1989
Halekuperingsforbudet lå stadig og ulmede ude i kulissen, efter at det året før var blevet indført i Norge og Sverige, og den engelske kennelklub blev af disse to lande opfordret til at komme med en standard for halen. I årets første blad bragte Birte Fromberg et uddrag fra “Yours Faithfully” (klubblad for Greater London OES), hvor Jill Harwood gjorde sig nogle tanker omkring, hvordan halekuperingsforbudet ville virke på det kompakte helhedsindtryk, således som standarden foreskriver. Da den engelske kennelklub her elleve år senere stadig ikke har udarbejdet en “halestandard” er Jill Harwood’s betragtninger stadig aktuelle.
“Det ville være trist, om OES’er udvikler sig til at ligne bearded collier (…), men jeg tror ikke, dette behøver at ske. I lande med halekuperingsforbud behøver OES’ens kvaliteter ikke at forsvinde. En lang smal ryg er ikke korrekt – med eller uden hale. Jeg har set mange ikke-kuperede OES’er og har også dømt nogle (hovedsaglig i udlandet), og de varierede i kvalitet på samme måde, som de kuperede gør. Med min erfaring som dommer må jeg desværre sige, at OES’erne med hale stor set har været af så dårlig kvalitet p.g.a. dårlig overlinie og haleansats, at de ikke kunne placeres. Selv om de havde været kuperet, ville ryglinien have været vandret og krydset ukorrekt. Da der sikkert vil udstilles flere og flere ukuperede OES’er, er det vigtigt at fastsætte, hvordan den korrekte hale skal være. – (…) Som alle ved, er halerne uden undtagelse grå med hvide spidser. Men hvor mange ved, at halen er længere (i forhold til resten af kroppen) end de fleste andre racers haler? Jeg har set mange typer OES-haler fra samme kuld. Det er klart, at når halerne er blevet fjernet i så mange generationer, har opdrætterne ikke behøvet at tænke på, hvilken type haler, de opdrætter. Men hvad nu? Vi bør i det mindste udarbejde en standard for dem. Jeg har f.eks. set et helt kuld ukuperede OES’er, alle med forskellige haler: højt ansatte, lavt ansatte, haler lige i vejret, haler båret i samme højde som ryglinien, haler mellem benene. Halerne er altid kraftigt behåret (som et egern) og, når de er lavt ansat og bliver båret lavt, forandres OES’ens udseende næsten ikke. Haletippen bør bøje lidt opad, da den ellers ville berøre jorden, og hvis halen er lavt ansat, vil den ligge ned mellem benene, og først ses ved haserne. En kort ryg vil fortsat være -og se ud som- en kort ryg. Men hvis halen er højt ansat og derfor båret højt -og anbragt på en lang vandret ryg- vil den få hunden til at se endnu “dårligere” ud. Dette kan dog være en fordel i avlsarbejdet. Opdrætterne må i fremtiden tage vare på halerne og arbejde med korrekte haler, som de har arbejdet for andre egenskaber, de har ønsket at bevare. Men den kompakte helhed, som kendetegner vores race, behøver ikke at tabes, hvis vi fortsat passer på den, med eller uden hale.”
Ved årets generalforsamling stod man i den situation, at der til de ledige bestyrelsesposter kun havde meldt sig én kandidat, og efter en del debat blev det besluttet at indhente nye kandidatforslag og sende disse til urafstemning. Først herefter kunne en ny bestyrelse konstituere sig. Ny formand blev Annelise Harsmann, mens nyvalgte Ib Pawlak blev næstformand. Klubbens hidtidige formand Bjarne Arendahl Jørgensen blev kasserer, og Bent Godt forsatte som sekretær. Yderligere -nyvalgte- bestyrelsesmedlemmer var Birgit Rytter, Inge Laernoes og Birger Petersen.
Jørgen Brieghel blev for sin store indsats omkring klubbens blad hædret som årets medlem.
Den engelske dommer Mark James (kennel Tuckles) var inviteret til at dømme dette års Special Show. Der var tilmeldt 41 hunde, og udstillingens vinder blev Wild Frisian Dancing In The Dark, ejet af Inge Laernoes.
Dansk Kennel Klub havde dette år fået i opdrag at afholde Verdensudstilling. Det foregik i Bella Centeret. I OES Bladets reportage fra udstillingen skrev bladets redaktør Jørgen Brieghel bl.a.: “…Det var forfriskende at se nye hunde herhjemme – og så af den kvalitet. (…) Spøjs var det i øvrigt at se en OES med hale. En dejlig hanhund, godt typet – men, men: halen! (…) han bliver godt placeret, selvom det unægteligt ser helt forkert ud, når han bevæger sig, og halen blafrer vildt i alle retninger.” – Hunden var den hollandske OES Vigilat’s Different Yip. – Blandt de 94 tilmeldte blev bedste OES på Verdensudstillingen Sparkle Squares Carte Blanche.
I forbindelse med Verdensudstillingen afholdt OES Klubben også et Special Show med Jannice McClary som dommer. Denne udstilling var præget af en helt fantastisk atmosfære, som, efter hvad man kan læse mellem linierne i referatet ellers ikke altid var tilfældet på udstillingerne. – Der var tilmeldt 65 OES’er, og bedste hund blev Lilabe aus dem Elbe-Urstromtal.
Året bragte racens syvende lydighedschampion, da Sally (Symetri Alice of Aberystwyth) med fører Carsten Nielsen fik den sidste og afgørende førstepræmie. Det var anden gang, Carsten Nielsen førte en OES frem til championatet. Året før gjorde han det samme med Tiny.
Som et lille kuriosum kan indføjes, at der først nu blev oprettet en tysk OES klub, idet Old English Sheepdog Club Deutschland blev stiftet den 6. august 1989.
I september blev OES Klubben’s stab af autoriserede lydighedsinstruktører udvidet til ni, da Ib Nielsen bestod instruktørprøven.
Det viste sig desværre ret hurtigt, at den nye bestyrelse havde vanskeligt ved at fungere tilfredsstillende, og problemerne kom klart frem, da hidtidigt aktive medlemmer begyndte at trække sig fra deres tillidsposter.
Bladets redaktør siden 1987 Jørgen Brieghel meddelte bestyrelsen i oktober, at han fratrådte redaktørposten, og at han samtidig udtrådte af det udvalg, der skulle forberede og planlægge klubbens kommende 25 års jubilæum. Begrundelsen var et mistillidsforhold mellem bestyrelsen og redaktøren. – Decembernummeret blev efterfølgende udarbejdet af en til lejligheden nedsat redaktion.
Også Birte Fromberg valgte at trække sig ud af jubilæumsudvalget.
Sidst på året trådte Birger Petersen ud af bestyrelsen, idet han følte sig underkendt af formandsskabet. – Også Jette Møller fratrådte bestyrelsen.
1989 kunne kun opvise én ny danskejet champion, nemlig Bogaldown New Song (opdrætter: Hanna/Kingham; ejer: Birgitte Schjøth).