Racen
En Old English Sheepdog (OES) er en stor, godmodig hyrdehund. Den er trofast og hengiven. Som ung er den ret aktiv, som ældre mere rolig og ofte flegmatisk.
Under opvæksten kræver en OES en fast hånd og opdragelse. Senere overtager den alligevel og helt ubemærket ledelsen – på sin egen underfundige måde.
En OES har et gemyt, der gør, at den udmærket kan være alene i alt fald en del af dagen. Men bliv ikke overrasket, hvis den kræver din opmærksomhed, når du kommer hjem til den. Før man køber OES skal man være klar over, at pelspleje er uhyre vigtigt. Ganske vist kan hunden klippes, hvis pelsen filtrer (hvilket kan ske på blot en-to uger), men netop pelsen er jo et af kendetegnene for denne race.

