Old English Sheeepdog var en yderst populær hund i 1970′erne, hvilket også medlemstallet viste. Fra i 1970 at have et medlemstal på 110, nåede tallet i 1974 helt op på knap 270.

Men det er uden tvivl kommet bag på flere ejere, at det krævede en indsats at holde den store vamsede pels i orden. Dette vidner en artikel med overskriften “En flov sheepdog måtte af med hele pelspragten” i Berlingske Tidende fra januar 1973 om: “det er moderne at købe hunde med så store og flotte pelse som vel muligt. Det gælder afghanske mynder, og det gælder old english sheepdog for at nævne et par af de almindeligste pelshunde, der stiller store krav til pelshygiejne. (…) Hvilken race, der stiller de største krav, kan man strides om, men old english sheepdog er i hvert fald en race, der stiller meget store krav. Dens pelsrigelighed gør, at hårene nemt kommer til at filtre, hvis man først et stykke tid har været eftergivende, og resultatet er ikke blot, at hunden kommer til at se usoigneret ud, det er usundt for den at gå med en filtret pels, hvorigennem ingen luft kan finde vej. – En old english sheepdog i privat eje kom forleden til en af de organiserede hundesaloner, hvor man ikke nænnede at sende den bort, fordi det var klart, at hunden led, men det blev gjort ens mennesker klart, at det ville være umuligt at rede den filtrede pels ud, der var kun ét at gøre: klippe pelsen af ind til huden. – Klipningen afslørede en fem cm tyk ildelugtende filtmåtte, der lå overalt på hunden under de løse hår. Det kostede flere klippemaskineskær at komme igennem, og efter operationen lå der en trist og flov hund tilbage. Den lignede alt andet end en old english sheepdog, nærmest en fejlfarvet weimeraner. – Hvis man ønsker en langhåret hunderace, må man gøre sig klart forinden, hvor meget pelspleje racen kræver, og er man ikke indstillet på det arbejde, må man vælge en race, der stiller mindre krav …”

 

Racens popularitet blev ikke mindre af, at journalisten Grete Bjerg havde en fast rubrik i Søndags-BT, hvor hun skrev småhistorier om sin OES Børge (flere af historierne blev senere udgivet i et hæfte “Min ven Børge”, som kan lånes via OES-Biblioteket).

 

Mens vi nu er ved avisskriverierne, kan jeg ikke dy mig for at bringe en lille rubrikannonce fra samme periode: “Old english Sheepdog, han, søger godt hjem. 2 år og meget børneglad. Henv. søndag fra kl. 13. Tlf. (…). Evt. bytte med brugt dybfryser eller elektrisk kødhakker.”

 

I årets sidste blad gjorde formanden sig nogle tanker omkring racens stigende popularitet. “Vor race har ligeledes haft en pæn fremgang, og interessen er stigende for vore bamser. Ihvertfald er efterspørgslen større end udbuddet, hvilket fører ens tanker hen på, at dette stiller store krav til opdrætterne, således at forstå, at er en vare let at afsætte, kommer kvaliteten i anden række. Det håber vi ikke sker i vor lille verden, men at de resultater, der indtil i dag er nået, yderligere vil blive forstærket.”

 

Fra og med 1973 førte klubben sin egen hvalpeliste, ligesom det på dette års generalforsamling blev besluttet at oprette OES-Biblioteket. Dette skete efter forslag fra Birgitte Schjøth, som også blev valgt til klubbens første bibliotekar. – Forøvrigt kan det i dag undre, at et andet forslag fra Birgitte Schjøth ikke fik særlig stor tilslutning. Forslaget gik ud på, at indkomne forslag til generalforsamlingen skulle udsendes til medlemmerne senest 10 dage før mødets afholdelse. Så langt var medlemsdemokratiet altså endnu ikke kommet i klubben. (På generalforsamlingen i 1975 fremsætter Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen igen forslaget, og denne gang bliver det vedtaget.)

 

Som tidligere omtalt var man så småt påbegyndt lydighedstræning af OES, og fra klubbens årlige skue i 1973 kunne klubbladet oplyse: “En dressuropvisning ledet af Jette Bagger gav et velfortjent bifald til Birgitte’s (Schjøth; red.) og Hans Ove’s (Pedersen; red.) dygtige hunde.” (OES-Bladet september 1973). – I samme nummer kunne læses, at såvel Birgitte Schjøth som Hans Ove Pedersen et par uger efter gik op til afsluttende prøve i Valbyparken: “På B-holdet deltog 6 hunde, hvoraf 3 bestod. Der deltog 2 OES: “Bombadil Pretty Polly med ejer Birgitte Schjøth og “Trunte” med ejer Hans Ove Pedersen. “Polly” klarede prøven til 124 point ud af 150 , et meget flot resultat. Tillykke Birgitte. – “Trunte” fik 107 1/2 point og må prøve lykken en anden gang for at nå op over de magiske 120 point. “Trunte” har sin egen mening om halsgivning. Trods ihærdig vuffen fra alle sider, er det ikke lykkedes at få hende til at sige en lyd – på kommando.”

 

To nye kenneler blev DKK-godkendte samme år, nemlig Karen Larsen’s “Kennel Danwill Blue” og Elin B. Simonsen’s “Kennel Hairtuft”.

 

I 1973 opnåede de to kuldsøskende “Lolly Bear” og “Lovely Bear” det danske championat. Begge hunde ejedes af Gyda Ersgaard. – Som noget af et kuriosum skal det nævnes, at en danskopdrættet OES samme år opnåede at blive japansk champion. Det drejede sig om Jolly Bears Jamamato, som ejedes af en dansk familie bosat i Japan.