• GB
  • DK
  •   +45 40 18 04 24
    • GB
    • DK

    Standard

    OLD ENGLISH SHEEPDOG

    FCI Standard Nr. 16 05.01.2011
    (EN) (ORG 13.10.2010)

    Oprindelsesland:
    Storbritannien

    Anvendelse:
    Hyrdehund.

    Klassifikation:
    FCI Gruppe 1 (Hyrde- og kvæghunde undtagen Schweizer Sennenhunde) Sektion 1 (Hyrdehunde) Uden brugsprøve

    Historie:
    Selvom Old English Sheepdogs oprindelsesland er registreret som Storbritannien, menes dens virkelige forfærdre at være Europæiske hyrdehunde af Owtcharka og Bergamasco typen parret med britiske hyrdehunde. Den anses nu for at være en Britisk race, ofte benævnt som Bobtail. Stærk, kompakt og overvældende pelset; pelsen er meget karakteristisk og modstandsdygtig mod vejrliget. Oprindelig en hund, der hørte til på landet, intelligent og venlig; den har en speciel rungende gøen velegnet til at skræmme enhver ubuden gæst væk.

    Helhedsindtryk:

    Stærk, kvadratisk udseende hund, særdeles harmonisk bygget og gennemført sund. Absolut ikke højtstillet med en overdådig pels over det hele. En hund med en kompakt, muskuløs og brugsduelig krop og et yderst intelligent udtryk.

     

    Dens naturlige skikkelse bør ikke ændres kunstigt ved klipning eller trimning. Den er meget stærk og udholdende og har en blødt stigende overlinie. Set ovenfra er kroppen pæreformet. I roligt trav eller skridtgang har bevægelsen en typisk rulning. Dens gøen har en karakteristisk, fyldig klang.

     

    Proportioner:

    I stand er hunden lavere over manken end over lændepartiet. Hovedets proportioner skal svare til hundens størrelse. Næsepartiet måler omtrent det halve af hovedets totale længde.

     

    Temperament:

    En lærevillig hund med et afbalanceret væsen. Modig, trofast og pålidelig uden antydning af nervøsitet eller uprovokeret aggressivitet.

    Hoved:
    Skalle: Rummelig, ret kvadratisk. Godt hvælvet oven for øjnene

    Stop: Veldefineret

    Næse: Stor og sort med brede næsebor

    Næseparti: Stærkt, firskårent og stumpt afsluttet

    Kæber, bid: Tænderne stærke, store og regelmæssigt placeret. Saksebid - stærke kæber med et perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs at overkæbens fortænder tæt overlapper de underste og er placeret vinkelret på kæberne. Tangbid tolereres, men er uønsket.

    Øjne: Placeret med god afstand. Mørk øjenfarve eller helt eller delvist blå øjenfarve. Det accepteres, hvis begge øjne er blå. Lyse øjne er uønskede. Pigmenterede øjenrande bør foretrækkes.

    Ører: Små, båret fladt ind mod hovedets sider

    Hals:

    Ganske lang, stærk og yndefuldt buet

     

    Krop:

    Temmelig kort og kompakt

    Lænd: Meget solid, bred og blødt hvælvet

    Bryst: Dyb og rummelig brystkasse. Godt hvælvede ribben

     

    Hale:

    Tidligere traditionelt kuperet eller medfødt stumphalet • Kuperet: Normalt komplet bortkuperet. (NB! Kupering er forbudt i Danmark) • Ukuperet: Naturligt båret. Godt behængt med rigelig pels af hård struktur.

     

    Lemmer:

    Forpart:

    Skuldre: Skulderbladene godt tilbagelagte og tættere på hinanden ved manken end ved skulderspidsen. Svære skuldre er uønskede.

    Albuer: Slutter tæt til brystkassen

    Forben: Forbenene fuldkommen lige med rigelig knoglekraft og giver kroppen god markafstand.

    Forpoter: Små, runde og tætte. Tæerne godt rundede. Tykke og hårde trædepuder. Hverken ind- eller udaddrejede.

     

    Bagpart:

    Bagparten er beklædt med rigelig pels, rundet og muskuløs.

    Knæ: Velvinklede, men ikke overdrevent

    Underlår: Langt og veludviklet

    Haseled: Lavt ansat

    Mellemfod: Set bagfra er mellemfødderne parallelle

    Bagpoter: Små, runde og tætte. Tæerne godt rundede. Tykke og hårde trædepuder. Hverken ind- eller udaddrejede.

     

    Bevægelse:

    I skridtgang viser hunden en bjørneagtig rulning set bagfra. I trav ses ubesværede forbensbevægelser og kraftigt fraskub fra bagparten, hvor benene bevæges lige med bevægelseslinien. Meget spændstig galop. I langsomt tempo har nogle hunde tendens til pasgang. Under bevægelsen kan hovedet indtage en naturligt lavere stilling.

     

    Pels:

    Hårlag: Overdådigt, af god, strid struktur, ikke lige, men tykt og lidt pjusket, uden krøl. Underulden danner et vandafvisende lag. Hoved og skalle er godt beklædt med hår, ørerne har moderat pels. Halsen har godt med pels, og forbenene har et godt hårlag på alle sider. Bagparten har mere fyldig pels end resten af kroppen. Pelsens kvalitet og struktur er af større betydning end længden og mængden.

     

    Farve: Alle nuancer af grå, grizzle eller blå. Krop og bagpart ensfarvede, med eller uden hvide sokker. Hvide aftegninger i det ensfarvede område er ikke ønskværdige. Hoved, hals, forpart og bug skal være hvide med eller uden aftegninger. Alle brune nuancer er uønskede.

     

    Størrelse:

    Skulderhøjde for hanner: Fra 61 cm og opefter tæver: Fra 56 cm og opefter Hundens type og harmoni er af største vigtighed og må under ingen omstændigheder ofres til fordel for størrelsen alene.

     

    Fejl:

    Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og dens effekt på hundens sundhed og velbefindende og dens evne til at udføre sit traditionelle arbejde. 

     

    Diskvalificerende fejl:

    • Aggressivitet eller overdreven skyhed

    • Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.

     

    Bemærk:

    • Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

    • Kun funktionsdygtige og klinisk sunde hunde med racetypisk præg bør anvendes i avlen.

     

    Dansk Kennel Klubs bemærkning:

    Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.

     

    Standarden udgivet af FCI 05.01.2011

    Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité JANUAR 2021

     

    NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i FEBRUAR 2012