Hvordan og hvornår skal du tilmelde?
Til hver udstilling findes der tilmeldingsfrister, som ligger 4-6 uger i forvejen. Alle udstillinger har muligheden for online tilmelding
www.hundeweb.dk og nogle har også manuel tilmelding. Der kan være forskel på tilmeldingsfristerne for de online tilmeldinger og de manuelle tilmeldinger. Det er meget vigtigt at overholde tilmeldingsfristerne, eftersom sene tilmeldinger ikke accepteres.
Betaling for alle udstillinger skal foreligge på forhånd. Der kan forefindes enkelte undtagelser for dette, f.eks. på skuer eller specialklubudstillinger, men det vil være annonceret på forhånd.
Hvad skal du medbringe til en udstilling?
- Print af startnummer og praktiske meddelelser (bliver tilsendt ca. 2 uger før udstillingen). Startnummeret skal bruges i udstillingsringen, samt som indgangsbevis ved de fleste udstillinger
- Et bur eller et tæppe, hvor din hund føler sig tryg og kan slappe af, når den ikke er i udstillingsringen
- Vandskål og vand
- Godbidder som din hund gerne vil arbejde for og som du kan have med dig i udstillingsringen i lommen
- Udstillingsline og almindelig hundesnor
- Nummerholder/sikkerhedsnål til at sætte i tøjet til din hunds startnummer
- En stol (ikke alle steder vil have stole til rådighed og det kan være en lang dag at stå op)
Hvad skal du gøre på en udstilling?
Du skal først og fremmest ankomme til udstillingen i god tid, så både du og din hund har tid til at akklimatisere sig. Når du ankommer til udstillingen, skal du finde den ring, du skal udstille i. Ringnummeret fremgår på sedlen med dit nummerskilt, samt på ringoversigten. Hvis du er i tvivl, kan du altid henvende dig til udstillingsledelse.
Vær opmærksom på, at der godt kan være flere racer, der skal udstille før dig. Hvis du er sidst på i ringen eller først skal udstille din hund efter f.eks. 40-50-60 andre hunde, behøver du måske ikke være der helt fra starten. Derved undgår du, at din hund bliver alt for træt.
Når du er ankommet til den rigtige udstillingsring, skal du finde en plads til dig og din hund ved ringsiden. Hvis det er en udendørs udstilling, vil mange udstillere ofte have et telt med, som bliver slået op ved ringsiden. Dette er ikke en nødvendighed, men kan være rart ved regn eller bagende sol.
Hold øje med hvornår du skal i ringen via kataloget. Det er som udgangspunkt en god idé at gøre dig selv og hunden klar i god tid, før I skal i ringen, så I undgår stress og derved gør det til en god oplevelse for jer begge. Spørg eventuelt nogle af de andre udstillere til råds.
Husk at efterlade dit område ved ringsiden rent og pænt og selvfølgelig at samle op efter din hund, når du er på udstillingsområdet. Og husk selvfølgelig at lufte din hund, tilbyde den vand og generelt sørge for, at den er veltilpas, når I er på udstillingen.
Hvad kan du forvente i udstillingsringen?
Oftest vil dommeren og ringpersonalet sige, hvad de gerne vil have du skal gøre, når du er i ringen. Igen er ringtræning rigtig god forberedelse og skulle have nogle tvivl eller spørgsmål, når du er på udstillingen, vil andre udstillere oftest gerne hjælpe. Desuden kan du holde øje med klasserne før dig, så du kan se hvad de andre gør og hvad dommeren beder udstillerne om at gøre.
Når du går ind i ringen i din klasse, skal hundene stilles op i nummerrækkefølge. Tjek derfor hvad din hunds nummer er og stil dig i den korrekte rækkefølge. Hundene skal stilles op på en række, så dommeren kan danne sig et overordnet indtryk af klassen. Nogle gange vil dommeren bede om at se hundene i bevægelse sammen, så alle hundene løber rundt i ringen efter hinanden. Herefter skal dommeren bedømme hundene individuelt og skrive en kritik for hver hund.
Efter kritikken vil hunden få en præmieringsgrad (Excellent, Very Good, Good, Sufficient) og hunde med præmieringsgraden Excellent går med i klassens endelige konkurrence om at blive placeret.
Får din hund Excellent, skal I derfor blive i ringen og vente til resten af klassen er færdigbedømt, hvorefter dommeren skal foretage sin endelige placering. Skulle der være færre end 4 hunde der får Excellent, kommer hundene med Very Good også med i denne konkurrence.
Dommeren placerer 4 hunde i klassen 1-4 og kan vælge at give CK til de hunde, han/hun vurderer har championkvalitet. Disse hunde går videre til Bedst i Køn-klassen, hvor alle hunde fra alle klasser i hvert køn konkurrerer om at blive hhv. bedste han 1-4 og bedste tæve 1-4. I denne konkurrence uddeles der certifikater. Den bedst-placerede ikke-champion i Bedst i Køn-klassen får et certifikat. Der uddeles ét certifikat i hvert køn. Efter Bedst i Køn-klassen afvikles Bedst i racen, hvor dommeren vælger hvilken hund, der skal være ”Bedst i racen” ud af den bedste hanhund og den bedste tæve.
Da dommeren kun kan placere 4 i hver klasse, kan han/hun ikke nødvendigvis udvælge alle i en klasse. Skulle du blive bedt om at forlade ringen, bedes du venligst gøre dette stille og roligt. Det forventes, at alle udstillere/ deltagere udviser sportsmanship over for hinanden og respekterer dommerens beslutning, også selvom man ikke er enig. Det er ikke tilladt at forstyrre eller blande sig i fremvisningen af en andens hund og/eller forhindre denne i at yde dens bedste.
Ligeledes er det ikke tilladt at bruge afstraffelse eller håndtere din hund hårdt på nogen måde. Din hund skal føres i snor og du skal altid have den under kontrol. Sikkerhed kommer altid først og alle hundeejere vil gerne have en god dag uden nogle problemer med løse eller ukontrollerede hunde.
Hvilke præmieringer findes der?