Det er interessant læsning at fordybe sig i Bent Bagger’s formandsberetning fra 1971. Klubben sloges dengang med et problem, som nok stadig ikke er helt løst – hverken her i OES-Klubben eller for den sags skyld i andre specialhundeklubber. ” (…) Problemet bunder i, at der inden for klubbens medlemskreds findes to grupper af medlemmer. Begge grupper har helt legale og anerkendte interesser, men de to grupper stiller helt forskellige krav til klubben. Den ene gruppe udgøres af de medlemmer, der har en enkelt hund, der typisk er hele familens kæledægge. Maaske faa hunden et enkelt kuld hvalpe, men avl er ikke hovedinteressen, og gruppens krav til klubben er derfor f.eks. oplysning om pelspleje, oplysning om foder, raad og vejledning i uvante situationer, selskabligt samvær med andre sheepdogejere. Denne gruppe udgør maaske 95 pct. af det samlede medlemstal. – Den anden gruppe, der saa altsaa omfatter 5 pct. af medlemmerne, kan man forestille sig dannet af de medlemmer, der udover den almindelig, skal vi sige ”con amore” –prægede interesse i hunden er dybt interesseret i avl, maaske endog har gjort hobbyen til et levebrød i form af oprettelse og registrering af en kennel. Denne anden gruppes krav til klubben kan f.eks. være flere udstillinger, saa vi kan finde frem til de bedste hunde; kartotek over sheepdogs, saa egnet avlsmateriale let kan findes; central føring af hvalpeliste, saa hvalpe let kan afsættes; o.s.v. – Jeg vil gerne gentage, at begge gruppers interesser er helt anerkendte og legale og accepterede. OES-Klubben bør da ogsaa være stor og stærk nok til at kunne tilfredsstille begge grupper, uden at nogen af dem føler sig forfordelt. (…) … bliver man nødt til at indrømme, at det mest er avlerne, der har faaet service fra klubbens side. (…) Det drejer sig nu om først at erkende, at problemstillingen eksisterer og derefter om at få en debat i gang…” (Bent Bagger: “Beretning fra perioden 1.10.70 – 1.10.71.”)