Arkiv - Indlæg

Stemningsrapport fra børsteaften på Rødovregård.

Et nyt år er startet og igen med en børsteaften på Rødovregård. Lige efter offentliggørelsen af arrangementet på hjemmesiden kom de første tilmeldinger og efter udsendelse af reminder via mail kom de sidste tilmeldinger.

Velkommen til OES klubbens nye medlemmer og deres hvalpe.
Jeg havde den store fornøjelse at hilse på en masse små nye hvalpe og deres stolte ejere men også den store glæde at se og hilse på ”gl.” OES ejere, der trofast møder op til vores børsteaftener med deres altid søde OES’er.

Dejligt at se så mange til børsteaften.
I min periode som lokalrepræsentant har jeg aldrig oplevet så stort et antal fremmødte til børsteaften og jeg tror, I slog rekorden for fremmøde, for der kom 13 OES’er i alderen fra 3 mdr og 8 dage op efter og disse skønne hunde kom sammen med i alt 19 dejlige mennesker.

Børsteborde blev slået op og både de små hvalpe som de lidt større OES’er kom op på diverse borde hvorefter der kom rigtig godt gang i børster, kamme, karter mm. Der blev snakket og kikket på pels, ører og negle samtidig med der blev givet gode tips og råd omkring børstning.

Det var rigtigt dejligt at se så mange til børsteaften, hvor der sædvanen tro blev serveret kaffe/te og brød.

Nu glæder jeg mig bare til næste børsteaften på Rødovregård, som bliver afholdt onsdag den 18. april 2012 samme tid og sted – læs evt. mere om den kommende børsteaften på klubbens hjemmeside www.oesidk.dk

På gensyn den 18. april 2012

Dorthe Madsen
Formand for lokalrepræsentanterne.

Gåtur ved Tversted søerne.

Kagen er bagt, salaten er skåret og frikadellerne er stegt – nu er det blot tid til at få pakket bilen med det vigste – nemlig hundekiksene, vandskålen, hundesnoren – og så naturligvis da også lige prutteposerne.

Sådan så det ud fredag d. 20 maj, da ni glade mennesker og seks friske hunde atter vendte snuden mod det nordjyske.
Arrangementet fandt sted i Tverstedskoven, hvor vi alle mødtes kl. elleve, og efter de sædvanlige ti minutter var gået med gøen og leg mellem hundene, besluttede vi os for at vandre videre. 25 grader, solskin og skyfri himmel ville det nok være en overdrivelse at sige at der var. Men vejret holdt tørt hele dagen – og lidt solskin og fuglesang blev det da til!

Turen gik højre rundt om tverstedsøen og videre til den gamle Møllegård, hvor de obligatoriske billeder blev taget. Derefter gik turen ned til stranden, hvor hundende rigtig kunne slå sig løs. Den mest modige, var nok Cassie som (desværre) elsker at bade – men aldrig er speciel for bruseren, når vi atter kommer hjem i parcellen igen. Heldigvis holdte alle sig dog forholdsvis tørre.
Efter cirka en times gåtur var vi tilbage ved parkeringspladsen igen. Her havde Susanne fået reservereret 2 borde, og så var det ellers tid til fælles mad, kaffe og kage.

Med på turen var:
Birte, Jørgen og Pam (Birtes veninde fra USA) Maise, Misty samt Alonzo
Susanne og Bent Øberg med Vaps
Lone og Katrine med Shaggy
Line og Birgit med Cassie.

Tak for en super gåtur – vi ses igen næste år!

National OES dag den 28. maj i Køge

OES klubben afholdte vores Nationale OES dag den 28. maj i Køge. Det gjorde vi sammen med Køge handelsforening der havde stillet telt med levende musik op på torvet og samme dag var der start i Køge for tøserunden – et cykelløb for pigerne på 112 km.

OES klubben havde mødested på Køge torv kl. 11.00. Der kom 8 hunde og 10 mennesker. Hundene var i alderen fra 6 mdr. og på til veteran.

Efter samling på torvet gik vi ned af gågaden til Køge Kirke og op af små gader i det gamle Køge. På vores vej tiltrak vi megen opmærksomhed – rigtig mange mennesker ville gerne hilse på vores hunde og prøve at klappe dem.

Efter en god tur rundt slappede hundene og mennesker af ved restaurant ved broen, hvor vi fik lidt frokost og kaffe/øl.

Hele turen foregik i fint solskin.

Mange tak til dem der mødte op

På klubbens vegne
Dorthe Madsen
Koordinator for lokalrepræsentanterne.

 << 1 2