2000

2000

Er der noget, der kan bruges i reklamer, er det billedet af en tillidsvækkende og godmodig hund. Og dette var netop, hvad TeleDanmark udnyttede, da de lancerede et tv-reklameindslag for SMS-beskeder. Og den medvirkende hund var ikke mindre end en Old English Sheepdog, nemlig Blue Berry’s Glance Of Moonbeam, eller bedre kendt som Moonie. At filmoptagelser tager tid, kom Moonie til at lære: selve reklameindslaget var på 15 sekunder, men det tog en hel dag at lave optagelserne. Men hvad gør man ikke for at promovere racen.

Der var stort fremmøde ved dette års generalforsamling, som blev yderligere suppleret med ikke mindre end syv dejlige OES’er. I sin beretning til årets generalforsamling måtte klubbens formand Carl G.L. Crone med beklagelse konstatere, at medlemstallet stille og roligt var for nedadgående, og formanden for sundhedsudvalget kunne supplere med at fortælle, at antallet af fødte hvalpe i 1999 havde været det laveste i mange, mange år. Med en sådan nedgang kunne det ikke forbløffe, at der var en mindre reduktion i antallet af tilmeldte på udstillingerne. Bestyrelsen havde foreslået forskellige ændringer til vedtægterne. Enkelte af disse forslag, som i særlig grad berørte lydighedsudvalgets stilling i forhold til klubbens andre udvalg, skabte en voldsom debat, som til tider kunne true sammenholdet i klubben. Bestyrelsen stod uforstående over for den kraftige modstand, men valgte til sidst at trække ændringsforslaget. – Klubbens formand Carl G.L. Crone genopstillede ikke til bestyrelsesvalget, som gav nyvalg til Malene Thorup Pedersen. Ved konstitueringen overtog Johnny Nielsen formandsposten. – Carl Crone udnævnte Birte Fromberg til årets medlem som en cado for hendes store arbejde i pokaludvalget, som hun nu ønskede at overlade til en anden (Kurt Eilertsen blev senere på året udpeget til ny pokalbestyrer).

Et nyt uafhængigt OES blad så dagens lys dette år. Det tyske OES-par Colette og Klaus Hornig vovede pelsen og kastede sig ud i det store projekt at udgive et uafhængigt magasin udelukkende om Old English Sheepdogs. I begyndelsen udkom bladet kun på tysk, men senere blev flere af artiklerne også bragt på engelsk.

OES Klubben er til fest og farver, og tiden var igen inde til at fejre et jubilæum. Denne gang 35 års-jubilæet. Jubilæumsudvalget havde lagt op til en jubilæums-week-end, der ville overgå alle tidligere arrangementer: sightseeing med OES’erne i luksusbus i København, cocktailparty og festmiddag på Quality Hotel, stor jubilæumsudstilling med den engelske dommer Jenny Joice, lydighedskonkurrencer og hyggeligt samvær i det hele taget. – Der var tilmeldt 28 hunde til jubilæumsudstillingen, som blev vundet af DKCH Danish Delight Sophies Daughter (opdrætter og ejer: Birgitte Schjøth), men Danish Delight E.T. Phone Home (opdrætter: Birgitte Schjøth; ejer: Tina Rød) blev Bedst I Modsat. – Seks hunde havde tilmeldt sig jubilæets lydighedskonkurrencer, som havde Hans Ove pedersen som dommer. Desværre mødte kun fire hunde frem til prøveafviklingen, og ingen af disse opnåede den eftertragtede førstepræmie.

I foråret fik klubben igen en ny lydighedsinstruktør, da Malene Thorup Pedersen blev færdiguddannet som instruktør for klasse 1.

Dette år blev Euro OES Show afholdt i Frankrig, og det engelske dommerpar Jean og Lewis Collins skulle dømme de 180 tilmeldte Old English Sheepdogs. Den skandinaviske delegation tog pænt for sig af retterne. Tove Andersen var den første fra holdet, der skulle i ringen, og det gjorde hun flot. Hendes egen opdrættede Buster (Kikki-Malou China Panda von Sinhali) sikrede sig en førsteplads i hvalpeklasse hanner. Den næste var Liv Backe og hendes hund Ziba (Sound Solution Coronas Crown Juvel), som blev andenbedst i unghundeklasse tæver, der havde atten tilmeldte hunde. Åben klasse tæver var udstillingens absolut største klasse med ikke mindre end 49 tilmeldte. Men det afskrækkede ikke Emma (Danish Delight Sophies Daughter) og Birgitte Schjøth. Parret fik en fornem fjerdeplads. Men den flotteste placering fik nu alligevel norske Hanne Andersen, som førte sin Sjak (Shaggy’s Run For Fun) frem til en førsteplads i åben klasse hanner, hvor der var hele 32 tilmeldte hunde. Selve Euro Show’et blev vundet af den østrigsk ejede hanhund Reata’s A1, som blev fremført af opdrætteren Davor Javor, som i de sidste par år havde været bosat i Danmark og en nær ven af den danske OES klub.

På de sidste par års generalforsamlinger havde der været en del debat omkring klubbens agilitybane, som med sine 12 år på bagen ikke kunne leve helt op til de nutidige og mere håndterbare baner. Klubben havde ydermere ingen instruktører, der var uddannede til at undervise i agility. Alligevel blev banen, som opbevaredes i københavnsområdet, af og til sat op. Ikke for at give undervisning i agility, men for at give de nærmestboende medlemmer lejlighed til at lave lidt hyggeagility med deres OES. – Denne sommer blev der tilbudt fem gratis agilityaftener i Sorgenfri Slotspark. Og det blev et sandt tilløbsstykke – også for andre end OES Klubben’s medlemmer.

Klubbens formand Johnny Nielsen udviklede dette år en database til registrering af samtlige hvalpe, der opdrættes i Danmark af opdrættere i OES Klubben samt disse hundes fremtidige ejerforhold. Formålet med denne elektroniske registrering var dels at skabe et grundlag for mere målrettede hvervekampagner og dels en oversigt over hvor stor en procentdel af hvalpekøberne, der reelt bliver medlemmer af klubben.

I efteråret trådte klubbens sekretær Marianne Hougaard ud af bestyrelsen, og suppleanten Merethe Winther indtrådte i bestyrelsen og overtog ved samme lejlighed sekretærposten.

I sensommeren afholdt klubben sin anden UHM-test. Også denne gang foregik det på Sjælland. I alt ni OES’er havde tilmeldt sig.

Endnu engang måtte lydighedslandskampen mellem Danmark og Sverige aflyses, da svenskerne igen havde problemer med at kunne sammensætte et tilstrækkeligt stort hold.

I bestræbelserne på at få en mere direkte kontakt mellem bestyrelse og medlemmer indførtes sidst på året en åben telefonlinie ved bestyrelsesmøderne, således at medlemmerne under mødets første time kunne ringe direkte til klubbestyrelsen.

I slutningen af året vedtog bestyrelsen nye “Vedtægter for udvalg i Old English Sheepdog Klubben i Danmark”.

Medlemstallet var stadig for nedadgående, hvilket bestyrelsen blev nødt til at forholde sig til. Det store serviceniveau, som altid havde været et adelsmærke for OES Klubben, begyndte det at knibe med at kunne opretholde, når indtægterne i form af medlemskontingent svigtede. Det gjorde bestemt ikke situationen lettere, at der dette år blev født ganske få hvalpe. Fødselstallet var helt nede på 12 hvalpe, og faktisk havde ingen af klubbens opdrættere nyfødte kuld efter begyndelsen af april måned. Året før havde formanden for klubbens sundhedsudvalg været bekymret over, at der dette år kun var født 23 hvalpe, hvilket havde været “det laveste tal i mange, mange år”, som det blev udtrykt.

Klubbens lydighedsinstruktører kunne dette år berette om en tilbagegang for lydighedsarbejdet, ikke mindst hvad angik de af klubben arrangerede lydighedsprøver, som havde haft svigtende tilmeldinger. – Og heller ikke på udstillingssiden så det alt for lyst ud med et dalende deltagerantal på årets udstillinger.

På samme måde var antallet af HD- og øjenundersøgte hunde på kraftig retræte blandt “de almindelige familiehunde”. Rent faktisk var der kun to(!) “almindelige” familiehunde, der dette år blev undersøgt for arvelige øjensygdomme. Og bedre stod det ikke til, hvad angik at få sin OES røntgenundersøgt for HD. I hele år 2000 var kun fem(!) hunde blevet undersøgt. – Der forestod et stort arbejde for klubbens styrende organer med at finde ud af, hvorfor så få “menige” OES-ejere lod deres hund checke. Kunne det være en ubevidst frygt for at skulle få at vide, at der var noget galt med ens hund?

Efter en del forsinkelse blev årets lydighedshunde offentliggjort. Nr. 1 blev Blue Berry Harvest Moon med fører Sessa Gisselfeldt. Parret fik 85 point. Danish Delight Sophies Cut N’Move blev med fører Ib Nielsen og 42 point nr. 2. Shag-A-Rag Great Chum of Mine med Ritha Løkke som fører blev med 35 point nr. 3, mens Merete Egholms Lykkegården Up To Date blev nr. 4 med 26 point.

Dysten om at blive årets udstillingshunde gav følgende resultater: DKCH Danish Delight E.T. Phone Home (ejer: Tina Rød) blev guldhan; Kikki-Malou China Panda von Sinhali (ejer: Tove Andersen) blev sølvhan, og DKCH Made for Gesa a.d. Elbe-Urstromtal (ejer: Gesa Milde, D) blev bronzehan. Blandt tæverne blev KBHV2000 NORDV2000 Sound Solution Coronas Crown Juvel (ejer: Liv backe) guldtæve samt årets hund; DKCH Danish Delight Sophie’s Chamber (ejer: Anne Tinning) blev sølvtæve, og DKCH Danish Delight Sophie’s Daughter (ejer: Birgitte Schjøth) blev bronzetæve.

Det lykkedes to danskejede Old English Sheepdogs at blive champion dette år: Danish Delight Sophie’s Chamber (opdrætter: Birgitte Schjøth; ejer: Anne Tinning) og Danish Delight E.T. Phone Home (opdrætter: Birgitte Schjøth; ejer: Tina Rød).