Dette år skulle på mange måder vise sig at blive et begivenhedsrigt år for klubben. På godt og ondt.

 

Klubben havde fået ny redaktør, idet Jørgen Brolykke tog over efter Elin Drejer, som ønskede en afløser. Redaktørskiftet betød samtidig et nyt og mere tidssvarende lay-out af forsiden. Bladet, som nu kom til at hedde OES Bladet, udkom fire gange om året. Herudover holdt man medlemmerne a’jour med to årlige OES Nyt, hvor der var meddelelser om kommende klubarrangementer.

 

Aktivudvalget forsøgte sig en aften i februar dette år med en åben telefonlinie. Tanken var, at medlemmer kunne ringe ind til et panel af eksperter for at få hjælp til de hundeproblemer, man gik og sloges med.

 

En anden nyskabelse fra aktivudvalget var oprettelsen af en klubstand, som skulle med rundt ved de forskellige arrangementer. Det er denne stand, som i dag er kendt under navnet Uldtotten.

 

Den norske specialdommer Diane Anderson dømte racen på en udstilling i Roskilde i april. I hendes dommerkommentarer er jeg faldet over denne lille bemærkning: “Generelt var halsenen gode, men mange hunde manglede rejsning. Halsene kunne måske komme bedre frem ved brug af en tyndere line anbragt oppe bag ørerne.” – Kigger man på udstillingsbillederne fra den tid, falder det da også i øjnene, at langt de fleste udstillere brugte almindelige kraftige læderdressurliner. En fremgangsmåde, der ville være utænkelig i dag.

 

En stor begivenhed fandt sted dette år, da Danwill Blues Dizzy Girl i forbindelse med DKK’s internationale udstilling i Næstved den 8. maj blev den første Old English Sheepdog, der opnåede at blive lydighedschampion. Føreren var – man fristes næsten til at sige naturligvis – Hans Ove Pedersen. Præstationen var så meget mere beundringsværdig i og med, at Dizzy var den niende lydighedschampion overhovedet i Danmark. Dansk Kennel Klub’s medlemsblad Hunden omtalte den sensationelle begivenhed på denne måde: “En ny LP-champion fik vi da også, og denne gang en Old English Sheepdog, den nu 4-årige “Danwill Blue Dizzy Girl”, der med sin fører: Hans Ove Pedersen, Nivå – efter forsøg på et par tidligere udstillinger – endelig gik til tops ved at score ikke mindre end 195 points af de 200 mulige! Det var virkelig en fornøjelse at se dette dygtige par arbejde, og den dejlige hund viste tydeligt ved sin opførsel, at “dette var vel nok skægt!” Sikken en præcision og sikken et tempo. Man ser ikke en finere “fri ved fod” end den, “Dizzy” præsterede. Hun klæbede til sin førers ben – vendte omgående sammen med Hans Ove i alle vendinger, satte sig lynhurtigt og korrekt på plads – og kiggede op på sin fører med et polisk glimt i øjnene, som ville hun sige: “Den klarede vi sørme godt, du gamle.” Støt og sikkert arbejdede parret sig igennem klasse III’s svære øvelser – selv den sværeste, fremsendingen, blev klaret med bravour. Jo, sådan skal det bare gøres. Hjertelig til lykke til Hans Ove Pedersen og “Dizzy”. Et ihærdigt træningsarbejde gav endelig resultat!” – I et interview i OES Bladet bliver Hans Ove spurgt, hvilken betydning denne begivenhed vil få for for lydighedstræningen i OES Klubben, og Hans Ove svarer: “Jeg vil blot håbe, at det får den følge, at racen bliver anset for at kunne lære. At det ikke er den kluntede dummepeter, som mange tror den er, men derimod et adræt dyr, der er meget lærevillig. Dens udadvendthed og gåpåmod kan bruges til at arbejde med, og dermed kan hund og menneske få langt mere glæde af hinanden. – Dem, der taler nedsættende om lydighedsdressur, kan ikke have følt den glæde ved den nære kontakt, man oplever med en hund, der glad gør, hvad man beder den om. Samtidig vil jeg da også håbe, at andre OES’er vil give sig i kast med både klasse I og II, men også klasse III. Det er sjovt!” (OES Bladet, juni 1977 side 19).

 

Som noget nyt fik lydighedsudvalget fremstillet et emblem, som blev uddelt til de hunde, der bestod OES Klubbens klasse I prøve. En anden nyskabelse på lydighedsfronten var, at de første hvalpekurser så dagens lys.

 

Tanken om OES’er med haler lå stadig og spøgte rundt omkring. I klubbladets aprilnummer kunne man læse om en udstilling i Holland, hvor den engelske specialdommer og opdrætter Gwen Mogford havde placeret en tæve med hale som nummer fire i klassen. Omtalen heraf slutter med følgende passus: “At jeg refererer dette skal ikke opfattes som noget forsvar for de lange haler, men jeg undrer mig meget over, at ikke alle FCI lande skal følge den nedlagte racestandard, at den hollandske klub tillader udstilling af ikke-kuperede Old English Sheepdogs.” (Birgitte Schjøth i OES Bladet, juni 1977).

 

For første gang nogensinde skulle den årlige Verdensudstilling afholdes i Danmark. Bestyrelsen besluttede, at “alle fra bestyrelsen møder op på Verdensudstillingen i Herning søndag den 19.6 med godt humør og god vilje til at hjælpe alle udstillere, så alle får en god OES dag.” (referat af bestyrelsesmøde 19.2.77 i Protokol for OES Klubben 1970-1979). Den norske dommer Tore Edmund skulle dømme Old English Sheepdog, og han placerede CH. Audrey (ejer: Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen) som verdensvinder tæve og BIR 1 (Audrey blev senere bedst i gruppen af store selskabshunde) og CH Charisma Chief Chincoteaque (ejer: Hanne og Ingrid Nissen) som verdensvinder han og BIR 2. – Dommeren udtalte efterfølgende, at han ikke kunne huske tidligere at have set så fine unghunde, hvilket tydede godt for fremtiden. “Med normal udvikling kan der komme mange fine stjerner fra denne ungdom,” forsikrede han.

 

Til dette års specialshow var det lykkedes til dommer at få den kendte og meget respekterede engelske opdrætter Mrs. Jean Gould. Desværre er det ikke muligt i klubbens arkiver at se, hvilket indtryk Jean Gould havde havde de danske hunde.

 

Den ordinære generalforsamling var dette år ved at udvikle sig til en sand gyser. Ved mødets start viste det sig, at klubbens formand ikke havde betalt kontingent og som sådan ikke var stemmeberettiget medlem af klubben. Yderligere kom det frem, at et flertal i bestyrelsen havde stillet mistillidsvotum til den tidligere kasserer begrundet i samarbejdsvanskeligheder, og at der desuden var indgivet politianmeldelse for underslæb (under eventuelt kom det imidlertid frem, at politiet havde afvist sagen). Efter at der var aflagt beretning fra bestyrelse og udvalg, understregede formanden, at det var den samlede beretning, der skulle stemmes om. Efter en længere debat, konkluderede dirigenten, at der var udmærkede referater fra udvalgene, men interne stridigheder i bestyrelsen. Herefter gik man over til afstemning om den samlede beretning, som blev nedstemt med et overvældende flertal (4 for og 28 imod). Som en konsekvens heraf valgte den samlede bestyrelse at trække sig, og der skulle vælges en ny, som kom til at bestå af Richard Østergaard (formand), Søren Christensen (næstformand), Birgitte Schjøth (sekretær), Erik Juul (kasserer), Viggo Laustsen, Herdis Thuesen og Karen Larsen. Dirigenten kunne afslutte mødet med at konstatere, at “denne generalforsamling havde været uværdig for klubben, det var meget beklageligt. Den gamle bestyrelse havde gjort et godt stykke arbejde, og på den baggrund var det trist, at den blev fældet, men den havde selv svunget øksen. Håbede den nye bestyrelse havde lært noget af dette, og mente, at der var skabt mulighed for et godt arbejde fremover.” (OES Bladet, december 1977).

 

På generalforsamlingen blev der udtrykt ønske om, at bestyrelsens arbejde blev mere synligt. Den nye bestyrelse besluttede derfor på sit første møde, at redaktøren (som dengang overværerede bestyrelsesmøderne) skulle skrive et kort referat af møderne til offentliggørelse i bladet. Hovedpunkterne skulle godkendes af bestyrelsen.

 

En anden nyskabelse fra den nye bestyrelse var ordningen med at betale halvt kontingent, hvis man blev medlem af klubben pr. 1.9 eller derefter.

 

Dette år kunne mønstre ikke færre end syv nye champions: Audrey (ejer: Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen), Foggydews Yankee Doddle (ejer: Gyda Ersgaard), Danwill Blues Deary (ejer: Richard Østergaard), Jolly Bears Up-To-Date (ejer: Erik Juul), Tippecanoe (ejer: Hanne og Ingrid Nissen) samt Danwill Blues Delany (ejer: Karen Larsen).