I årets første nummer af OES Bladet kunne formanden for udstillingsudvalget, Birgitte Schjøth med glæde konstatere en fremgang i antallet af tilmeldte hunde på såvel OES Klubben’s som DKK’s udstillinger. Og at der ikke kun var tale om en fremgang i antallet af tilmeldte hunde, men også i kvaliteten af disse kunne en lille statistisk oversigt dokumentere.

 

For at give en bedre oversigt over OES Klubben’s mange spændende arrangementer indførte OES Bladet med denne årgang en aktivitetskalender, således som vi kender den i dag.

 

Klubben havde stadig en pæn medlemstilgang, som i stor udstrækning skyldtes en månedlig annoncering i nogle af de store landsdækkende aviser. Ved årets begyndelse var medlemstallet nået helt op på 561. Dette afstedkom naturligvis en tilsvarende stor kassebeholdning på ca. 38.000 kr.

 

Her i begyndelsen af 1980 fik de danske hundeejere et nyt problem at slås med, idet det nu med sikkerhed var konstateret, at den frygtede PARVO-diarhoe var kommet til landet. “En blodprøveundersøgelse foretaget på hunde over hele landet i marts viste, at ca. 25% af hundene havde været udsat for smitte, og siden er der indtruffet hundedødsfald, som skyldes PARVO-virus.” (skrivelse fra DKK den 28.4-80). DKK kunne berolige med, at der ikke var tale om en galoperende epidemi, men at “sygdommens indtrængen indtil nu er sket i et roligt tempo.” – Som en helt naturlig følge af den nye smitsomme virus, opfordrede såvel DKK som OES Klubben til at få sin hund vaccineret. – Desuden ville man i forbindelse med en kommende udstilling i Roskilde henstille til dommeren at lade handlerne selv fremvise hundens tænder af hensyn til evt. Parvo-virus.

 

Som noget nyt indførte klubbens aktivudvalg miniskovture på en timestid. Tanken var, at når man alligevel var ude at gå tur med sin OES søndag formiddag, kunne man lige så godt gøre det sammen med andre OES-ejere.

 

Den 2. marts kunne vinterens spindepiger endelig overrække deres flot kreerede klubfane, som stadig eksisterer. Den flotte stang havde man fået overtalt Flemming Brøsch til at lave, mens Mogens Klarlund var mester for det flotte topstykke. Primus motor for hele projektet var Herdis Thuesen, som ved overrækkelsen nærede ønske om, at fanen måtte bringe klubben ære. Hvilket den så sandelig også har gjort lige siden.

 

Dette år kunne klubben bryste sig af to nyuddannede dommere. Birgitte Schjøth blev autoriseret som udstillingsdommer for Old English Sheepdog, og Hans Ove Pedersen blev tilsvarende autoriseret som lydighedsdommer for klasse I i de dressur-samarbejdende specialklubbers regi.

 

I OES Bladet’s februarnummer efterlyser en læser i brevkassen oplysninger om en god hundepension i nærområdet. Foranlediget heraf lagde Hanne Nissen, som redigerede brevkassen, op til at der i klubregi blev organiseret en landsdækkende “hundepasningsring”. Allerede i juninummeret kunne det konstateres, at idéen havde båret frugt, idet Leo Jensen fra Odense havde påtaget sig at stå som koordinator for OES Klubben’s Hundepasningsring.

 

En pudsig ting falder i øjnene, når man i bestyrelsens protokol læser referat fra bestyrelsesmødet den 23. marts: “Det blev vedtaget ikke at sætte billeder af OES’er med hale i OES Bladet, men indsendte billeder gemmes til en evt. senere debat.”

 

Som tidligere omtalt blev Johnny Skouenby autoriseret lydighedsinstruktør for klasse I i 1979. Men almindelig lydighedsarbejde var åbenbart ikke tilstrækkelig udfordrende for ham. For i Hedehusenes Avis i maj måned fremgik det, at han sammen med sin OES Krøjerup’s Flynn (bedre kendt under kaldenavndet Biskal) havde deltaget i en af Civilforsvarets evakueringsøvelser i Reerslev. Året efter bestod Biskal som den første OES nogensinde Civilforsvarets officielle redningshundeprøve.

 

Når man kigger på udstillingsbilleder af OES’er fra denne periode, kan man så småt se, at der er ved at ske en ændring: udstillingshunden skiller sig mere og mere ud fra hverdagshunden. En udvikling som Inger Rasmussen, som tidligere beskrevet, havde advaret kraftigt imod, efter at hun havde besøgt Cruft’s i 1978. I brevkassen i juninummeret er Eva Falck inde på den samme problemstilling, idet hun inden for de sidste fem år har bemærket “en gennemgribende forandring rent udstillingsmæssigt. Fra næsten ingen trimning af hundene til nu næsten den rene hårkunst (plukning, trimning, klipning) – fra normale hvide pelse til nu næsten optisk hvide – fra vilde opråb over kridtskyer til det nu åbenbart accepterede kartoffelmel, Mr. Groom powder, Ring 5, og hvad nu alle præparaterne hedder.” – Måske var det denne helt åbenlyse tendens, der i juninummeret fik udstillingsudvalget til at komme med flg. henstilling om overholdelse af udstillingsreglementet: “Alle udstillere skriver under på at ville overholde dette reglement! Desværre har vi på årets to første udstillinger observeret, at nogle glemmer, at der også i reglementet står: “Endvidere kan hunde, hvis pels er blevet behandlet med midler, der har ændret pelsens farve og struktur, ikke udstilles.” – Det er meget nemt at mærke, om en pels er behandlet med sådanne ting, så lad være. Det ville være kedeligt, hvis nogle blev så sure, at de anmeldte det.”

 

Som følge af den alvorlige situation omkring parvovirus var det blevet besluttet at flytte specialshow’et, som skulle have fundet sted i begyndelsen af marts til slutningen af september, og man havde hertil inviteret den engelske dommer Stuart Mallard til at dømme. Da klubben samtidig kunne fejre sin 15 års fødselsdag den 11. september, havde bestyrelsen besluttet at gøre lidt særligt ud af show’et, bl.a. med fælles middag efter bedømmelserne. Udstillingen skulle finde sted på Fyn, og for at lette transporten for sjællænderne blev der arrangeret fællesbus for disse. – Det blev en hollandsk hund, der blev bedst placeret. – OES Bladet bragte en dommerkommentar fra Stuart Mallard, hvor han bl.a. udtalte: “Alle hundene var velbørstede og rene, men jeg synes præsentationen alt i alt kunne have været bedre. – Jeg finder, at reglen, der forbyder brugen af kridt m.v. er helt uretfærdig og må spørge om grunden til at man føler, at den er nødvendig.”

 

I OES Bladet’s augustnummer kunne klubben gratulere Karen Larsen, kennel Danwill Blue, som havde fået tildelt DKK’s hæderstegn i guld for “seriøst og fremgangsrigt opdræt af Old English Sheepdog og Afgansk Mynde”.

 

Erwin Gisselfeldt, der hidtil havde været bestyrelsessuppleant, overtog i september kassererposten, efter at Erik Juul på grund manglende tid fratrådte bestyrelsen.

 

Klubben fik dette år en ny lydighedsinstruktør for klasse I, idet klubbens næstformand Torben Kiersing havde bestået den krævende prøve.

 

I oktoberbladet følte klubbens formand Richard Østergaard Mikkelsen sig nødsaget til at gøre opmærksom på, at det værste, der kan ske for en klub er, hvis der ude blandt medlemmerne er nogle, der går og modarbejder eller bagtaler det arbejde, der foregår i udvalg og bestyrelse. Formanden fandt, at en sådan klubskadelig virksomhed fandt sted, og bestyrelsen havde derfor besluttet at arrangere en række medlemsmøder rundt om i landet, hvor medllemmerne ville få mulighed for at komme til orde.

 

Siden de nye regler for opnåelse af kennelmærke var blevet indført i 1978, var der efterhånden kommet ret mange nye kennelmærkeindehavere med opdræt af OES til. Iflg. en opgørelse fra DKK pr. 15.7 fandtes nu flg. registrerede kennelmærker:

Hexa (Rita Alice Richter, A-opdræt)

Rolling-Bear (Anna Margrethe Knudstrup Olesen, A-opdræt)

Elbo (Edith Knudsen)

Ladyhill (John Andersen)

Symetri (Vera Astrup)

Sumeria (Jette Bagger)

Shepsi (Jan Bidstrup)

Blue Berry (Birte Fromberg)

Midgården (Eva Falck, A-opdræt)

Skovfryd (Karina Christophersen)

Shag-A-Rag (Birthe & Hans Jørgen Brolykke)

Thorsager (Verner Thorsager)

Hairtuft (Elin Simonsen, A-opdræt)

Danish Delight (Birgitte Schjøth & Herdis Thuesen, A-opdræt)

Krøjerup (Inger Rasmussen, A-opdræt)

Cheerio (Hanne & Ingrid Nissen, A-opdræt)

Danwill Blue (Karen Larsen, A-opdræt)

Shaggy Dane (Lissi & Erik Juul, A-opdræt)

Jolly Bear (Gyda Ersgaard, A-opdræt)

 

Dette år kunne kun byde på en enkelt ny dansk champion, nemlig Danish delight Blue Chieftan (opdrætter: Birgitte Schjøth/Herdis Thuesen; ejer: Karen Larsen).

 

Jeg vil slutte 1980 af med afskrift af to udklip fra klubbens scrapbog dette år.

 

To smarte schæferhunde står på et gadehjørne i Åbenrå og kigger. Pludselig siger den ene:

-Tak skal du ha! – Har du set den Old English Sheepdog derovre?

– Ja, flot tøs – og så har hun en fantastisk figur!

– Hvor ved du det fra?

– Jeg har set hende våd!

 

Det andet udklip bærer overskriften “Den lille citatfusker”:

Vi har en Old English Sheepdog, og en dag, da den var løbet væk, gik min datter på fire år og jeg ud for at lede efter den.

– Vi ledte og ledte, og pludselig så den lille op på mig og sagde:

– Det er som at lede efter en hund i en høstak!