer Ruth Wilkinson var inviteret til at bedømme de ikke mindre end 61 hunde, der var tilmeldt. BIR blev CH Sparkle Sqare’s Last Gossip (ejer: Nellike og Sjak Meyer, NL), mens den italienske Reata’s Anatomy (ejer: Susanna Matacrida) blev BIM.

Lokalrepræsentant Tove Andersen havde indført en sand medlemstræffer med sit årlige Uldtottekomsammen i St. Sjørup, hvor OES-familier fra hele landet satte hinanden stævne i en week-end i den sene sommer.

Årets lydighedslandskamp mellem Danmark og Sverige blev dette år vundet ret snævert af Danmark, og det samlede resultat lød nu på 5-2 til Danmark.

Konkurrencen om at blive årets hund havde følgende resultater: DKCH SCH Top Secret Kehr Fully Maid (ejer: jesper Ravn) blev årets guldhan samt årets hund; DKCH SCH NCH NORDCH EUV97 KBHV97 DCHKLB DCHVDH Danish Delight Sophies Dutch Joker (ejer: Liv Backe) blev sølvhan, og DKCH Larnando’s Higgledy-Piggledy (ejer: Marianne Haugaard) blev bronzehan. – DKCH NCH SCH NORDCH NORDV96 LP1 Danish Delight Sophies Billie Jean (ejer: Tina Rød) blev guldtæve; SCH DKCH Starlights Stylish Story (ejer: Adriana Hansson) blev sølvtæve, og Danish Delight Sophies Breezy I Am (ejer: Anni Pedersen) blev bronzetæve.

Hvad angik årets lydighedshunde på såvel officielle som uofficielle prøver, placerede Djengo og Erik Overbye sig på en suveræn førsteplads i eliteklassen med 298 point. I klasse 3 vandt Adele og Ib Nielsen med 178 point. Nando og Merete Egholm blev med deres 142 point vinder af klasse 2, mens Cliff og Ib Nielsen vandt klasse 1 med 98 point.

Tre danskejede OES’er blev champion dette år: Danish Delight Sophies Billie Jean (ejer: Tina Rød), Shaggy Danes Sir Lancelot (ejer: Keld & Liselotte Tækker) og Larnando’s Higgledy-Piggledy (ejer: Marianne Hougaard).

1998

Generalforsamlingen havde året før givet bestyrelsen bemyndigelse til at arbejde videre med planer for en klubhjemmeside på internettet, og ved årsskiftet var OES Klubben’s homepage klar under adressen http://www.oesidk.dk. Webmaster var Liv Backe. Denne hjemmeside havde ikke undgået BT’s opmærksomhed, og den 11. januar skrev avisen under overskriften “Uldtot på Nettet”: “Overvejer du at købe hund? Så gå på Nettet og se om ikke din yndlingsrace har fået sin egen danske hjemmeside. Det har blandt andet den herlige uldtottede, bamseagtige Old English Sheepdog (OES) nu fået. På hjemmesiden fortæller OES Klubben alt om, hvad der er værd at vide om den store, godmodige hyrdehund. den kræver en fast hånd under opdragelsen, men senere overtager den alligevel og helt ubemærket ledelsen på sin egen underfundige måde, skriver OES Klubben blandt andet. Læs mere om racen på adressen: www.oesidk.dk/.

Der gik chokbølger gennem klubben, da medlemmerne i februarnummeret i formandsberetningen til generalforsamlingen kunne læse, at klubbens gamle fane var blevet væk i forbindelse med klubbens udstilling på Admiral Hotel i juni året før. Fanen havde altså været væk i over et halvt år, uden at dette var kommet til medlemmernes kendskab, og det blev fra medlemsside forlangt, at bestyrelsen intensiverede bestræbelserne på at fremskaffe det gamle klubsymbol, som havde stor affektionsværdi. I aprilnummeret kunne det så meddeles, at Lisa Thielfoldt Nielsen havde fundet fanen, efter at den havde været væk i 48 uger: hun havde kontaktet Admiral Hotel, hvor det viste sig, at fanen hele tiden havde opholdt sig! I juninummeret prydede den hjemvendte klubfane forsiden, og redaktøren havde overtalt Herdis Thuesen, æresmedlem i OES Klubben og tidligere redaktør af OES Bladet, til at skrive om fanens tilblivelse. – Klubben begyndte nu for alvor at mærke de økonomiske konsekvenser af det dalende medlemstal, og generalforsamlingen vedtog en kontingentforhøjelse fra 250 til 300 kr. – Klubbens formand Hans Ove Pedersen udnævnte Anne Tinning som årets medlem. Dette skete som en påskønnelse for hendes indsats og interesse for klubbens bibliotek og historie.- Ved dette års bestyrelsesvalg ønskede hverken klubbens mangeårige kasserer Liv Backe eller sekretæren Diana Bøgballe at genopstille. Nyvalgt blev herefter Gyrithe Clasen, som ved konstitueringen blev ny kasserer, samt Marianne Hougaard (Frederikke Biering overtog sekretærjobbet). – Efter forslag fra Anne Tinning, indstillede en enig bestyrelse til generalforsamlingens vedtagelse, at Birgitte Schjøth blev udnævnt til æresmedlem i OES Klubben som en påskønnelse “af det store arbejde og den ihærdige indsats, hun ufortrødent har ydet klubben i sit over 25 år lange medlemsskab”. – Allerede i 1994 var Birgitte Schjøth indstillet til æresmedlemsskabet, men havde frabedt sig udnævnelsen, da der kunne herske tvivl om den rette procedure var overholdt. Denne gang var formalia derimod i orden, og til stående klapsalver fik klubben et nyt æresmedlem. Hans Ove pedersen overrakte klubbens diplom samt æresemblem og oplyste i den sammenhæng, at Birgitte Schjøth var det ottende medlem, der var blevet hædret med denne flotte titel.

I årets første blad havde klubbens redaktør gennem de sidste fem år, Klaus Andersen, meddelt, at han stoppede som redaktør, og at dette var hans sidste blad. Anne Tinning blev af bestyrelsen opfordret til at overtage redaktørhvervet og indvilgede heri. Allerede fra den nye redaktørs første nummer, blev der ændret en del på lay-out og opsætning, ligesom der blev anlagt en anden brug af billedstoffet. Senere på året gik bladet af økonomiske grunde væk fra at blive trykt off-set. I stedet blev valgt en digital trykkemåde, som gav mulighed for at udvide billedstoffet i bladet.

Tyskland blev det sjette land, der forbød halekupering af hunde. Det skete med virkning fra 1. juni 1998. De øvrige lande var Sverige, Norge, Danmark, Finland og Schweiz. Med det tyske forbud var der åbnet op for, at flere lande hurtigt ville følge efter.

Årets Special Show fandt sted i Jyllinge, og den engelske dommer Della Oakes var inviteret til at bedømme de 33 tilmeldte hunde. Della Oakes valgte DKCH SCH Top Secret Kehr Fully Maid (ejer: Jesper Ravn) til BIR og SCH DKCH Starlights Stylish Story (ejer: Adriana Hansson, S) som BIM.

I disse år havde DR en programserie, som de kaldte “Hund og Hund imellem”. Programvært var Poul Thomsen, og med i udsendelserne deltog hver gang to hunde med deres famlier, som så skulle dyste på forskellig vis. Breezy (Danish Delight Breezy I Am) fra Hjørring var sammen med sin familie (Anni Pedersen, Flemming Holm og Tue) blevet udtaget til at være med i en af udsendelserne. Ganske vist vandt familien ikke de indlagte konkurrencer, men Breezy tog alle med storm på grund af sit charmerende væsen og sin glade gøen i studiet. Det blev en fornem PR for racen.

Flere nyskabelser så dagens lys dette år.

Den Nationale OES Dag skulle for første gang løbe af stabelen i foråret. Idéen med denne dag er at synliggøre racen på udvalgte steder rundt i landet. Det er lokalrepræsentanterne, der står for den egentlige planlægning.

Også den i dag så populære OES Week-end, den såkaldte Nyborg Festival, havde premiere i sensommeren dette år. Det er også ved dette arrangement lokalrepræsentanterne, der står for forberedelserne.

Det havde nu i nogle år været muligt at få sin OES karaktertestet. Men på netop denne tid var en ny test til afprøvning ag hundenes psyke ved at blive udarbejdet. Der var tale om den såkaldte Unghundementaltest, som i daglig tale forkortes UHM-testen. Fra OES Klubben’s side blev der arrangeret to informationsaftener i henholdsvis Jylland og Københavnsområdet for at give medlemmerne et indtryk af, hvad den nye test gik ud på. Begge arrangementer var velbesøgte, og holdningen gik klart i retning af, at OES Klubben skulle gå aktivt ind i arbejdet med at få lavet en såkaldt raceprofil og få uddannet egne mentalbeskrivere.

Den årligt tilbagevende lydighedslandskamp mellem Danmark og Sverige måtte aflyses dette år, da svenskerne ikke kunne stable et tilstrækkeligt stort hold på benene.

Med oktobernummeret påbegyndte redaktøren dette år en længere artikelserie under overskriften “Det historiske Hjørne”. Der blev lagt ud med en artikel om racens engelske oprindelse og udvikling i moderlandet. Senere blev der taget hul på Old English Sheepdog’ens opdukken i Skandinavien for til sidst at påbegynde en gennemgang af den danske OES klubs historie fra den første spæde begyndelse og frem til i dag.

Da optællingen af udstillingspointene var gjort op, stod det klart, at DKCG SCH SFCH NORDCH KBHV98 Top Secret Kehr Fully Maid (ejer: Jesper Ravn) for andet år i træk blev årets guldhan samt årets hund foruden årets mest vindende hund på samtlige udstillinger.. MultiCH Danish delight Sophies Dutch Joker (ejer: Liv Backe) blev atter sølvhan, mens den tyske hund DKCH Checkpoint Charlie Action Painter (ejer: Barbara Kubus, D) blev bronzehan. Hos tæverne blev DKCH SCH NCH NORDCH NORDV96 LP1 Danish Delight Sophies Billie Jean (ejer: Tina Rød) guldtæve, DKCH SCH Danish Delight Sophies Cool Corona (ejer: Liv Backe) blev sølvtæve og Lykkegårdens Betty Blue (ejer: Jesper Ravn) blev bronzetæve.

Med dette år blev kriterierne for at blive årets lydighedshunde præciseret og lagt i faste rammer, og ved samme lejlighed blev der indført en ny titel: årets udstillings-/lydighedshund. Dette års lydighedshund blev Danish Delight Sophies Choice (fører: Flemming Klausen), som opnåede 74 point, mens årets årets udstillings-/lydighedshund blev Fluffy Flora Danica (ejer: Anne Harsmann).

Racen fik to nye danskejde champions dette år: DKCH Danish Delight Sophies Calling Caj (ejer: Birgitte Schjøth) og DKCH SCH Danish Delight Sophies Cool Corona (ejer: Liv Backe). Herudover blev to hunde klubchampion: DKCH SCH SFCH NORDCH KLBCH KBHV98 Top Secret Kehr Fully Maid (ejer: Jesper Ravn) og DKCH SCH KLBCH Pennylane Extra Dry (ejer: Birthe Brolykke).

1999

Klubbens formand siden 1990 valgte at fratræde bestyrelsen ved årsskiftet. I den anledning omkonstituerede bestyrelsen sig, således at Carl Gerhard Lichtenberg Crone overtog formandsposten og Marianne Hougaard blev ny næstformand. Suppleanten Gitte Johannesen indtrådte på den ledige plads i bestyrelsen.

Udstillingssæsonen startede med et brag, da en OES blev Best In Show på årets første internationale DKK-udstilling i Fredericia. Det var den kroatiske, men dansk bosiddende opdrætter Davor Javor, der førte sit eget opdræt Reata’s A1 (ejer: Elisabeth Antl, A) frem til denne flotte sejr. – Og sandelig om det ikke skete igen få måneder efter på DKK’s internationale udstilling i Vissenbjerg. Denne gang var det den belgiske hund MultiCh Not For Sale a.d. Elbe-Urstromtal (opdrætter og ejer: Cornelia Hartmann), der gentog kunststykket og blandt de 2695 tilmeldte hunde blev kåret som udstillingens bedste hund. En sådan dobbeltsucces for racen var vist ikke set før her i landet.

Klubben fik en ny lydighedsdommer i begyndelsen af året, da Ib Nielsen bestod den krævende prøve og herefter blev autoriseret lp-dommer for klasse 1 og 2.

Også en ny lydighedsinstruktør blev det til, da Bjarne Olsen blev færdig med uddannelsen som lydighedsinstruktør for klasse 1.

Selv om Hans Ove Pedersen var trådt ud af bestyrelsesarbejdet, var det dog ham, der havde udarbejdet formandens skriftlige beretning til dette års generalforsamling. Beretningen blev dog på selve mødet fremlagt af klubbens nye formand Carl G.L. Crone. – Der udspandt sig en længere debat omkring klubbens agilitybane. Lydighedsudvalget havde tidligere på året i et møde med bestyrelsen givet udtryk for, at agility var klubbens smertensbarn, da der ikke var så stor tilslutning til dette i OES-regi. Desuden måtte lydighedsudvalget erkende, at lydighedsinstruktørerne heller ikke var uddannede til også at skulle tage sig af agility. Det blev oplyst, at agilitybanen, som efterhånden var ret forældet, i årenes løb havde kostet klubben flere tusinde kroner, og at det ikke ville være fornuftigt at ofre flere penge herpå. – Redaktøren kunne oplyse, at der var observeret en dalende interesse for kommercielle annoncer i klubbladet. Der var en begrundet formodning om, at flere af de tidligere potentielle annoncører nu udelukkende satsede på annoncer i DKK’s blad “Hunden”, som kom ud til en betydelig større interessegruppe. – Bestyrelsesvalget gav valg til Johnny Nielsen, som trådte ind i bestyrelsen med ansvar for kontakten til lokalrepræsentanterne samt varetagelse af klubbens indenlandske PR-virksomhed. – Annie Pedersen blev udnævnt til årets medlem som en tak for hendes PR for racen, da hun sammen med familien og deres OES Breezy deltog i Poul Thomsen’s tv-program “Hund og Hund imellem”.

Årets Special Show fandt sted i Nyborg. Den engelske dommer Angie Burrows var inviteret til at bedømme de 31 tilmeldte hunde. BIR blev MultiCh Reata’s Avantgarde (opdrætter og ejer: Davor Javor, Kroatien), mens BIM blev MultiCH Not For Sale a.d. Elbe-Urstromtal (opdrætter og ejer Cornelia Hartmann, Belgien).

Atter engang kunne man se ikke én, men flere OES’er på tv. Det skete, da TV Lorry besøgte Liv Backe og Torben Nielsen og efterfølgende sendte et længere indslag om racen.

Annelise Harsmann, som de sidste to år havde været formand for udstillingsudvalget, trådte tilbage først på sommeren, og bestyrelsen udnævnte herefter Lisa Thielfoldt Nielsen som ny formand for udvalget. Det nyetablerede udstillingsudvalg fik som en nyskabelse hurtigt udarbejdet en lille folder over årets udstillinger.

Et nyt tiltag så dagens lys, da sundhedsudvalget begyndte at sende fødselsdagskort til alle 1-årige unghunde. Udsendelsen skete i den hensigt at få unghundene røntgenfotograferede for HD samt undersøgt for arvelige øjensygdomme, således at racen i avlsmæssig sammenhæng kan vedblive med at være en sund race.

Med juninummeret forsøgte bladet sig med en børneside “Lømmelsiden”, som Tina Rød fik ansvaret for. Tanken var, at medlemmernes egne børn skulle indsende bidrag til siden.

En klubs sammentømring er bl.a. baseret på traditioner. OES Klubben havde efterhånden fået oparbejdet en del (Uldtottekomsammen hos lokalrepræsentant Tove Andersen i St. Sjørup, National OES-Dag, Nyborgfestivalen, lydighedslandskampen Danmark-Sverige, grillaften i Hareskoven, sommerskue i Allerslev, for bare at nævne nogle stykker). En ny kom til denne sommer, da Birgitte Schjøth og Lisa Thielfoldt Nielsen i samarbejde med lokalrepræsentant Birthe Brolykke introducerede Familiedagen på Kløverholm i sommerperioden. Der mødte ikke mindre end 50 mennesker og 35 hunde op til det første arrangement.

Der var nu for alvor ved at komme gang i debatten om unghundementaltesten, og klubben inviterede til medlemsmøder, hvor alle kunne fremkomme med sine tanker og ønsker omkring den ønskede raceprofil. Samtidig fik klubben uddannet fire unghundementalbeskrivere: Jan Østergaard, Torben Kiersing, Torben Nielsen og Winnie Klarlund. Da den ønskede raceprofil var blevet udarbejdet, blev der inviteret til den første UHM-test i september.

Udfaldet af årets lydighedslandskamp blev lidt usikkert. Nogle deltagere mente, at Sverige havde vundet, andre at det var Danmark. Men officielt blev det tilkendegivet, at landskampen gav en kneben sejr til Sverige, hvilket måske skyldtes en lidt fri fortolkning af reglerne, da en svensk hund fik lov til at stille op i flere klasser.

Billedkvaliteten i OES Bladet havde siden, man gik over til anden trykkemetode, været af en noget svingende kvalitet, og det stod sidst på året klart, at der måtte gøres noget: bladet kunne simpelthen også produceres for billigt. Med Torben Nielsen som drivkraft blev der fundet et nyt trykkeri, og der er ingen tvivl om, at medlemmerne spærrede øjnene op, da de modtog årets sidste blad, hvor forsidebilledet var i farver, og billederne inde i bladet af en betydelig bedre kvalitet, end tidligere, hvilket ikke mindst skyldtes, at redaktionen nu selv foretog scanningen og den videre billedbehandling, således at det færdigopsatte blad fremover kunne afleveres på et CD-ROM medie til trykkeriet. Det betød naturligvis et større tidsforbrug, men også en større tilfredsstillelse, når det færdige resultat lå klart.

Opgørelsen over lydighedsresultaterne viste, at LP1 Blue Berry’s Harvest Moon (Dusty) med fører Sessa Gisselfeldt blev nr. 1. På andenpladsen kom LP1 LP2 LP3 Danish Delight Sophies Choice (Niña) med fører Flemming Klausen, og på trediepladsen fulgte Fluffy Handful of Songs (William) med fører Bent Harsmann.

I kavalkaden af årets udstillingshunde placerede Reata’s A1 sig som årets guldhan (ejer: Elisabeth Antl, A), Danish delight Sophies Cut N’s Move (ejer: Ib & Jonna Nielsen) blev sølvhan og Shaggy’s Ramble Tramble (ejer: Anne hagen, N) blev bronzehan. Blandt tæverne blev Reata’s Avantgarde (ejer: Davor Javor, Kroatien) guldtæve og årets hund, Danish Delight Sophies Daughter (ejer: Birgitte Schjøth) blev sølvtæve, og endelig blev Danish Delight Breezy I Am (ejer: Annie Pedersen) bronzetæve.

Tre danskejede hunde opnåede championatet dette år: Danish Delight Sophies Daughter (opdrætter og ejer: Birgitte Schjøth), Danish Delight Sophies Breezy I Am (opdrætter: Birgitte Schjøth; ejer: Annie Pedersen) og Fluffy Flora Danica (opdrætter: Annelise Harsmann; ejer: Anne Harsmann), som i forvejen var svensk champion.

Klubben fik desuden en ny danskejet klubchampion i MultiCH Europavinder 97 Danish Delight Sophies Dutch Joker (ejer: Liv Backe).

2000

Er der noget, der kan bruges i reklamer, er det billedet af en tillidsvækkende og godmodig hund. Og dette var netop, hvad TeleDanmark udnyttede, da de lancerede et tv-reklameindslag for SMS-beskeder. Og den medvirkende hund var ikke mindre end en Old English Sheepdog, nemlig Blue Berry’s Glance Of Moonbeam, eller bedre kendt som Moonie. At filmoptagelser tager tid, kom Moonie til at lære: selve reklameindslaget var på 15 sekunder, men det tog en hel dag at lave optagelserne. Men hvad gør man ikke for at promovere racen.

Der var stort fremmøde ved dette års generalforsamling, som blev yderligere suppleret med ikke mindre end syv dejlige OES’er. I sin beretning til årets generalforsamling måtte klubbens formand Carl G.L. Crone med beklagelse konstatere, at medlemstallet stille og roligt var for nedadgående, og formanden for sundhedsudvalget kunne supplere med at fortælle, at antallet af fødte hvalpe i 1999 havde været det laveste i mange, mange år. Med en sådan nedgang kunne det ikke forbløffe, at der var en mindre reduktion i antallet af tilmeldte på udstillingerne. Bestyrelsen havde foreslået forskellige ændringer til vedtægterne. Enkelte af disse forslag, som i særlig grad berørte lydighedsudvalgets stilling i forhold til klubbens andre udvalg, skabte en voldsom debat, som til tider kunne true sammenholdet i klubben. Bestyrelsen stod uforstående over for den kraftige modstand, men valgte til sidst at trække ændringsforslaget. – Klubbens formand Carl G.L. Crone genopstillede ikke til bestyrelsesvalget, som gav nyvalg til Malene Thorup Pedersen. Ved konstitueringen overtog Johnny Nielsen formandsposten. – Carl Crone udnævnte Birte Fromberg til årets medlem som en cado for hendes store arbejde i pokaludvalget, som hun nu ønskede at overlade til en anden (Kurt Eilertsen blev senere på året udpeget til ny pokalbestyrer).

Et nyt uafhængigt OES blad så dagens lys dette år. Det tyske OES-par Colette og Klaus Hornig vovede pelsen og kastede sig ud i det store projekt at udgive et uafhængigt magasin udelukkende om Old English Sheepdogs. I begyndelsen udkom bladet kun på tysk, men senere blev flere af artiklerne også bragt på engelsk.

OES Klubben er til fest og farver, og tiden var igen inde til at fejre et jubilæum. Denne gang 35 års-jubilæet. Jubilæumsudvalget havde lagt op til en jubilæums-week-end, der ville overgå alle tidligere arrangementer: sightseeing med OES’erne i luksusbus i København, cocktailparty og festmiddag på Quality Hotel, stor jubilæumsudstilling med den engelske dommer Jenny Joice, lydighedskonkurrencer og hyggeligt samvær i det hele taget. – Der var tilmeldt 28 hunde til jubilæumsudstillingen, som blev vundet af DKCH Danish Delight Sophies Daughter (opdrætter og ejer: Birgitte Schjøth), men Danish Delight E.T. Phone Home (opdrætter: Birgitte Schjøth; ejer: Tina Rød) blev Bedst I Modsat. – Seks hunde havde tilmeldt sig jubilæets lydighedskonkurrencer, som havde Hans Ove pedersen som dommer. Desværre mødte kun fire hunde frem til prøveafviklingen, og ingen af disse opnåede den eftertragtede førstepræmie.

I foråret fik klubben igen en ny lydighedsinstruktør, da Malene Thorup Pedersen blev færdiguddannet som instruktør for klasse 1.

Dette år blev Euro OES Show afholdt i Frankrig, og det engelske dommerpar Jean og Lewis Collins skulle dømme de 180 tilmeldte Old English Sheepdogs. Den skandinaviske delegation tog pænt for sig af retterne. Tove Andersen var den første fra holdet, der skulle i ringen, og det gjorde hun flot. Hendes egen opdrættede Buster (Kikki-Malou China Panda von Sinhali) sikrede sig en førsteplads i hvalpeklasse hanner. Den næste var Liv Backe og hendes hund Ziba (Sound Solution Coronas Crown Juvel), som blev andenbedst i unghundeklasse tæver, der havde atten tilmeldte hunde. Åben klasse tæver var udstillingens absolut største klasse med ikke mindre end 49 tilmeldte. Men det afskrækkede ikke Emma (Danish Delight Sophies Daughter) og Birgitte Schjøth. Parret fik en fornem fjerdeplads. Men den flotteste placering fik nu alligevel norske Hanne Andersen, som førte sin Sjak (Shaggy’s Run For Fun) frem til en førsteplads i åben klasse hanner, hvor der var hele 32 tilmeldte hunde. Selve Euro Show’et blev vundet af den østrigsk ejede hanhund Reata’s A1, som blev fremført af opdrætteren Davor Javor, som i de sidste par år havde været bosat i Danmark og en nær ven af den danske OES klub.

På de sidste par års generalforsamlinger havde der været en del debat omkring klubbens agilitybane, som med sine 12 år på bagen ikke kunne leve helt op til de nutidige og mere håndterbare baner. Klubben havde ydermere ingen instruktører, der var uddannede til at undervise i agility. Alligevel blev banen, som opbevaredes i københavnsområdet, af og til sat op. Ikke for at give undervisning i agility, men for at give de nærmestboende medlemmer lejlighed til at lave lidt hyggeagility med deres OES. – Denne sommer blev der tilbudt fem gratis agilityaftener i Sorgenfri Slotspark. Og det blev et sandt tilløbsstykke – også for andre end OES Klubben’s medlemmer.

Klubbens formand Johnny Nielsen udviklede dette år en database til registrering af samtlige hvalpe, der opdrættes i Danmark af opdrættere i OES Klubben samt disse hundes fremtidige ejerforhold. Formålet med denne elektroniske registrering var dels at skabe et grundlag for mere målrettede hvervekampagner og dels en oversigt over hvor stor en procentdel af hvalpekøberne, der reelt bliver medlemmer af klubben.

I efteråret trådte klubbens sekretær Marianne Hougaard ud af bestyrelsen, og suppleanten Merethe Winther indtrådte i bestyrelsen og overtog ved samme lejlighed sekretærposten.

I sensommeren afholdt klubben sin anden UHM-test. Også denne gang foregik det på Sjælland. I alt ni OES’er havde tilmeldt sig.

Endnu engang måtte lydighedslandskampen mellem Danmark og Sverige aflyses, da svenskerne igen havde problemer med at kunne sammensætte et tilstrækkeligt stort hold.

I bestræbelserne på at få en mere direkte kontakt mellem bestyrelse og medlemmer indførtes sidst på året en åben telefonlinie ved bestyrelsesmøderne, således at medlemmerne under mødets første time kunne ringe direkte til klubbestyrelsen.

I slutningen af året vedtog bestyrelsen nye “Vedtægter for udvalg i Old English Sheepdog Klubben i Danmark”.

Medlemstallet var stadig for nedadgående, hvilket bestyrelsen blev nødt til at forholde sig til. Det store serviceniveau, som altid havde været et adelsmærke for OES Klubben, begyndte det at knibe med at kunne opretholde, når indtægterne i form af medlemskontingent svigtede. Det gjorde bestemt ikke situationen lettere, at der dette år blev født ganske få hvalpe. Fødselstallet var helt nede på 12 hvalpe, og faktisk havde ingen af klubbens opdrættere nyfødte kuld efter begyndelsen af april måned. Året før havde formanden for klubbens sundhedsudvalg været bekymret over, at der dette år kun var født 23 hvalpe, hvilket havde været “det laveste tal i mange, mange år”, som det blev udtrykt.

Klubbens lydighedsinstruktører kunne dette år berette om en tilbagegang for lydighedsarbejdet, ikke mindst hvad angik de af klubben arrangerede lydighedsprøver, som havde haft svigtende tilmeldinger. – Og heller ikke på udstillingssiden så det alt for lyst ud med et dalende deltagerantal på årets udstillinger.

På samme måde var antallet af HD- og øjenundersøgte hunde på kraftig retræte blandt “de almindelige familiehunde”. Rent faktisk var der kun to(!) “almindelige” familiehunde, der dette år blev undersøgt for arvelige øjensygdomme. Og bedre stod det ikke til, hvad angik at få sin OES røntgenundersøgt for HD. I hele år 2000 var kun fem(!) hunde blevet undersøgt. – Der forestod et stort arbejde for klubbens styrende organer med at finde ud af, hvorfor så få “menige” OES-ejere lod deres hund checke. Kunne det være en ubevidst frygt for at skulle få at vide, at der var noget galt med ens hund?

Efter en del forsinkelse blev årets lydighedshunde offentliggjort. Nr. 1 blev Blue Berry Harvest Moon med fører Sessa Gisselfeldt. Parret fik 85 point. Danish Delight Sophies Cut N’Move blev med fører Ib Nielsen og 42 point nr. 2. Shag-A-Rag Great Chum of Mine med Ritha Løkke som fører blev med 35 point nr. 3, mens Merete Egholms Lykkegården Up To Date blev nr. 4 med 26 point.

Dysten om at blive årets udstillingshunde gav følgende resultater: DKCH Danish Delight E.T. Phone Home (ejer: Tina Rød) blev guldhan; Kikki-Malou China Panda von Sinhali (ejer: Tove Andersen) blev sølvhan, og DKCH Made for Gesa a.d. Elbe-Urstromtal (ejer: Gesa Milde, D) blev bronzehan. Blandt tæverne blev KBHV2000 NORDV2000 Sound Solution Coronas Crown Juvel (ejer: Liv backe) guldtæve samt årets hund; DKCH Danish Delight Sophie’s Chamber (ejer: Anne Tinning) blev sølvtæve, og DKCH Danish Delight Sophie’s Daughter (ejer: Birgitte Schjøth) blev bronzetæve.

Det lykkedes to danskejede Old English Sheepdogs at blive champion dette år: Danish Delight Sophie’s Chamber (opdrætter: Birgitte Schjøth; ejer: Anne Tinning) og Danish Delight E.T. Phone Home (opdrætter: Birgitte Schjøth; ejer: Tina Rød).