Igennem længere tid havde OES Klubbens bestyrelse savnet at have et bomærke, som kunne anvendes de mange steder, hvor klubben skulle præsentere sig udadtil. Derfor blev der i starten af året udskrevet en idékonkurrence til et sådant klublogo. I alt indkom der 26 forslag, og vinder blev Erik Juul (kennel Shaggy Danes), som lavede udkast til det logo, klubben stadig anvender.

 

Efter flere års alvorlig sygdom døde klubbens æresmedlem og medstifter, Birthe Rosenquist dette år.

 

I aprilnummeret af OES Bladet er der en omtale af dette års Cruft udstilling, skrevet af Inger Rasmussen (kennel Krøjerup). Artiklen rundes af med dette lille hjertesuk: “Vores bamsede sheepdogs, der er ment som en hyrdehund, der kan arbejde, er blevet en pyntet hund. Der var trimmet på hals og skuldre, børstet op på hoved og hale, så den nærmest lignede en påfugl. Jeg håber, trods tendenser her hjemme, at vi ikke går til den yderlighed.” – Tiden skulle dog vise noget andet.

 

Fra og med oktobernummeret blev det nu kutyme at byde nye medlemmer velkommen i klubben.

 

Igennem en årrække havde Dansk Kennel Klub arbejdet med en ændring af reglerne for opnåelse af kennelmærke, et arbejde som også OES Klubben’s bestyrelse og opdrættere havde brugt meget tid på. Tidligere havde det været sådan, at man gennem sit opdræt skulle have gjort sig fortjent til opnåelse af kennelmærke (de såkaldte A-opdrættere = autoriserede DKK-opdrættere). Men nu var det meningen, at man skulle kunne købe sit kennelmærke for så efterfølgende gennem sit videre avlsarbejde at opfylde visse krav (disse opdrættere blev benævnt kennelmærkeindehavere). Man var nu nået så langt i klubben, at man var blevet enige om, hvilke regler, der skulle være gældende, og i aprilnummeret blev bragt en oversigt over klubbens såvel A-opdrættere som kennelmærkeindehavere. A-opdrættere: Cheerio (Hanne og Ingrid Nissen), Danish Delight (Birgitte Schjøth og Herdis Thuesen), Danwill Blue (Karen Larsen), Hairtuft (Elin Simonsen), Hexa (Rita Richter), Jolly Bear (Gyda Ersgaard), Krøjerup (Inger Larsen) og Midgaarden (Eva Falck). Kennelmærkeindehavere: Lady Hill (John Andersen), Shaggy Dane (Erik Juul), Shepsi (Jan Bidstrup) og Skovfryd (Karina Christophersen).

 

På grund af tidsnød så Jørgen Brolykke sig nødsaget til at holde op som redaktør af OES Bladet, og årets sidste nummer blev derfor lavet af en nødredaktion.

 

På dette års generalforsamling måtte formanden for udstillingsudvalget komme med den nedslående oplysning, at til trods for at medlemstallet var fordoblet inden for de sidste par år (i december 1978 var tallet ca. 475), var antallet af udstillede hunde faktisk faldet.

 

Sidst på året bestod Hans Ove Pedersen den krævende prøve som lydighedsinstruktør for klasse III, og Hans Ove var således nu autoriseret lydighedsinstruktør for samtlige klasser. En flot præstation, når man tænker på, at OES Klubben først gik ind i lydighedsarbejdet i 1972.

 

I brevkassen i dette års sidste klubblad bliver Hanne Nissen stillet over for et spørgsmål, som stadig er lige aktuelt. En læser (og erfaren opdrætter, nemlig Lissi Juul fra kennel Shaggy Danes) stiller flg. spørgsmål: “Kan brevkassen mon fortælle lidt om, hvordan det kan være, at mange Old english Sheepdogs er tilbøjelige til at få en brunlig tone i de yderste hårspidser specielt i pelsen nedad ryggen? Har det mon noget med årstiden at gøre? Eller ernæringen? Eller er det særligt på hunde, der færdes meget udendørs?” – Og Hanne Nissen (selv erfaren opdrætter under kennelnavnet Cheerio) svarer: “I racens standard står der om farve: “Enhver tone af gråt, gråsprængt, blåt eller blåmeleret med eller uden hvide aftegninger. Enhver tone af brunt eller rødligt er forkastelig og må ikke opmuntres.” – En pels, som konstant er brun fra inderst til yderst er altså ukorrekt, og man bør ikke anvende disse hunde i avl. – MEN der er imidlertid andre former for brunhed, som er helt “uskyldig”. F.eks. er det rigtigt, at mange sheepdogs, som færdes meget ude i sol og havluft vil få brune spidser. Det forekommer selvsagt mest i eftersommeren. Nu skal man selvfølgelig ikke holde sin hund indendørs for at undgå brune spidser, endog ikke selvom man går med udstillinger i tankerne. Nok pynter de ikke, men en god dommer kender forskel på en brun pels og solbrune spidser. – Desuden er der tidspunkter i en OES’s liv, hvor anden “uskyldig” brunhed kan forekomme, nemlig ved skift fra hvalpepels til voksenpels. Her er det den “døde hvalpepels, som bliver brun. senere kan “død” underuld, som ikke er fjernet ved pelsplejen, i nogle tilfælde give et brunt skær. Endelig får nogle gamle hunde et brunt skær. – Mest almindelig er nok fænomenet med brune totter på albuerne. Jeg kender ikke årsagerne hertil. – Jeg tror ikke, at de nævnte former for brunhed har noget med ernæring at gøre. – Mens vi er ved farve, kan jeg ikke lade være med lige at omtale aftegninger, da der også her hersker en del tvivl. I standarden står der: “grå med eller uden hvide aftegninger.” – Man kan altså ikke tale om ukorrekte aftegninger! teoretisk kunne en OES være helt grå eller grå i forkroppen og hvid i bagkroppen. Aftegningerne er altså ene og alene et spørgsmål om smag og behag – eller om mode, om man vil. I exteriørbedømmelser er aftegningerne uden betydning.”

 

Dette år kunne kun mønstre én dansk champion, nemlig Hanne og Ingrid Nissen’s “Andromeda