Som noget nyt i klubben indførte man fra 1972 en ny tradition med at afholde skuer, “hvor man får en uformel bedømmelse af sin hund” (Håndbog for Old English Sheepdogs). Det første skue blev en overvældende succes, idet ikke mindre end 4o hunde var mødt frem. Arrangementet blev omtalt i Sjællands Tidende, der beskrev racen således: “Der kan siges mange venlige vittigheder om den gamle engelske fårehund (old english sheepdog), der med sin manke af hår og skæg næsten er ens i begge ender, men skal man karakterisere hundens væsen, bliver det noget i retning af “en skødehund i overstørrelse”. (…) De hunde, der blev placeret i toppen, var gennemgående unghunde (…), og i OES-Klubben tog man det som et meget positivt tegn, at så mange fine unge hunde er på vej indenfor racen.”

 

Årets Specialudstilling 1972 blev afviklet med Ann Davis (Kennel Loakespark) fra England som dommer. “Ann Davis fandt, at kvaliteten hos ungtæverne som helhed var højere end hos unghannerne. Snudelængden og kropslængden måtte for nogle hundes vedkommende ikke blive længere. Hun fandt det dog tilladeligt, at tæverne havde lidt mere kropslængde end hannerne, da tæverne skulle have plads til hvalpe; for hannerne var der derimod ingen undskyldning for lange kroppe. Nogle pelse var ikke af den ønskede kvalitet – den bløde, uldede pels egnede sig ikke til at modstå al slags vejr. Nogle af de udstillede hunde bevægede sig for snævert bagtil til at kunne betegnes som gode. Lidt mere ringtræning kunne nok hjælpe nogle af udstillerne til at vise deres hundes bedste fortrin. Ann Davis mente, at der ved omhyggelig avl fremover kunne opnås endnu bedre resultater” (Håndbog for Old English Sheepdogs).

 

I klubbladet for september 1972 gøres medlemmerne opmærksomme på en nyskabelse: “Det er en spændende sport at udstille sin dejlige hund, og en stor glæde, når man vinder med den, men det er ikke alle forundte at få en udstillingschampion – faktisk er det kun få forundt. – Dansk Kennel Klub’s nye regler åbner nu en mulighed for alle de hunde, der ikke kan blive “skønhedsdronninger”. Det bliver nu muligt at føre sin hund frem til et lydighedschampionat. Ikke alene opnår man at få en lydig hund, men forholdet mellem ejer og hund bliver ofte mange gange bedre, når man begynder at arbejde med sin ven. Der kommer en egen forståelse mellem fører og hund. (…) Klubben er i gang med at undersøge hvilke muligheder, der findes for træning.” – I decembernummeret følger formanden dette op med at oplyse, at Jette Bagger og Hans Ove Petersen skal i gang med at uddanne sig til klubbens første lydighedsinstruktører.

 

Kennel Jolly Bear, som i sin tid blev oprettet af klubbens stifter, A. Christiansen, for senere at overgå til Karen Larsen, blev i 1972 overtaget af Gyda Ersgaard, som samme år havde den glæde, at hendes hund “Lollybear” blev den fjerde OES, der blev Best In Show på en DKK-udstilling.

 

I 1972 bliver fire OES’er dansk champion: “Olivarius” (ejer: V. Laustsen/Herdis Thuesen), “Bombadil Pretty Polly” (ejer: Birgitte Schjøth), Carolee (ejer: Gyda Ersgaard) og Aly (ejer: Karen Larsen).